Læsetid: 6 min.

Republikkens tårer og de røde sværme

Frankrigs republikanske model er brudt sammen, siger meningsdannere fra Storbritannien til Tyskland. Men er multikulturalismen et holdbart alternativ?
10. november 2005

Republikken står ansigt til ansigt med sandhedens øjeblik.

Frankrig er såret. Det kan ikke genkende sig selv i dets gader og ødelagte områder, i disse udbrud af had og vold, som ødelægger og dræber.

Det sagde den franske premierminister Dominique de Villepin, da han tirsdag i parlamentet gjorde status efter næsten to ugers gadeuroligheder og afbrænding af over 5.000 biler, flere skoler, pasningscentre og andre offentlige institutioner i Paris og andre franske storbyer.

I nogle af 'krigszonerne' har regeringen indført nødretstilstand, og det skaber blandt nogle erindringer om Frankrigs sidste dødsdømte kolonikrig i Algeriet for næsten et halvt århundrede siden.

På Yahoos nyhedsside på internettet er oprøret fra de ekskluderede og vrede unge, indvandrermænd i Frankrig - som også skal have fået sine rasende efterlignere i Bruxelles, Bremen og Berlin - rykket op som den andenstørste internationale nyhed, kun overgået af Irak.

I den internationale presse vælter det i disse dage ind med meninger og kommentarer om oprøret. Nogle siger Bagdad er kommet til Europa, andre trækker historiske linjer tilbage til 1968-oprøret og videre tilbage til Pariserkommunen og Victor Hugos Les Miserables.

I den spanske avis El Mundo parafraserer klummisten, Raul del Pozo, endda det Kommunistiske Manifest og skriver om, at en ny internationale, den urbane jihad, forstædernes pariaer, har indledt stormløbet:

"Et nyt spøgelse, wahabismens spøgelse, løber gennem Europas fredfyldte kurbadeanstalt. Fra deres gravsteder opildner Fanon og Sartre halvmånens kommuneoprørere. I maj-revolutionen skrev (Che) Guevarras designer-proselytter, de storsnudede venstrefløjsfolk, grafittier på murene, hvor de bad de studerende om ikke at ødelægge bygningerne, men at ødelægge institutionerne. I nødvendighedens tredje kommune vokser en blind styrke frem, en rasende vind, der ønsker at ødelægge det hele. De revolutionære har altid betragtet Frankrigs og Europas forsamlinger som burgøjsernes teatre. Seinen er begyndt at blive fyldt af de røde sværme, og som i Lorcas digt om den hvide røg, virker natten både mudret og som en ubeslutsom sommerfugl mellem de 4.000 afbrændte biler," skriver Raul del Pozo og tilføjer, at de islamistiske muldvarpe, der er draget ud fra ørkenen truer fundamentet i Europas majæstiske bygninger.

"Kapitalismen er ikke, som Mao sagde, en papirtiger, men Europa er en kælebjørn."

Sikkerhedsstatens fallit

Noget mindre poetisk og dramatisk reflekterer filosoffen Josep Ramoneda i avisen El País over, hvordan den gamle socialstat - under globaliseringens pres og den økonomiske politiks løbende demontage - er forvandlet til en straffestat. Anden- og tredje- generationsindvandrerne føler sig nok som franskmænd, men de er frustrerede og vrede over at blive udstødt og blive mødt af en voksende racisme i hverdagen. At blive straffet for at være fattige, have de forkerte navne og en anden hudfarve.

Ramoneda mener, at "hvis sikkerhed er statens eneste horisont, er det ikke mærkeligt, at volden dukker op som svar i marginalerne. Det er en måde at eksistere på, at komme i tv-avisen (...) med deres handlinger søger disse unge at integrere sig. At eksistere i det franske panorama. Og de gør det på en måde, der er meget karakteristisk for den franske kultur: at betræde nej-vejen, at afvise."

Det tyske ugemagasin Der Spiegel spørger direkte, hvad der er galt med Europa, og ugemagasinets journalister zoomer derefter i en grundig artikel ind på situationen i Frankrig:

"Idealet for den franske republik - nationen som et viljesfællesskab bestående af borgere, der nyder samme lige rettigheder, uafhængigt af etnisk oprindelse og religiøs tro - er ved at blive erstattet af en flydende sameksistens mellem fællesskaber, som ønsker at bevare deres identiteter og leve i overensstemmelse med deres egne regler. Den officielle franske position har altid været at fordømme multikulturalismen (...) og nu hvor ghettoerne forvandles til kampzoner er det tvivlsomt, at indvandrerne friviligt vil lade sig assimilere."

Men spørgsmålet er bare, om der er en holdbar (løsnings-)model på det komplekse integrationsspørgsmål?

Farveblinde kanaler

I Tyskland og ikke mindst i Storbritannien kan man i disse dage høre flere røster, der siger, at det er den farveblinde franske republikanisme (og manglende vilje til at erkende de etniske forskelle i befolkningen), der er brudt sammen.

Siden terrorattentatet i London den 7. juli har briterne hørt førende franske intellektuelle - som bl.a. professor Gilles Kepel - sige, at den multikulturalistiske model er brudt sammen, men nu sender briterne bolden tilbage over Kanalen. De udstødtes oprør i Frankrig har sandelig fyret op under modeldebatten. En gang til.

I går skrev Jonathan Freedland i The Guardian, "at Frankrigs afvisning af at erkende folks etnicitet som noget relevant er endt som en de facto racisme. Hvis mennesket var fordomsfrit, ville det franske republikanske ideal fungere smukt. Men fordi vi ikke er det, giver det racismen frie hænder."

Og Freedland ender med et forsvar for multikulturalismen som den mindst ringe model:

"Problemet med racemæssig sammenhængskraft er langt fra løst i Storbritannien, sådan som vi så sidste måned i Lozells. Men multikulturalismen er stadig den bedste model, vi har. Og efter de sidste 10 dage kan det være den eneste tilbage."

I den britiske avis, The Observer, siger formanden for Storbritanniens kommission for racemæssig lighed, Trevor Phillips (der tidligere har udtrykt sig kritisk om multikulturalismen), at urolighederne i Frankrig kan markere afslutningen for "den franske vildfarelse, at besværgelsen af liberté, egalité og fraternité tilslører livsrealiteten for ikke-hvide franske mænd og kvinder: repression, diskrimination og raceadskillelse."

Phillips fastslår, at race-relationer her i første halvdel af det 21. århundrede "truer med at blive en slagmark", der på samme måde som de faglige konflikter i 1970'erne og 1980'erne kan vælte regeringer. Han nævner ikke Danmark, men han kunne have gjort det, for har integrations- og udlændingepolitik ikke allerede væltet regeringer på dansk grund?

Amerikanske allegorier

Phillips skriver, at Frankrig ikke er alene - og han henviser bl.a. til Holland, der er "grebet af et ondartet anti-muslimsk tilbageslag". Begivenhederne i Frankrig er ifølge Phillips et alarmsignal til alle europæiske lande. Han mener, at det vil være en fejl, hvis europæerne tror, at de bare kan løse problemerne ved at give de fattige arbejde og bedre boliger, for det handler om at genskabe selvværdsfølelsen og den gensidige respekt. Phillips hører dog ikke til dem, der siger, at Europa skal efterligne USA. For også på den anden side af Atlanterhavet har "raceproblemer, ghettoisering og politiske forsømmelser fat i mainstream-politikken":

"Synet af tusindvis af fattige, aldrende afrikanske amerikanere, som afsondret fra Katrina-stormen fik lov til at rådne op på sportsstadioner, rev den maske væk, der fejrede sort succes i underholdning, sport og politik, og afslørede i stedet en nation, der er dybt splittet af etnicitet."

På Harvard-universitetet sidder den udvandrede britiske historiker, Niall Ferguson, derimod og ironiserer over, at briterne nu - i et forsøg på at lappe på multikulturalismen og dens indbyggede risiko for etnisk ghettoisering - har indført en videnstest med 24 spørgsmål som indvandrerne først skal bestå inden statsborgerskabets gyldne port åbner sig. Han finder det ganske 'deprimerende', at kun et - måske to - af de mange spørgsmål handler om britisk historie. Ferguson mener, at den amerikanske tradition med at byde indvandrerne velkomne, åbne økonomien for dem og derpå amerikanisere dem er langt at foretrække.

"For at få statsborgerskab skal man ikke bare vise, at man kan tale engelsk, men også besidde "en viden og forståelse af fundamentale sider af historien, af principperne og regeringsformen i USA," skriver han i den engelske avis Daily Telegraph. Med henvisning til den forhenværende britiske indenrigsminister, David Blunkett, der tog initiativ til en britisk statsborgertest for indvandrerne, konstaterer Ferguson, at "USA endnu ikke har lidt under en Blunkett-agtig history-ectomy. Og opløsningens flammer brænder ikke, som de gør i Sarkozys Frankrig."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her