Læsetid: 4 min.

Rent mel i bolden?

Hold op med at tro, at korruption i dagens fodbold er et spørgsmål om lavkriminalitet udført af taberagtige lakajer, som tjener ekstra håndører på underbordsaftaler. Vi taler om millioner af pund
27. oktober 2006

Hvad skal der til for at blive på toppen af europæisk fodbold? Ufine tricks og gangster-agtige transaktioner, siger kynikerne. Og romantikerne svarer, at fodbold på højeste plan godt kan være både uskyldsren og effektiv. Fodbold er stadig det smukke spil. Men hvad vil man hæfte sig ved i fodboldens historiebøger om 20 år?

Her er to forslag. Den dag, David Beckham satte hele verden på den anden ende med sit skift til Real Madrid fra Manchester United og med opknappet skjorte og velplejet hestehalesvirp gjorde det helt legalt for generationens metroseksuelle at nyde fodbold iført Dolce & Gabbana, g-streng og diskret foundation. Og så Zinedine Zidanes famøse skalle under VM-finalen mod Italien i sommers. De færreste kan huske målene længere. Men Zidanes stunt - det vil summe længe i fodboldens kollektive hukommelse.

Historierne viser med al tydelighed, at fodbold i 2006 har bevæget sig alenlangt væk fra den oprindelige folkelighed og de nationale identifikationsmekanismer. I stedet er fodbold blevet selve symbolet på afnationalisering og elite, og dens allerstørste ikoner iscenesættes i uopnåelige luftlag iklædt absurd dyre klæder, himmelråbende gager og en lige så hysterisk umulig fodboldkunnen à la Ronaldinho. Er det muligt at ramme overlæggeren fra 20 meters afstand 10 gange i træk, sådan som Nike-reklamerne med Ronaldinho påstår?

Fiksede kampe

Da Beckham kom til Madrid, og hele verden sloges om at bringe det bedste foto af Leytonstone-drengens smukke møde med en sandwich, spanske teenage-skrighalse og fans i kødrande, var det både et signal om fodboldens nye græsgange og et endegyldigt farvel til den forestilling om høvisk uskyld, som stadig præger fodboldens dagsorden.

Fodboldens fremtid ruller, især når der med jævne mellemrum bliver slået ridser i lakken. I Italien fikser man kampe med betalte dommere. Det gør man også i Tyskland. I Sydamerika 'ejer' klubberne de største spillere. I Spanien dyster Real Madrid og FC Barcelona om ligatitler og ære. Jovist, men det er også Adidas-holdet mod dem fra Nike. Selv i Norge og Finland kan de ikke overholde fodboldens gyldne kodeks.

Senest er det BBC, der har været ude med riven og i deres vante blanding af konspiratorisk dokumentar og chokjournalistik hevet diverse ufinheder i den bedste britiske fodboldrække frem i lyset. Med brug af skjult kamera viste programmet Football's Dirty Secrets, at Boltons manager, Sam Allardyce, gentagne gange havde modtaget penge under bordet fra spilleragenter. Lutons boss, Mike Newell, kunne ligeledes fortælle, at agenten Charles Collymore opererede med sorte penge, når det gjaldt spillerhandler. Vor egen Frank Arnesen, der til daglig er talentschef i Chelsea, var også i fokus.

Efterfølgende har briterne haft svært ved at rydde op i uføret. De implicerede skurke benægter hårdnakket. Der står jo også bunker af penge på spil. Nogle betaler bøden, fortsætter med at være cool og vinder prestige-kampe. Det gælder Chelseas træner, Jose Mourinho, der sammen med backen Ashley Cole har handlet bag om ryggen på Coles gamle klub, Arsenal. 600.000 pund lyder saldoen. Og så ellers hurtigt videre.

Sagen bliver ikke mindre kompliceret af, at det synes umuligt at udpege en bindende juridisk instans, som kan agere øverste myndighed. Er det Football Association, englændernes svar på DBU? Er det agenternes eget bagland, der ofte repræsenterer både spillere og klubber? Er det EU, som er garanten for den frie trafik af stjernespillere og deres fede lønchecks? Er det UEFA, som brændende ønsker sig anpart i og ikke mindst kontrol over fodboldkapitalens Vilde Vesten? Eller er det i bund og grund den europæiske topfodbolds økonomiske interesseorganisation, G14, der sidder på magten og dermed i en vis forstand legitimerer de lyssky metoder?

Mens beskyldninger og benægtelser fyger gennem luften, sætter unavngivne agenter i England trumf på. De fortæller, at fodbolden har ændret ansigt. Og at de nye tider gør kravet om den 'rene' sport - dengang fodbold blev spillet på en diæt af rank ryg, kamillete og kammeratlig gejst - mere og mere illusorisk. Hold op med at tro, at korruption i dagens fodbold er et spørgsmål om lavkriminalitet udført af nogle taberagtige lakajer, som tjener ekstra håndører på underbordsaftaler. Vi taler om millioner af pund. Og vi skal ikke bilde os ind, at fodboldens meritter, økonomi og kultur stadig kan måles ud fra gentleman-idealer og moraliserende folkelighed.

Der er altså to problemer. Hvem skal dømme, når fodboldens love tilsyneladende overtrædes? Og hvad er det egentlig for en målestok eller måske drøm om uskyld, vi dømmer ud fra?

Den offentlige debat, der rejser sig i halen på skandaler og korruption i sportens verden, ligner et moralsk ormehul. Man står i den brogede nutid, hvor sportens aktiver stritter i mange retninger. Så kravler man ind i hullet, og vupti, er man tilbage i en tid, hvor fodboldens idealer havde rent mel i posen og endnu ikke havde slået ind på globaliseringens markedshungrende kurs. Med alt, hvad deraf følger. Lige fra den bløde ende, med beckham'ske mediestunts og reklameture i Asien og Zidanes skalle, der knap kan gøres op i PR-kroner, til Premier League-trænernes mafia-light verden.

"If it's in the game, it's in the game," lyder mottoet på et kendt computerspil, der lever af at sælge naturtro simulationer af fede fodboldkampe. Med en let omskrivning og med fodboldens seneste syndefald in mente kunne det blive til: "Whatever it takes to be in the game is the game."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu