Læsetid: 4 min.

Rene hænder?

Italienere og kroater er uenige om fortolkningen af Anden Verdenskrigs efterspil. Men det er en langt bredere konflikt. Men der er forskel på hvem det kræves af at konfrontere fortiden
20. februar 2007

Gnisterne fyger over Adriaterhavet i disse dage. Den italienske og den kroatiske præsident er røget i totterne på hinanden over fortolkningen af efterspillet efter Anden Verdenskrig - begge med det udtrykkelige ønske at skabe et Europa uden aggressiv nationalisme.

Det drejer sig om uddrivelsen af den italienske befolkning fra Istrien og Dalmatien, det vil sige den nuværende kroatiske adriaterhavskyst. I Italien har fordrivelsen i mange år været et emne, der lå det yderste højre på sinde, men den 10. februar i år tog Italiens præsident, den tidligere kommunist Giorgio Napolitano, emnet op i en tale på den officielle mindedag for uddrivelserne. Han brugte massakrerne på italienerne til at pege fremad på et Europa uden aggressiv nationalisme.

Begivenhederne blev beskrevet i malende vendinger: de jugoslaviske militser havde været drevet af "had, blodtørstig vrede og en plan om slavisk anneksion, som tog form af etniske udrensninger". Det fik den kroatiske præsident Stjepan Mesic til at svare hårdt igen og beskylde sin italienske kollega for racisme og revanchisme, hvilket fik hele det italienske establishment på benene over den kroatiske fornærmelse.

En stor provokation

Den italienske reaktion er sigende, både for Italiens forhold til sin egen fortid og for forholdet mellem gamle og kommende medlemmer af EU. Set udefra var Napolitanos tale langt over stregen. Grusomhederne i krigens slutning står slet ikke mål med de italienske grusomheder, der blev begået under den italienske aggression mod landets naboer på Balkan. Det, at repræsentanten for datidens aggressorer går let hen over sit eget lands forbrydelser og fremhæver sine naboer, er helt forståeligt en stor provokation - specielt i lyset af at de italienske krigsforbrydere aldrig blev straffet. Ikke desto mindre står den italienske regering fuldstændig uforstående over for den kroatiske vrede. De repræsenterer jo anti-fascismen og traditionen fra modstandsbevægelsen og vil ikke kaldes racister.

Den kroatiske reaktion rammer dybt i den italienske identitet. Italienerne har groft sagt bearbejdet deres fortid på to måder: Enten gennem fortielser og bagatellisering, eller ved at lægge hele skylden over på 'de andre'.

De italienske film

Det er to bearbejdelser, man kan finde i de italienske film - et medie der spiller en stor identitetsskabende rolle i Italien. Den første strategi tegner den italienske indsats under anden verdenskrig som ubetydelig og uskyldig. Filmen 'Jeg elsker soldater', der sikkert vil være nogle læsere bekendt, er et godt eksempel. En gruppe italienske soldater strander på en græsk ø, hvor de hygger sig med de lokale og forfører de smukke piger. Det er nærmest en ferietur med krigen som et forstyrrende element. Det andet kunne være klassikeren 'Rom, åben by' om den tyske besættelse. Her er italienerne portrætteret som modstandsfolk, der kæmper mod de onde tyskere. Alle grusomheder i filmen begås af tyskere, mens italienerne er entydige ofre. I denne fortælling, der er vigtig for venstrefløjen og dermed for den nuværende regering, opvejes fascismen af modstandskampen. De halvandet år med borgerkrig viste, at italienerne var gode demokrater og antifascister på trods af de tyve års fascisme, der gik forud. På den måde har italienerne skærmet sig af fra deres fortid; de har glemt de ubehagelige historier.

Fortidens ofre

Derfor reagerer italienerne nu så hårdt. De kan ikke forstå, at nogen kan beskylde det uskyldige Italien for racisme og revanchisme, men i samme åndedrag understreger de, hvor vigtigt det er at huske fortidens ofre for at skabe et nyt Europa. Det er en langt bredere konflikt end bare mellem Italien og Kroatien. I udvidelsen mod øst har de gamle EU-lande lagt stor vægt på bearbejdning af historien.

De nye stater skal anerkende gamle forbrydelser for at læge sårene fra sidste århundredes blodige krige. Tyrkiets skal erkende folkemordet på armenierne, Kroatien har faktisk allerede erkendt den etniske udrensning af italienerne efter krigen og bosniere, serbere og kroater skal bringe deres krigsforbrydere for en domstol. Det kan være hårdt i sig selv at bryde med de nationale myter og sende heltene til Haag, men det bliver ikke lettere, når de gamle EU-lande ikke selv lever op til kravene. Italien er et grelt eksempel på, hvordan man helt undgår at konfrontere fortiden.

De samme gælder de gamle kolonilande. Man kan undre sig over, hvor Jean-Marie le Pen, der var torturbøddel under Algierkrigen, kan stille op til præsidentvalget, mens bødlerne fra Kroatien og Bosnien skal for retten. Og hvad ville Storbritannien sige, hvis det britiske imperium skulle under den historiske lup som indgangsbillet til det gode selskab?

Konfrontationen mellem de to præsidenter giver endnu engang indtrykket af et todelt Europa, hvor de gamle lande ikke spiller efter de samme regler som de nye - heller ikke i forhold til historieskrivningen.

Thomas Ekman Jørgensen ph.d. er historiker på Saxo-instituttet ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu