Læsetid: 6 min.

Reportage fra en fan om et tegneserieband

Der er bands, der bliver betegnende for en bestemt periode i livet. Og når man oplever dem i koncert, er det ligegyldigt hvor længe det er siden. Begrebet tid forsvinder
4. juli 2005

Pitten foran Orange Scene er et specielt sted. Det kræver tunge overvejelser at beslutte sig til om man vil stå i jernindhegningerne helt oppe foran scenen. Der er meget varmt, meget trængt, meget larm, og man skal komme i meget god tid for at få en god plads.

Alligevel beslutter jeg mig et par timer før Green Days koncert lørdag aften for, at jeg vil stå dernede sammen med de inkarnerede fans. Det er ganske vidst mere end ti år siden, jeg selv var en af de fuck-hele-verden-teenagere, der elskede det amerikanske band, og derfor troede de var en slags punkere. Men jeg vil afprøve holdbarheden af den fan-følelse, der definerede en stor del af min identitet i fire-fem år.

Allerede da jeg har stået en halv times tid foran scenen og ventet, kommer jeg i tvivl om, om det virkelig er det værd: Lige ved mine fødder står et af de hvide vandkrus som sikkerhedsvagterne deler ud til de svedende koncertgængere, men væsken i kruset ligner ikke vand. Det er foruroligende gult.

Har man efter en times ventetid fundet en plads i perfekt afstand til storskærm og scene, så flytter man sig ikke. Heller ikke, hvis man skal tisse. Unge mennesker er sgu sindssyge. De skal bare høre musik, koste hvad det vil: Personlig hygiejne, integritet, blufærdighed og selvkritik. Men gevinsten er et fællesskab, der går tabt på et tidspunkt, opløses i forsikringer, bleer og varieret kost.

Fællesskab i pitten

En time før koncerten er gået i gang er Green Day-klassikeren "Basketcase" blevet skamsunget og hænder blevet rystet taktfast til "Don't wanna be an american Idiot". I pitten synger man sammen og hjælpes ad med at få en god koncertoplevelse. En vennegruppe af meget høje fyrer lader gang på gang folk, der er højdemæssigt udfordrede, komme foran, så de bedre kan se. Man sender hvide krus med det originale indhold videre ned gennem rækkerne og pjatter med de veloplagte sikkerhedsvagter. Man kan mærke, der er noget stort på vej.

Og endelig begynder den første indikation. Højtalerne, der er på størrelse med to små parcelhuse, begynder at brage løs med alle crowdpleaserne: "We Will Rock You", "YMCA", "I Love Rock'n'Roll", og der skråles med. Med et brag sker det.

Billy Joe Armstrong, Mike Dirnt og Tré Cool indtager scenen med kæmpehittet "American Idiot". Og sådan her ser et røvsparkende comeback ud:

60.000 mennesker foran Orange Scene i vred-teenager-rock-modus. Hoppende, skrigende og dansende. Inde i pitten er der kun plads til at hoppe med en knytnæve pegende mod himlen. Og man bliver nødt til at afstemme rytmen, ellers er der slet ikke plads. Så det gør man. For hoppes skal der. Selvom al pli fortæller én, at det er man nok egentlig blevet for gammel til.

Ingen alder

Men allerede om fredagen var det gået op for mig, at følelsen af alder glemmer man hurtigt. Selvom man normalt er et voksent menneske, der køber ind, vasker tøj og pendler på arbejde, så finder man pludselig sig selv stående i køen til toiletterne efter Audioslave-koncerten og skråle "Killing In The Name Of". Et gammelt Rage Against The Machine-nummer som Audioslave heldigvis spillede.

Audioslave består af Soundgardens fænomenale forsanger Chris Cornell, der må kunne synge sig i bukserne på de fleste kvinder. Og derudover af tre gamle medlemmer fra Rage Against The Machine. Blandt andre guitarist Tom Morello, hvis riffs er verdensberømte. De leverede fredag aften en koncert med numre fra deres nye plade Out of Exile, hvor de er kommet til at lyde mere som ét band, end som en blanding af Soundgarden og Rage Against The Machine. Men de sørgede også for de gamle fans og Chris Cornell demonstrerede sangtalentet med en akustisk version af det gamle Soundgarden-hit "Black Hole Sun".

Audioslave er stadionrock, men mange festivalgæster beklagede sig senere over, at det var for højt. Men som fan er man nok af den opfattelse, at der ikke kan skrues for højt op for Tom Morellos guitar. Koncerten var fredagens højdepunkt, men al Chris Cornell tank-top-sexappeal skulle senere på weekenden blive overskygget af en 35-årig teenager med sort eyeliner.

Green Days Billy Joe Armstrong er indbegrebet af showmanship. Flyver frem og tilbage på scenen allerede under det første nummer og afslutter "American Idiot" med: "Jeg vil høre jer synge så højt, at enhver forbandet bonderøv i Amerika kan høre jer!" Og det gjorde publikum så.

Man kunne på ingen måde mærke, at denne koncert var den tredje, bandet gav på 24 timer. De var netop ankommet fra en Live 8-koncert, men selvfølgelig havde de glædet sig allermest til at skrige "Godaften Roskilde!" med det karakteristiske tryk på 'de'. Og der er ingen tvivl, om at Roskilde også havde glædet sig til at se dem.

Billy Joe præsenterede Mike Dirnt som den bedste bassguitarist i punkrocks historie, Tré Cool som barndomsven af Michael Jackson og sig selv som George Bush - noget han dog rettede til:

"Nej, faktisk er mit navn røvhul!"

Publikum gav et anerkendende brøl. 60.000 mennesker enige om had til én mand. Nogle hadede ham bare lørdag aften. Andre gør det hver dag: Blandt andet den gruppe, der har valgt at bære rundt på et flag med skriften: 'Bush is a nazi'.

Dit livs oplevelse

Men det er svært at forestille sig, at Billy Joe hader andre end regeringen. For det næste, der skete, kan kun give en den opfattelse, at Green Day er nogle flinke mennesker: "Jeg vil forme et band. Lige nu. Her på scenen," råbte Billy Joe og pegede ud blandt de folk, der stod samlet i pitten.

"Hvem kan spille trommer?" Der gik et sug af forhåbning blandt publikum, og alle forbandede, at de aldrig havde gjort noget seriøst ved drømmen om at lære at spille et instrument. Men det er der heldigvis nogle, der har gjort, og pludselig sad en meget ung ukendt mand bag Tré Colls trommer og stirrede målløst udover publikum. Måbende sad han og holdt takten imponerende godt. Man kan forestille sig, hvad der gik gennem hans hoved:

"Jeg sidder på Orange Scene og spiller på Green Days trommer. Jeg bliver aldrig lykkeligere end det her."

Og der skulle også bruges en guitarist - Thomas hed den heldige. Han fik både kram og kys af Billie Joe, og da de ialt tre gæster forlod scenen råbte Billy Joe: "Hey, dig med guitaren - den får du lov at beholde! Og få så din røv ned fra min scene!". Det smil der bredte sig over Thomas' ansigt kommer han vidst først til at opleve igen, når han engang bliver far. Og måske ikke engang dér. Meget passende afsluttede Bille Joe koncerten med sangen "Time Of Your Life" fra albummet Nimrod.

En anmelder ville sikkert pointere, at der var alt for meget lir over koncerten. For mange crowdpleasere og for meget entertainment. Men en fan gik fra Green Day-koncerten med en oplevelse af, at der ikke findes noget større end at stå i pitten foran Orange Scene og synge med på "Basketcase".

For selvfølgelig spillede de også numre fra det legendariske punkrock album Dookie, der sikrede dem det internationale gennembrud for over 10 år siden. Tænk, at den var begyndt at samle støv i min cd-reol.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her