Læsetid: 4 min.

Republikanernes trøst

16. januar 1998

HALVVEJS GENNEM den anden periode med republikansk flertal i Washington må man vel konstatere, at republikanerne er langt dygtigere til at være i opposition.
Demokraten Clinton har bolden og rampelyset og gallup-godkendelsen, mens de republikanske forsøg på at fange ham på moralen alle er smuldret. Man vil huske, at Newt Gingrich, den republikanske leder i Repræsentanternes Hus, for nøjagtig et år siden næsten snublede over ordene i forargelse, da han udråbte historien om, hvordan Clinton og demokraterne havde finansieret deres valgkamp, til en skandale større end Watergate. I dag er sagen mere end død - Gingrich var selv for et par måneder siden med til at stemme for ikke at forlænge bevillingen til det særlige udvalg, som skulle undersøge anklagerne. Og formanden for udvalget, der søgte et springbræt til en opstilling som republikansk præsidentkandidat år 2000, er ude og lede efter andre og bedre sager.
I dag er der ikke engang nogen, der gider skælde ud på justitsminister Janet Reno over, at hun ikke ville udpege en uafhængig jurist til at undersøge sagen - den var for tynd. I hvert fald juridisk.
Moralsk er det vel fortsat muligt at hidse sig en smule op over de metoder, der blev anvendt for at rejse penge i 1996, men da det for det første har vist sig, at republikanernes metoder var mindst lige så suspekte, og for det andet at de var meget bedre til det - så er det som om der ikke rigtig har været så meget mere at snakke om.
I forgårs blev Hillary Clinton udspurgt af den særlige Whitewater-anklager om nogle løse ender fra foråret 1993. Jo, Whitewater-anklageren tuller stadigvæk rundt, men der er ikke meget der tyder på, at han vil være i stand til at konkludere i noget, som vil være belastende for nogen.

DET ER IKKE GODT at vide, hvad langtidsvirkningen af den republikanske tilsmudsningtaktik vil være. Der er ingen tvivl om, at Clinton er belastet af anklagerne og også i eftertiden vil være kendt som 'skandaleramt'. Det er tilsvarende givet, at arbejdet med at tilbagevise anklagerne har hæmmet ham i hans politiske udfoldelsesmuligheder.
På den anden side har det ikke givet republikanerne noget der ligner sejre eller resultater, de kan henvise til som noget, der entydigt er skabt af dem. Tværtimod fremstår i dag de ledende Kongres-republikanere som ubehagelige, ja, næsten slibrige personager - totalt indfiltret i den fims af korridor og korruption, de ellers har gjort så meget for at distancere sig fra. Partiet står uden egentlig ledelse og dermed også uden troværdige landskendte navne, som vil kunne være interessante præsidentkandidater år 2000.
Ti måneder før næste Kongres-valg har partierne forbløffende lidt at byde på.
Det er lykkedes republikanerne med deres nyisolationisme at irritere så mange FN-medlemmer så meget, at Clinton kan få svært ved at bevare opbakningen til den amerikanske politik omkring f. eks. Irak. Men det er næppe noget, der kan engagere den brede amerikanske befolkning.
Det er lykkedes for republikanerne at ødelægge Clinton og vicepræsident Gores miljøpolitik - i den udstrækning, de har haft nogen. Det er på den anden side ikke sikkert, det vil gå helt så upåagtet hen. Som også vor USA-korrespondent Martin Burcharth har bemærket i sine artikler om den amerikanske bilindustri, så er der ikke meget, der tyder på, at flertallet i Kongressen på lige nøjagtig dette punkt udtrykker stemningen i den amerikanske befolkning. Bl.a. fordi gennemsnitsalderen i Kongressen ligger et par årtier over resten af vælger-befolkningen.

Og nu har så den almindelige økonomiske udvikling trukket tæppet væk under republikanernes væsentligste politiske sag: balancen i de føderale statsfinanser. Den republikanske præsident Ronald Reagan skabte i sin tid historiens største underskud. Hans efterfølgere har søgt at dække over fadæsen ved ind imellem ganske skingert at beskylde demokraterne for at smide om sig med slanterne. Republikanerne har krævet tilbageholdenhed, besparelser, nedskæringer
- frem til dette balancepunkt. Newt Gingrich og hans parallel i senatet, Trent Lott, gjorde det hele sidste år til deres næsten personlige fortjeneste, at der var blevet truffet en principbeslutning om at finansloven skulle balancere på indtægts- og udgiftssiden indenfor en fem års periode. Her kunne man bare se - et næsten revolutionært nedskærings- og reformparti.
Indtjeningen, beskæftigelsen, samhandelen har haft det så uforudset godt i 1997, at eksempelvis skatteindbetalingerne i 97 og 98 vil overstige det planlagte i en sådan grad, at der når indeværende finansår er slut vil være et pænt overskud i kassen.
Clinton har udtalt, at finansloven for 98/99 nemt kan bruges til at skabe balance på indtægter og udgifter. Hvormed han har berøvet republikanerne deres sidste seriøse politiske slagnummer.
Enkelte republikanere har benyttet lejligheden til blodige angreb på IRS - skattedepartementet. Det er endnu usikkert, om hele partiet vil stå på denne kampagne. Andre har krævet skattelettelser, men krisen i Sydøstasien har mere end antydet, at balancen hurtigt kan tippe i en helt anden retning.
I sidste ende ser det ud til, at overskuddet - hvis det holder finansåret ud - vil blive brugt på at nedbringe gælden samt på et par Clinton-forfattede lapperier på nogle af de seneste års mest katastrofale sociale nedskæringer.
Det er der ikke mange forsider i. Slet ingen skandaler. Ikke meget at gå til valg på til efteråret.
Republikanernes eneste trøst må være, at demokraterne - i loyalitet overfor partiets leder, præsidenten - har måtte ligge om muligt endnu mere underdrejet.thy

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu