Læsetid: 4 min.

Rent slik i posen

27. september 1997

Antoine Kortas er børnenes ven. Han er nemlig ejer af slikbutikken Godisparadiset, som ligger på Rådmansgatan 5 i den sydsvenske by Landskrona. I Kortas slikbutik findes alt fra chokolade til skumbananer - ethvert barns drøm og enhver forælders mareridt. Da Antoine Kortas i 1995 bestilte et parti slik i Tyskland blev han genstand for noget, som nu også kan vise sig at blive hele den danske politiske elites mareridt. Kortas købte 350 kilo slik af den type, som børn nu engang har en svaghed for. Kortas slik nåede dog aldrig længere end til papkasserne på lageret i baglokalet. I slutningen af 1995 fik han nemlig besøg af de svenske sundhedsmyndigheder, som konfiskerede hele slikpartiet. Myndighedernes begrundelse var soleklar. Det importerede slik indeholdt farvestoffet E124, kendt af eksperter under betegnelsen Ponceau 4R eller Cochenillerød A. Det farvestof har været forbudt i Sverige siden starten af firserne, og derfor blev der indledt en straffesag mod Antoine Kortas ved Landskrona Tingsrätt. Kortas advokat forsvarede sig overfor dommerne med, at slikket var købt i Tyskland, og at det derfor var lovligt, fordi EU udgør et indre marked, hvor varerne frit kan bevæge sig. Forkert, sagde den svenske anklagemyndighed. Det er korrekt, at farvestoffet E124 er tilladt i EU til farvning af slik og læskedrikke. Men Sverige har brugt EUs såkaldte miljøgaranti til at opretholde det svenske forbud mod en række af de såkaldte azo-farvestoffer - deriblandt den cochenillerøde E124.
For dommeren ved Landskrona Tingsrätt begyndte sagen at blive en anelse indviklet. For godt nok havde de svenske myndigheder allerede for flere år siden givet Europa-Kommissionen besked om, at Sverige ønskede at anvende miljøgarantien til at opretholde det svenske forbud mod brugen af azo-farvestoffer. Men Europa-Kommissionen har aldrig svaret Sverige, som altså hverken har fået Kommissionens godkendelse eller afvisning af det svenske forbud.
Forklaringen på Europa-Kommissionens langsommelige behandling af sagen er for så vidt ganske enkel. Sverige har en meget dårlig sag - i hvert fald, hvis den skal bedømmes gennem traditionelle EU-briller. Omvendt ville det føre til et enormt politisk stormvejr, hvis Kommissionen behandlede sagen og kom frem til, at Sverige ikke kan bruge miljøgarantien til at forbyde azo-farvestofferne. Derfor valgte Kommissionen det mest behagelige - en bureaukratisk syltning af sagen. I sig selv et interessant fænomen for en institution, som ved højtidelige lejligheder påstår sig at være EU-traktaternes vogter.
I sagen om Godisparadiset, er der ingen tvivl om, at Sverige har fulgt alle regler for, hvordan miljøgarantien skal anvendes. Der er tale om, at Sverige ønsker at opretholde regler, som allerede eksisterede i Sverige, inden EUs fælles regler for anvendelse af farvestoffer trådte i kraft. Sverige har også forsøgt sig med argumentation for, hvorfor brugen af azo-farvestoffer er særlig problematisk i Sverige. Svenskerne henviser sjovt nok til en dansk undersøgelse, som argumenterer for, at allergier er mere udbredte i nord end syd.
Da Landskrona er på højde med Danmark kunne man fristende spørge, hvorfor den danske regering ikke har fundet det passende, at Danmark også skulle bruge EUs miljøgaranti til at forbyde azo-farvestofferne i Danmark. Forklaringen på det ligger to steder. Dels brugte Danmark for år tilbage stoffet til at farve danske pølser røde. Og dels argumenterer alle danske eksperter med, at azo-farvestofferne ikke er farlige. Ser man nærmere på den danske ekspert-rapport, som svenskerne bruger som argument, så viser den i bund og grund blot, at folk, som bor i nordeuropa, er mere allergiske overfor birkepollen, end folk, som bor i sydeuropa, hvor der ikke findes birketræer. Kort sagt: Sverige har en dårlig sag. Og det ved både Europa-Kommissionen og svenskerne. Og danskerne vidste det, da den danske regering besluttede sig for ikke at bruge miljøgarantien sådan, at Danmark kunne forbyde azo-farvestoffer.
Tingsretten i Landskrona har nu bedt EF-Domstolen om at udtale sig om sagen, og det kan blive en pinlig affære for både danske politikere og for Europa-Kommissionen. Kommissionen skal forklare, hvorfor den har været to år om at behandle den svenske anmeldelse om brugen af miljøgarantien overfor azo-farvestofferne. Og ved samme lejlighed er det måske værd at bemærke, at den selvsamme Kommission har brugt næsten to år på at behandle Danmarks brug af miljøgarantien overfor stofferne creosot, sulfit, nitrit og nitrat.
Domstolen i Luxembourg skal tage stilling til det interessante spørgsmål, om Antoine Kortas kan frikendes eller skal dømmes. Gælder svensk lovgivning, når Sverige har fulgt alle procedurer for brugen af miljøgarantien, og det blot er Europa-Kommissionen som har snøvlet med sagsbehandlingen? Hvis Domstolen når frem til den konklusion, vil Holger K. Nielsen med flere få sig et kærkomment argument, når de hævder, at EUs nye miljøgaranti fra Amsterdam-traktaten er ringere end den hidtidige. For i den nye miljøgaranti, skal Kommissionen behandle alle anmodninger om at bruge den indenfor seks måneder. Når Amsterdam-traktaten træder i kraft, kan lande som Sverige og Danmark altså ikke længere 'leve i synd', sådan som det er tilfældet i dag i de føromtalte sager, som EU-bureaukratiet endnu ikke 'har nået' at behandle.
Hvis Domstolen derimod når frem til, at Kortas skal frikendes, fordi den svenske brug af miljøgarantien ikke gælder, før Kommissionen har udtalt sig, så vil det være en våd klud i ansigtet på de danske politikere som nu i mere end et årti har oversolgt betydningen af miljøgarantien. Så næsten uanset hvordan det går ved EF-Domstolen, vil afgørelsen i sagen mod Antoine Kortas vise, at danske politikere ikke har rent slik i posen, når de taler om miljøgarantien. ryb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu