Læsetid: 8 min.

Respekt handler om arbejde

3. marts 2006

I Frankrig brænder de biler af, i andre lande ser man dem kun ved optøjer i byerne, i Danmark skærer man i deres kontanthjælp, så det kan 'betale sig at arbejde'. De bliver flere og flere derude, de socialt forulykkede tilværelser uden for arbejdsmarkedet. Men de kan ikke alle komme i arbejde, for der er ikke længere job til alle. Vores arbejdsmarkeder er effektiviserede og rationaliserede, nye teknologier har gjort gamle beskæftigelser overflødige. De er ikke at betragte som ledige, for selv under højkonjunkturer bliver de ikke efterspurgt. Lige nu er de overflødige. Og utilfredse og utilpassede. De ser sig ikke repræsenteret af venstrefløjen. Hvis de overhovedet er politisk repræsenterede, er det radikale højrefløjspartier, der udtrykker deres frustration. Og de partier går frem og bliver stærkere:

"Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at det allerede er farligt," siger den efterhånden verdensberømte tyske socialfilosof Axel Honneth, der nu leder Institut for Socialforskning i Frankfurt. Han forvalter arven og den kritiske teori efter Adorno, Horkheimer, Marcuse og Habermas:

"Men jeg ser tendenser til, at det kan blive farligt. Vi bliver nødt til at lære af det, der skete i Tyskland sidst i 20'erne og 30'erne. Der var en voksende fornemmelse af uretfærdighed i store dele af befolkningen. Disse uretfærdigheder blev oplevet som mangel på respekt. Det blev endda formuleret sådan dengang. Og det lykkedes højrefløjen at formulere denne mangel på respekt politisk i racismens og anti-semitismens skemaer."

Venstrefløjen talte ifølge Honneth om 'klasse' og 'interesse'. Den talte om klassekamp, men var for langt fra de sociale fornemmelser af uretfærdighed:

"Venstrefløjen kunne ikke tilbyde et moralsk ladet sprog, som formulerede disse fornemmelser af uretfærdighed som et politisk program."

- Kunne det samme ske i dag?

"Det er faren. Vi ser i Tyskland, at marginaliserede grupper og minoriteter hævder, at de ikke bliver respekterede, og venstrefløjen mangler begreber til at beskrive denne fornemmelse af uretfærdighed politisk."

I sin seneste bog Tingsliggørelse pointerer Honneth, at samfundskritikken efter først nazismen og siden kommunismen har været besat af 'rettigheder'. Som han siger:

"Jeg er skuffet over fantasiløsheden i samfundskritikken. Det liberale fokus på rettigheder har længe domineret, og det er for langt fra folks fornemmelser af krænkelser. Det reducerer vores politiske grammatik til et rettighedssprog. Uretfærdighed er ikke kun krænkelser af rettigheder. Vi bliver nødt til at lære at tænke på andre typer uretfærdighed, som er sværere at beskrive."

Honneth refererer til det, han kalder 'sociale patologier': følelser af at være overflødige, af at mangle anerkendelse, depression, stress og forskellige former for spiseforstyrrelser. Det opleves som individuelle problemer og utilstrækkeligheder, men tegner et socialt mønster:

"Man kan ikke observere de sociale patologier på overfladen. Man kan kun nå frem til dem gennem grundige beskrivelser af folks fornemmelser af at være utilpasset og af ubehag i forhold til udviklinger i deres samfund. Hvordan kan man forklare og retfærdiggøre dette ubehag? Her kan vi ikke tale om lov og rettigheder. Vi må lære at tænke i andre former for overgreb og krænkelser."

Det traditionelle demokratiske ideal integrerer borgerne i det politiske fællesskab gennem arbejdsmarkedet. Man bidrager personligt til fællesskabet og kvalificerer sig således som demokratisk borger. De mange, der i dag ikke bidrager personligt til fællesskabet, bliver betragtet som snyltere og oplever sig som ligegyldige. Det afgørende for Honneth er derfor ikke en rimelig fordeling af penge:

"Vores samfund kan kun fortsætte med at være aktive demokratier, hvis vi sætter fair fordeling af arbejde som mål. Moderne samfund kun kan opnå succesfuld integration, hvis retfærdige og synlige fordelinger af arbejde finder sted. Det betyder, at alle i samfundet kan se og forstå hans eller hendes bidrag til fællesskabet og samtidig kan se og forstå de andres bidrag til fællesskabet. "

- Tyske sociologer har i 20 år talt om afslutningen på fuldbeskæftigelsessamfundet i erkendelse af, at der ikke er arbejde til alle i vores økonomier?

"Rigtigt. En fair fordeling af arbejde betyder også, at vi udvider arbejdsbegrebet og anerkender andre bidrag til fællesskabet som ligeværdigt arbejde. Og arbejdet skal fordeles retfærdigt. Det betyder også, at hver enkelt gennem uddannelsessystemet skal have mulighed for at udvikle sine talenter. Det kræver, at uddannelsessystemet er inkluderende og ikke udstødende. Men det kræver også en offensiv arbejdsmarkedspolitik, hvor staten aktivt regulerer arbejdet, så samfundet kan udnytte så mange talenter og muligheder som muligt."

Honneth fremhæver desuden, at en fair fordeling af arbejde kræver, at alle bidrag bliver belønnet synligt og værdigt.

"Vi er langt fra det ideal nu. Afslutningen på fuldbeskæftigelsessamfundet var en stor debat i Tyskland i nogle år, men folk er holdt op med at diskutere det, fordi det ser så håbløst ud. Men derfor er det stadigt fornuftigt og meningsfuldt at blive ved med at kæmpe den kamp. Alternativerne er mere håbløse"

Honneth har udviklet en teori om anerkendelse, der er blevet udbredt og brugt i både teoretiske og praktiske sammenhænge. Anerkendelse finder sted på tre niveauer: Gennem kærlighed anerkendes man i hjemmet og får selvtillid. Staten anerkender hver borger gennem rettigheder, hvilket giver selvrespekt. Endelig anerkendes hver borger for sit personlige bidrag, hvilket giver selvagtelse. Centralt i denne teori står en forbindelse mellem selvrealisering og solidaritet.

