Læsetid: 3 min.

'Hvad render jeres forældre og laver?'

Nephew var igen den store vinder ved Danish Music Awards. Fortjent, men også forudsigeligt - som resten af showet. Uforudsigelighed er også så svært at håndtere
5. marts 2007

Var der mon nogen, der havde forestillet sig, at Mikael Simpson skulle få de syv priser, han var nomineret til ved årets Danish Music Awards. Nej, vel? Hans nomineringer virkede som et kunstnerisk alibi.

Så kunne det se ud som om Danish Music Awards var interesserede i den nyskabende musik og ikke kun den profitskabende. 'Ja, Nephew vandt alle priserne, men vi havde nomineret gøglerne Mikael Simpson, Marie Key og Mani Spinx.' Fair nok, det er en fremragende plade Nephew har lavet, Interkom kom ind tager lige spadestikket dybere end den forrige plade. Men man savner udfordringen.

Ved aftenens show spillede de det storhittende "Igen og Igen" og (som de ikke skal klandres for, det var sandsynligvis et krav fra arrangørerne. Det er jo hittet.) I stedet for at eksperimentere med nummeret, så gav de det eksternt udstyr ved at hamre melodien på armbolte i begyndelsen og ved et imponerende lysshow.

Mikael Simpson derimod leverede en helt ny version af "Jeg Sidder Fast", som også må betegnes som hans største hit fra den seneste plade, men denne aften blev den spillet på et reggaebeat og vokalen var noget mere syngende end på pladen. Som altid en fornøjelse at opleve Mikael Simpson og Sølvstorm.

Fint nok, du gamle

Nephew var sandelig også en fornøjelse, ikke mindst for publikum.

Publikum er det der mærkelige sammensurium af glade teenagere, pladeselskabsfolk og deres vedhæng, journalister og deres vedhæng og kunstnere og deres vedhæng. Som værten Jacob Elsing sagde: "Hvor mange musikere, skal der til for at skrue en pære i? 101 - 1 til at skrue pæren i. Og 100 på gæstelisten."

Det giver en lettere kvalmende og selvforherligen-de stemning, at det er sådan en branchens fest for branchen, og det er den slags forsamlinger, der ikke kan håndtere særlig mange overraskelser. Så man kunne betegne det som høflighed, at Nephew leverer det, der forventes, for helt ærligt, så kunne publikum ikke håndtere andet.

Når kunstnerne kommenterede situationen omkring Ungeren på den meget kunstneragtige måde som Pernille Rosendahl:

"Den danske ungdom er under kraftig beskydning. Skal vi ikke hylde den danske ungdom?" så stod folk af og begyndte at småsnakke eller ligefrem buhe.

Det samme skete, da Troels Trier sammen med resten af Røde Mor plæderede for mere politisk musik. Han snakkede i mere end det tilladte halvandet minut. Og så er der ingen nåde. Hans Otto Bisgaard var nærmest ved at flå mikrofonen ud af hånden på ham, og folk begyndte at klappe på den der "ja, ja, fint nok, du gamle"-måde

Fantastisk weekend

Mikael Simpson takkede Alexandra, Ungdomshuset og Københavns Politi for en fantastisk weekend. Og så var der Pato, der under det imponerende udanske nummer "Sweet Dogs" havde den meget danske Ungdomshus-T-shirt på, mens sangeringen Ane Trolle var i rød gallakjole med nummeret 69 syet på brystet - og pufærmer. Der var rigeligt med tilkendegivelser, hvad enten publikum var interesserede eller ej. Sådan er det, når man er kunstner, så føler de fleste en eller anden form for forpligtelse, når de får en mikrofon i hånden og har hele verdens opmærksomhed i i hvert fald et minut. Så skal man da bruge det til noget. Man kan da ikke bare takke sin mor. Det ville være meget udansk - så man sender en hilsen til Ungeren. Med sådan noget er der altid en fare for, at det kommer til at virke lidt patetisk. Politisk engagerede kunstnere, der skyller det hele ned med gratis øl til efterfesten.

Men så er der personer, der kan levere den der spiddende kommentar, der får det hele til at stå nøgent frem i sit helt eget groteske lys. Steffen Brandt skal uddele en pris sammen med Tina Dickow og siger:

"Jeg vil gerne henvende mig direkte til alle unge mennesker: 'Ved I egentlig hvad jeres forældre render rundt og laver lige nu?'"

Se alle prisvinderne på dr.dk/dma

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her