At skrive spændstig, nervesitrende filmdialog er en stor kunst. Den mestrede Harold Pinter til en sådan fuldkommenhed, at hans særlige, afsnuppede dialogstil i 1960'erne blev et begreb og fik kolossal indflydelse. Det Pinterske bestod frem for alt i en tindrende virtuos brug af dramatisk undertekst. Pinter kunne skabe bristefærdigt opladede og spændingsdirrende situationer blot ved at lade sine personer sige ting som "Ræk mig saltet!" eller "Hvordan gik turen?"
Hans betydeligste indsats på filmområdet ligger i samarbejdet med den amerikanske instruktør Joseph Losey, der som offer for Hollywoods kommunist-heksejagt kom til England og dér placerede sig som en førende filmmand med Pinter som sin bedste manuskriptforfatter.
Parrets filmgennembrud kom med den djævelske klassekamps-lignelse Snylteren (The Servant 1963), hvor Dirk Bogarde suverænt formidler de skjulte Pinterske stikpiller som sleben kammertjener for en ung engelsk overklasselaps i accelerende moralsk opløsning. Også Ulykkesnatten (Accident 1967) viser trioen Losey-Pinter-Bogarde i et raffineret samarbejde, her med Pinters originalhistorie om magtkampe i et tilsyneladende idyllisk akademikermiljø. Og Pinters og Loseys tredje drama, Sendebudet (The Go-Between 1971) med Julie Christie og Alan Bates blev en af periodens mest betydningsfulde film.
Flittig bearbejder
Sendebudet er en romanfilmatisering, og mens Pinter i 1960'erne mest gjorde sig gældende med sine egne pirkende originale kammerspils-historier, som f. eks. den absurdistiske Den mærkelige gæst (The Caretaker 1963, instr.: Clive Donner), specialiserede han han senere mere og mere i bearbejdelser. Mest kendt blev Den franske løjtnants kvinde (1981, instr.: Karel Reisz) med Meryl Streep, men dertil kom Magtens sødme (The Last Tycoon, 1976, instr.: Elia Kazan), Skildpadde dagbog (Turtle Diary, 1985, instr.: John Irving), Tjenerindens fortælling (The Handmaid's Tale 1990, instr.: Volker Schlöndorff) og - som den afgjort mest Pinterske i dette bundt - Ian McEwan-filmatiseringen The Comfort of Strangers (Se Venedig og dø 1990, instr.: Paul Schrader).
Vil man se årgangs-Pinter fra den periode, er det dog David Jones' trofaste filmatisering af hans skuespil Bedrag (Betrayal 1983), man skal kaste sig over.
En kærlighedshistorie, der får en ganske særlig bitter tragik ved at blive fortalt baglæns, så den begynder med desillusionen og ender med den dugfriske forelskelse - det hele levendegjort i Pinters mangetydige, underfundige dialogsprog, der aktiverer tilskuerens meddigten ved hele tiden kun at lade os skimte toppen af isbjerget. Så tindrende begavet dialog skrives meget sjældent for film og er en sand godbid for skuespillerne Jeremy Irons, Patricia Hodge og Ben Kingsley.
En af nøglerne til Pinters dialoger er i det hele taget dens sjældne egnethed til at blive spillet af aktører, der kan bygge videre på de meningsfuldt banale stikord. Intet under, at Pinter selv har en baggrund som skuespiller - og iøvrigt flere gange har optrådt foran kameraet, f. eks. i en større rolle som Sir Thomas Bertram i Jane Austen-filmatiseringen Mansfield Park (1999). Som få andre forfattere vidste han, hvad der kan spilles.