- Mange på venstrefløjen har opgivet idealet om selvrealisering, fordi det i den nye managementkultur er det samme som at søge sin egen lykke. De færreste ser et solidarisk potentiale i selvrealisering?

"Jeg forstår godt reservationerne. De er velbegrundede. Jeg prøver at gentænke begrebet, så vi får en mulighed for at forbinde selvrealisering med sociale kampe. For i sidste instans betyder selvrealisering også realisering af dine talenter for at hjælpe andre og indgå i fælles projekter. Kampen for din egen selvrealisering må i et kritisk perspektiv også være kampen for de andres selvrealisering. Det kan kun finde sted i et samfund med fair fordeling af arbejdet."

Honneth vil ikke begrænse anerkendelse til rettigheder. Man kan sagtens være anerkendt som borger i et samfund, hvor staten respekterer rettigheder for alle uden at opleve sig som personlig. Det gælder arbejdsløse, der er beskyttet af loven, men savner anerkendelse for et personligt bidrag til det fælles. Her savner man den tredje form for anerkendelse, der giver selvværd.

- Rettigheder er universelle, de gælder for alle. Men hvis du vil anerkende alle for deres personlige bidrag, løber du så ikke den risiko at overtage en dominerende definition af 'personligt bidrag' og derved bekræfte majoritetskulturen og krænke andre kulturers forestillinger om det gode liv?

"Det er en risiko, men jeg mener, den kan undgås. Vi må ikke formulere værdier, som er afhængige af majoritetskulturen. Vi skal nå frem til at definere nogle af de krævende kriterier for selvrealisering og anerkendelse, så de er relativt neutrale over for kulturelle og subkulturelle værdier. Vi må tænke anerkendelse, selvrealisering og afhængighed som fundamentale betingelser for demokratiske samfund i et næsten værdifrit sprog."

Man kan ifølge Honneth finde visse basale værdier og i alle kulturer og samfund. Derfra vil han tænke en helt overordnet ramme, som gør det muligt at formulere formelle kriterier for anerkendelse på alle tre niveauer.

- Når du formulerer abstrakte betingelser for selvrealisering, forudsætter du så ikke et moralsk fremskridt. Man formulerer kriterier ud fra, hvordan folk gerne ville være og baserer sig på en ide, at vi sammen er på vej derhen. Historien har en retning?

"Jo, udviklingen af min teori er afhængig af et begreb om moralsk fremskridt. Det er helt sikkert svært at identificere dette fremskridt, men langt de fleste teorier om samfundet forudsætter det alligevel. Beskrivelser af processer som individualisering, inkludering og frigørelse viser hen til en forestilling om nogle universelle idealer, der bliver realiseret i historien. Uden idealet om moralsk fremskridt havde vores historie ingen retning."

Det ligger i vores blik på os selv: Vi betragter os selv som moralsk overlegne i forhold til tidligere epoker. Vi har ikke længere slaveri, vi har udviklet anerkendte forestillinger om kvinders ligestilling, vi ser den enkeltes fattigdom som et fælles ansvar.

- Men det 20. århundrede gør det alligevel svært at tro på et moralsk fremskridt?

"Erfaringerne fra det 20. århundrede taler imod ideen, de seneste års erfaringer taler også imod ideen. Men ideen om moralsk fremskridt er ikke baseret på, at livsbetingelserne og integrationen i samfundet bliver fortsat forbedret. Den vigtigste om fremskridt er, at vi tænker på fortidens former for uretfærdighed og krænkelse som bekæmpede og besejrede. Vi kan ikke tænke fortiden uden at fortælle en historie til os selv og vores politiske fællesskaber om moralske kampe, som vi har vundet. Vi ville ikke kunne se tilbage, hvis vi ikke kunne fortælle den historie. Vi ville ikke kunne identificere problemer som udfordringer, hvis vi ikke havde den historie. Og vi lever i en tid med kæmpe udfordringer."

- Nogle oplever, at vi nu bliver konfronteret med gammeldags livsformer, som ikke er rundet af det moralske fremskridt. Man refererer ofte til muslimer som 'middelalderlige'?

"Forudsætningerne for den beskrivelse er forkerte. Det er ikke rigtigt, at vi lever i en verden, hvor livsformer er moderne i nogle regioner og førmoderne i andre regioner. De religiøse kulturer i vores samfund er ikke udtryk for traditionelle livsformer, de er også moderniserede og fragmenterede, men har valgt en anden vej."

- Fundamentalismen er en moderne handlemulighed?

"Fundamentalisme er en permanent mulighed, den er ikke i sig selv udtryk for et førmoderne livssyn. Tænk på protestantiske fundamentalister i USA og katolske fundamentalister visse steder i Europa. Vi må reflektere over betingelserne for fundamentalisme. Alle kulturer i verden er refleksive på grund af presset fra medierne, vores måde at tænke på og presset fra diskussioner. Der er nærmest intet land i verden uden en eller anden form for opposition eller pres fra menneskerettighedsgrupper. Så der er ingen kultur uden refleksion. Og fundamtalisterne i vores egen kultur agerer i virkeligheden komplekst: De kan være helt sekulære på arbejde, eller respektere sekulære omgangsformer, når de køber ind eller er i det offentlige rum, og så er de fundamentalister i andre sammenhænge. Selv fundamentalisterne er refleksive."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her