Læsetid: 5 min.

Alle rene nationaliteter er bygget på massakrer

Den libanesiske forfatter Elias Khoury er fortaler for kulturblandingen i den arabiske verden. Kristne, muslimer og jøder må mødes i et multireligiøst samfund - også for at redde Libanon. Khourys udtalelser er aktualiseret af det seneste politiske mord i Beirut tirsdag
24. november 2006

Attentatet på tidligere libanesiske premierminister Hariri sidste år markerede, at syrerne definitivt ønskede at overtage magten i Libanon, mener Elias Khoury. Han anser den efterfølgende intifada med demonstrationer i gaderne som uundgåelig, fordi syrerne samtidig gennemtvang befolkningen endnu en omgang med Lahoud, Libanons syrisk orienterede præsident:

"Den nationale koalition, som opstod efterfølgende, var helt logisk. Men jeg var forbløffet over, hvordan folk lagde angsten bag sig. Du ved, diktaturer baserer sig på frygt. Hvis du er bange, kan diktaturet styre dig. Men libaneserne væltede spontant en mur af frygt. Mordet på Hariri og demonstrationerne var på en måde en dør, som libaneserne skulle igennem for at opnå en slags uafhængighed."

Khoury medgiver, at det er en meget forenklet fremstilling af forholdene. Syrerne forlod ganske vist Libanon i april 2005, men de er opererer alligevel stadig i landet:

"Efter det store oprør har de dræbt flere journalister - bl.a. en nær ven og den kommunistiske leder George Hawi. Og de har forsøgt at dræbe direktøren på An Nahar, hvor jeg arbejder. Men efter drabet på Hariri var der for første gang i 30 år en mulighed for at opnå uafhængighed."

- Men Hizbollah stod uden for den nationale koalition?

"Ja. De repræsenterer den militære modstand, og alle deres militære forsyninger kommer igennem Syrien. Hizbollah er allieret med Iran, som igen er en stor allieret med Syrien. Derfor var de udenfor, men deltog alligevel på en tvetydig måde. Efter valget trådte de ind i regeringen, som er fuldstændig domineret af de grupper, som tog initiativet til intifadaen".

- I de vestlige medier hedder det ofte, at Hizbollahs hovedmål er at tilintetgøre staten Israel?

"Du kan ikke tale om en offensiv strategi, når du har mindre end 10.000 soldater og kæmper mod en hær på 600.000 soldater. Hizbollah har ingen strategi. Den militære opbygning sigtede mod at hjælpe Iran. Amerikanerne og israelerne ved det. Men da Israel angreb Libanon, var det meget betydningsfuldt, at Hizbollah kunne stå imod, så Israel ikke gik ind i Beirut ligesom i 1982."

"Hizbollah er ikke særlig stærke, men kæmpede på en intelligent måde, og medvirkede til at gøre os uafhængige igen. Israel blev belært om, at det ikke kan invadere, når det har lyst. Jeg er selvfølgelig fuldstændig kold over for Hizbollahs ideologi om, at vi skal arbejde for iranerne eller andre. Bortset fra Libanon går min sympati til palæstinenserne. Men Hizbollahs aktion i Sydlibanon havde ikke til formål at hjælpe palæstinenserne."

FN-tropper er en chance

"Da Condoleezza Rice kom til Beirut i krigens start, erklærede hun, at krigens formål var at skabe et 'nyt Mellemøsten', mens Israel varetog amerikanske interesser. Men Hizbollahs standhaftighed torperede målene."

"Det bedste resultat af krigen er ankomsten af FN-tropper. Israel har vedholdende afvist FN-tropper og i stedet plæderet for multinationale styrker, hvilket betyder Nato. Men Rice blev tvunget til at acceptere FN-tropper, dvs. hovedsagelig europæiske soldater. Det er første skridt, fordi der også er behov for internationale tropper i Palæstina for at adskille Palæstina og Israel. Det er den eneste måde at stoppe det aktuelle blodbad."

- Er resultatet ikke reelt et nederlag for Hizbollah, som skal afvæbnes og gemme deres våben af vejen?

"For det første: Hizbollahs våben har altid været gemt af vejen. Hvis du har været i Sydlibanon, vil du aldrig have set våben. For det andet: Det er hverken nederlag eller sejr. Men det er heller ingen sejr for Israel, og du kan ikke blive besejret af nogen, som ikke har vundet. Det positive resultat er, at den nationale konsensus i Libanon må genskabes, og at Hizbollahs krigere må gå ind i den libanesiske hær. Den bataljon, som kæmpede defensivt i Sydlibanon, er ganske god. Enhver hær vil sætte pris på den. Den var overlegen i forhold til de israelske elitetropper. Libanon har behov for en forsvarspolitik, ikke en offensiv. Vi er ikke ude på at angribe nogen, men ønsker blot at forsvare vores land."

"Hovedresultatet af konflikten er, at europæiske og FN-tropper er i området på en fornuftig måde. Vi håber, at der kan skabes et politisk pres, så der kommer internationale tropper og laver en adskillelse i Palæstina, og at besættelsen vil slutte. Det er den eneste måde, besættelsen kan slutte, fordi Israel aldrig vil acceptere en total tilbagetrækning."

- Vil krigen ikke uddybe splittelsen i Libanon mellem de forskellige fraktioner og etniske grupper?

"Nej, men man kan aldrig være helt sikker. Efter alle disse krige håber jeg, at libaneserne vil indse, at det er tid til fred og til at opbygge en uafhængig stat, som er en del af regionen, og en del af kampen mod den israelske besættelse, og som afviser at blive brugt af amerikanerne og iranerne."

Pluralisme nødvendig

- Hvordan ser du på fremtiden for den kristne minoritet i den arabiske verden? De kristne er under pres - i Egypten, blandt palæstinenserne og også i Irak?

"Hvis den arabiske verden mister sin kristne minoritet, vil det være et stort tab. Det var et stort tab, da vi mistede vores jødiske minoritet. F.eks. havde de irakiske jøder været i Irak i 1.000 år. Det var en kulturel katastrofe (at miste dem til Israel, red.). De marokkanske og irakiske jøder spiller en vigtig kulturel rolle i Israel. Hvis vi også mister det kristne element, vil det være en katastrofe."

"Den eneste måde vi kan undgå at miste den kristne kultur er ved at opbygge den nationale enhed og adskille stat og religion. Jeg ved, det er vanskeligt, men vi må genopfinde nationalitetsbegrebet. Nationalismen kom til os fra Europa. De europæiske nationer kom til verden i forbindelse med udslettelsen af nationale minoriteter: I Frankrig er der ingen som taler bretonnisk. Nationalismen udviklede sig omkring Paris og dets forstæder."

"Den tyrkiske nationalisme opstod i sammenhæng med massakren på armenierne. Alle rene nationaliteter er bygget på massakrer. Vi er nødt til at udvikle en ny slags pluralistisk nationalisme. Ellers vil alle vores minoriteter blive tilintetgjort."

De islamiske bevægelser

- Men er den radikale islamiske bevægelse ikke meget stærk og intolerant?

"De islamiske bevægelser er ikke radikale - f.eks i Tyrkiet, hvor de har overtaget magten. De muslimske Brødre er ikke radikale".

- Måske ikke mere?

"De har aldrig været radikale. Som bevægelse har Broderskabet aldrig været radikal, men moderat. Jeg mener ikke, politisk islam er en trussel. Men det er en trussel, hvis disse vanvittige typer af krige som Osama bin Laden er fortaler for, bliver dominerende. Det er jeg bange for, fordi jeg frygter amerikanernes politik - i Irak skubber de sunnierne i armene på al-Qaeda. I Palæstina frygter jeg, at den fortsatte undertrykkelse vil gøre folk vanvittige. Men jeg er ikke bange for de islamiske bevægelser. Jeg ville have foretrukket at være dem foruden. De er der, men de er ikke en stor fare."

- Perspektivet er altså ikke et fremtidigt sammenstød mellem islam og Vesten?

"Sammenstødet er der, men ikke mellem de islamiske bevægelser og Vesten. Derimod mellem kolonisatorer og de koloniserede. Dette sammenstød vil fortsætte. Vi må tilbage til den rette terminologi. Vi er ikke imod Vesten som sådan. Tror du da, at Europa er tilfreds med den amerikanske politik?"

Bjørn Meidell er historiker og forfatter. Han har senest udgivet bogen 'Slået med beundring - fascination, flugt og frihedskamp'. (Tiderne Skifter, 2005)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her