"Vi ville fjerne alle de kalkulerede peaks," erklærer Jokum Rohde og fæstner vikingeblikket et sted ude i regnen over Kgs. Nytorv. Han taler om sit teatergennembrud i 1990'erne sammen med instruktøren Katrine Wiedemann - dengang med Det virkelige liv på Kaleidoskop.
Det er længe siden. I dag rangerer han som vikingehøvdingen i dansk dramatik - 36 år gammel og med afgørende dramatik på samvittigheden.
Sidste vinter var det demokratiopgøret Pinocchios Aske på Det Kgl. Teater, fulgt af Europa-fortællingen Århundredet i Kanonhallen, Hitler-kommentaren Søvngængeren i den tredelte forestilling Demokratiske Bestræbelser på Kaleidoskop, billettornadoen Thor i Ulvedalene og sidst radiogyseren Karnevalsmordet, der fortsat kan høres på P2. Og så har han netop afleveret 'noget stort til et stort teater'. "Men det er hemmeligt," som han siger, mens han blinker med sine vandblå øjne.
Information dropper afsløringskampen; at lokke slig hemmelighed ud af replikkæmpen kræver antagelig mere end subtil skjoldmølist. I stedet bliver kaffen hastigt slubret, midt i nydeligheden på D'Angleterre, som Jokum Rohde har valgt til åsted for dette interview. For prompte indledes en retorisk sværdkamp om Per Olov Enquists aktuelle Blanche og Marie om Marie Curie på Betty Nansen Teatret.
Arrogant
"Jeg tror dog stadig på, at det biografiske drama har en mulighed," erklærer den vikingblonde i første hug. "Folk elsker det, og de tror, at de får noget at vide. Det sværeste er nok ikke at lade sig imponere af den person, du portrætterer - og i stedet bruge det biografiske som et spejl, du går gennem til det fiktive."
- Hvad så med dit Hitler-portræt i Søvngænger sidste år,? forsøger anmelderblondinen at slå tilbage.
"Det var noget af det mest arrogante, jeg kunne lave. Jeg var blevet inspireret af en BBC-udsendelse om mysticismen og nazisterne. Alt det med de tidlige bånd mellem nazistisk politik og mystik og kunst. Jeg læste også biografier om Hitler, bl.a. Ian Kershaws bog, og jeg var forbløffet over den mystiske dimension, der er ved Hitlers ungdom. Han bliver såret i 1. Verdenskrig og mister synet i fire uger, hvor han hallucinerer. Og i Wien styrter han ned på samfundets bund og sover på parkbænkene, indtil han bliver 'sat sammen på ny' af druidelogens mystiske raceteoretikere. Der ligger en form for Kristus-mytologi over Hitler."
Sværdene sænkes. Samtale er sjovere end kamp. Selv for vikinger og anmeldere.
"Derfor ville jeg lave en biografisk scene om politikeren og magikeren, der laver en alliance. Jeg anbragte dem bare i en fiktiv situation: Jeg påstod, at Hitler og hans magiker var siamesiske tvillinger, der blev skåret fra hinanden som otteårige, og som nu overvejer tilbagesammensyning. I Søvngænger ønskede Hitler at dø som politiker og genopstå som magiker. Denne triangulering af mystik, politik og kunst var inspirationen til et af de tidlige stadier af Pinocchios Aske, om end navnesammenfaldet mellem dommer Wolff og Hitler var rent tilfældigt."
Dionysisk
Vikingen griner. Han kan lidt af hvert med nagler.
- Opfatter du dig selv som politisk kunstner?
"Filminstruktøren Fass-binder er et af mine forbilleder, og han var jo stærkt politisk funderet. Men det kulturelles position i samfundet har forandret sig så meget, at du ikke længere kan skabe politisk kunst på samme måde. Det politiske og det kunstneriske er kommet tættere på hinanden. Men jeg arbejder for en adskillelse - om mit yderste mål så er at genskabe kunst, som udelukkende er kunst, eller det er at skabe kunst, som udelukkende er politisk. Kunsten i dag er alt for magtfuld. Den skal ødelægges, så noget nyt kan opstå. Ellers dør kunsten!"
Vikingen strammer overarmene. Skjoldets skygge anes bag ved plysstolen.
"Set i fugleperspektiv, hvad er det så, der bringer de moderne populistpartier til magten? Det er emotiv politik. Netop det følelsesladede er et udtryk, som kunstnere næsten ikke kan modarbejde, fordi kunstnere netop selv udelukkende producerer følelser, raseri og gråd... Kunstneren er førsteproducent af følelser i samfundet. Og jeg vil kæmpe for at give kunstneren 'fri licens'. Mange politiske kunstnere tror, at de kontrollerer, hvad folk får ud af det. Men det tror jeg ikke, man kan. Støttekoncerter til fordel for Afrika kan måske skabe mange flere massemordere end de mørkeste kunstværker..."
De lyse øjenvipper gnitrer.
"Mange spørger mig om kunstnerens ansvar for det opbyggelige. Det er et ansvar, som kommer af alliancen mellem kunst og samfund. Men jeg er meget mere romantiker. Alliancen skal brydes. Jeg tror på de dionysiske dimensioner af kunsten..."
- Hvad er så vigtigst i din dramatik - personen eller udsagnet?
"Jeg vil altid lave personen vigtigere end udsagnet. Jeg tror, det er derfor, at skuespillere kan lide mine stykker... Da jeg underviste på Dramatikeruddannelsen i Århus, sagde jeg til de studerende, at de skulle lave en person på scenen, der er mere intelligent, end de selv er. Det er jo egentlig umuligt, men det er faktisk dét, der er opgaven.
Og det svære er derefter at sørge for, at figurerne stadig står højere end hver enkelt scene. For publikum binder så alligevel scenerne sammen. Og så er det, at stykket får 'scenisk liv'."
- Hvad er 'scenisk liv'?
"Det var det, Jens Albinus og Katrine Wiedemann og jeg ville finde ud af dengang i 1990'erne. Det er en mystisk ting. Dengang 'dekonstruerede' jeg mig frem til, hvad scenisk liv er - jeg smadrede og ødelagde teksten og tog ting ud. I dag opbygger jeg det sceniske liv... Men det er svært at få fat på."
Magisk
- Hvordan arbejder du som dramatiker?
"Jeg er med, lige fra jeg afleverer synopsen og helt frem til premieren, så det er to års fuldtidsarbejde. Katrine og jeg mødes dagligt og taler om manuskriptet. Og så er jeg med under alle prøverne. Jeg lytter til det tekstlige, og så tager Katrine sig af det visuelle og af rytmen."
- Hvad gør du helt konkret, når du skriver?
"Jeg skriver utroligt hurtigt. For hvis du skriver langsomt, skal du hele tiden tilbage i stykkets tid, og det er så opslidende. Men jeg bruger som regel seks-syv måneder på at forberede mig. Her sidder jeg en del på Det Kgl. Bibliotek og læser om virkelige ting i gamle aviser. Åstedsbeskrivelserne i Karnevalsmordet er f.eks. taget fra autentiske voldsbeskrivelser fra 1920'erne. Politirapporter er tit meget værre, end hvad forfattere vil kunne finde på!"
"Og så går jeg omkring og skriver noter ned på bagsiden af bon'er fra SuperBrugsen. Jeg har aldrig fået dén der autoriserede notesbog, så det er et virvar af notater. Og så er jeg pludselig klar. Så skriver jeg det hele samlet på omkring 10 dage, sådan 30 sider om dagen, hvor jeg er helt i clinch med stykkets indre tid. Jeg har ingen tidsfornemmelse i de dage."
- Rejser du så væk, når du kommer til skrivningen?
"Nej, nej. Så er der bare en trykket stemning derhjemme i stedet for. Med to børn samtidig er der kaos i hjemmet. Men det er bare den måde, det er blevet på..."
Skægget mumler roser om den fabelagtige Regitze, der åbenbart står distancen med den femårige Jonathan og den lille Molly på bare et halvt.
- Ville du hellere have, at dine stykker var uden titel helt frem til premieren?
"Det har jeg ikke nerverne til, ikke længere. Dét er uigenkaldeligt tabt. I gamle dage kunne jeg gå rundt i den magiske tid hele tiden, men nu er der deadlines for alt. Det slider... Især teatret. Selv radiodramaet skal være 30 minutter, måske 31, men så ikke længere. Så det går hen mod, at det bliver prosa..."
Farligt
- Hvad så nu?
Ordhøvdingen bliver stille. Kigger længe ud gennem vinduet i retning af Det Kgl. Teater. Bag ham glinser den våde skøjtebane - og den gamle kiosk med uret, der går forkert.
"Lige nu er jeg ved et nulpunkt. De sidste 20 måneder har jeg skrevet fire-fem dramaer og udgivet to bøger. Jeg forstår det ikke helt. Men det er skrevet færdigt nu - hvad det end var. Tidligere var der en stor selvsikkerhed i mig: At hvis de ringede, så ville jeg have en historie i mig. Sådan er det ikke mere."
- Men Odense Teater har lige røbet, at du skal gendigte hele Orestien. Er det ikke rigtigt?
"Jo, men der er meget lang tid til. Det er først til efteråret 2008."
Man kan høre gulvtæpperne på D'Angleterre. Vikingen tænker sig over bæltet til Fyn.
"De er farlige, de græske guder hos Aischylos. Simultant repræsenterer de det dyriske og det politiske... Her er der den vigtige sagndyrsdimension. Jeg har haft nogle grundlæggende, store oplevelser med ægyptiske og aztekiske udstillinger - nogle spirituelle oplevelser. Og dem kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at overføre til mine stykker. Jeg har vandret rundt på det naturhistoriske museum i Wien i timevis. Der er halvarter og monstervæsner, og de ligner så meget det, som ægypterne afbildede. Disse formaldehydmonstre har givet mig større oplevelser end at læse bøger... Selvfølgelig tror jeg, der er en grund til, at de har afbildet dem. Det er jo de europæiske natteeventyr. Desuden elsker jeg film noir-gyserne fra 1940'erne med kvindedyr og dyrekvinder, sådan med destruktion og Eros i samme skikkelse..."
Han afbryder sin egen ordstrøm. Lukker dyrekvinde-billedet inde i sig selv og nikker ud mod taxaerne.
"I gamle dage gik jeg rundt og holdt fri ved at fotografere København. Nu har jeg ødelagt det for mig selv ved at udgive mine billeder i københavnerbogen med Søren Ulrik Thomsen. Men jeg er jo kannibal. Man begynder at æde af sig selv."
Han smiler og tager høfligt en farvelchokolade. Sjælden kost for en vikingehøvding.
"Der er tørkeperioder. Men så begynder der at løbe nogle sætninger ind, lige pludselig. Og når jeg så også begynder at have mareridt igen, sådan nogle virkelig blodige mareridt, så bliver jeg glad. Så er der noget på vej."
