Læsetid: 4 min.

Republikkens luder

2. november 1998

En kurtisane ved navn Christine Deviers-Joncour har skrevet en bog med ovenstående saftige titel (La Putain de la République), hvor hun skildrer sit 'kærlighedsforhold' til en af den franske republiks topfigurer. Men hvis nogen heraf udleder, at man står over for en slags Monica Lewinsky-affære à la
francaise, må de tro om igen - bogen rummer ingen detaljer af den slags, der kan få Internettet til at gløde. Og iøvrigt - hvis det rygtes, at en (gift) fransk toppolitiker har en eller flere uægteskabelige forbindelser, lyder den normale franske reaktion: "Et alors?" - og hvad så? Det kan der aldrig komme en 'sag' ud af.
Denne her sag handler om penge, nærmere betegnet ca. 75 millioner kr., som i begyndelsen af 1990'erne forvildede sig fra det daværende statslige olieselskab Elf Aquitaine over på nogle schweiziske bankkonti, som Christine Deviers-Joncour disponerede over. Det er ikke bevist, at hendes ven, elsker og protektor, daværende udenrigsminister Roland Dumas, har modtaget en del af disse millioner, men det er den antagelse, der ligger grund for, at Dumas er blevet sigtet for meddelagtighed i underslæb. Selv er hun sigtet for underslæb og har siddet i varetægtsfængsel i fem måneder fra november 1997 til april 1998.
Hendes bog, der ikke berører de konkrete sigtelser, er ment som et indirekte forsvar, men virker samtidig belastende for Dumas, fordi den bekræfter det mangeårige og intime forhold mellem udenrigsministeren og den kvinde, der var ansat som lobbyist af det statslige olieselskab - netop med den opgave at "varetage forbindelserne med udenrigsministeriet" - og netop i den periode, hvor hun jonglerede med mange millioner francs. I den samme periode blev der deponeret over 10 millioner kr. på Dumas' konto i en parisisk bank, heraf ca. 4 millioner kr. i kontanter. Dumas har hidtil ikke kunnet overbevise undersøgelsesdommerne om disse indtægters lovlige og retmæssige karakter.

Nu kræver man fra mange sider, at Dumas skal træde tilbage fra sin post som formand for Forfatningsrådet. Det nægter han, idet han erklærer sig
ikke-skyldig og overbevist om, at undersøgelserne vil ende med tiltalefrafald.
Det er et ofte og højtideligt formuleret princip, at en sigtet person ikke skal betragtes som skyldig. Kun en dømt person er skyldig. Men det bør erindres, at regeringen Balladur for få år siden indførte den regel, at en minister skal træde tilbage, hvis han eller hun sigtes. En minister skal være hævet over mistanke. Bør man ikke kræve det samme af den mand, der i sin egenskab af formand for Forfatningsrådet, grundlovens vogter, er nummer fem i republikkens rangfølge - efter præsidenten, premierministeren og formændene for parlamentets to kamre?
Det må konstateres, at Dumas ikke er hævet over mistanke, og han figurerer i en højst uappetitlig affære, hvor luksuøst privatliv og offentlige midler er blandet sammen uden skrupler - iøvrigt en udløber af den langt mere omfattende Elf-affære, hvor foreløbig en snes personer er sigtet. Den drejer sig om personlig berigelse i forbindelse med de såkaldte 'kommissioner' (bestikkelse), som beløb sig til mange hundrede millioner kroner årligt, og som olieselskabet betalte i udlandet for at opnå kontrakter. Disse transaktioner - og hovedparten af de 75 millioner kr. på Christine
Deviers-Joncours konto indgår i denne kategori - blev i reglen 'tappet' undervejs.
Nogle detaljer fra Christines glade liv i de sorgløse år før fængslet illustrerer den tilsyneladende ukontrollerede omgang med offentlige midler. Hun blev ansat som lobbyist i Elf i 1989 - ifølge flere vidneudsagn efter anmodning fra udenrigsminister Dumas - til en beskeden månedsløn på 17.000 kr., men desuden fik hun hver måned 46.000 kr. indbetalt 'sort' på en konto i Schweiz, og hun disponerede over et Elf kreditkort, dog begrænset til et forbrug på 230.000 kr. om måneden. Det var med dette kort, at hun indkøbte et par håndsyede sko til Dumas for 12.500 kr. - en detalje, der er blevet en slags logo for Dumas-affæren (prisen for skoene overstiger en gennemsnitlig fransk månedsløn...). Hun fik også overdraget en lejlighed på 320 kvadratmeter i et af Paris' mest eftertragtede kvarterer - pris ca. 20 millioner kr.

Men alle disse beløb er små på baggrund af Elf-affæren, og denne er langt alvorligere end selve Dumas-affæren, fordi det stenrige statslige franske olieselskab - privatiseret i 1993 - gennem årtier opererede i et hemmeligt og beskyttet miljø, hvor uofficiel udenrigspolitik, spionage, korruption, støtte til afrikanske diktatorer og lejlighedsvise statskup indgik i et uigennemskueligt spil side om side med tilskud til det gaullistiske parti - senere også andre partier. I dække af Elf Aquitaines milliardtransaktioner har der været tilfælde af underslæb af en helt anden størrelsesorden end det, som Dumas mistænkes for.
Derimod er Dumas uden sammenligning den mest fremtrædende person, der er kommet i søgelyset, og det er hans stilling i toppen af det republikanske hierarki, der giver sigtelsen sin særlige betydning. Han er blevet et symbol på en fransk politisk-administrativ overklasse, der tidligere nød en form for immunitet, og hvoraf nogle medlemmer - somme tider med utrolig kynisme - opførte sig, som om alt var tilladt. Som udenrigsminster i mange år og medlem af inderkredsen omkring præsident Mitterrand var Dumas en af Frankrigs mest indflydelsesrige personer, men han er nu havnet i den samme tvetydighed som Mitterrands eftermæle, der belastes af hans hang til hemmelige manøvrer og hans omgang med pengegridske personer. Alt det, der engang gjorde Dumas til en beundret og farverig person - gammel modstandsmand, rig advokat, elegantier, forfører, kunstsamler, operaelsker - det gør ham i dag suspekt. B.V.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her