Læsetid: 2 min.

Vi respekterer litteraturen

26. april 2005

Som abonnent på Information gennem mindst 40 år bliver jeg gang på gang slået af medarbejdernes selvtilstrækkelighed og selvgodhed.

De lever i en isoleret boble, hvor andre avisers aktiviteter behandles på baggrund af noget, der næppe kan skyldes kendskab. Dog med undtagen af Politiken, som enhver medarbejder på Information med respekt for sig selv forsøger at blive headhuntet til.

Seneste eksempel er kulturredaktør Peter Nielsens besynderlige kommentar den 21. april, "Endnu et slag for bogen".

Her fortæller redaktøren med høj røst - i et svar til en utilfreds læser - at Information elsker litteratur og boganmeldelser og anmelder så og så mange bøger om året.

Vi anmelder flere bøger

Fint nok. Jeg synes også, at Information har taget sig sammen ved at synliggøre bogstoffet om torsdagen.

Men bladet anmelder fortsat langt færre bøger om året, end vi gør på Jyllands-Posten.

Årsagen til at jeg skriver, er for at punktere kommende mytedannelse, efter Peter Nielsens helt uanstændige og uverderhæftige slutkommentar om, at vi på Jyllands-Posten (og Berlingske Tidende) "helt har forladt en konsekvent respekt for litteraturen" ved at behandle "bogstoffet med stor lemfældighed og vilkårlighed".

Den mand læser simpelthen ikke avisen. Eller også lyver han bevidst. I min tid, først som kulturredaktør og det seneste år som litteraturredaktør på JP, har bogen altid haft førsteretten på kultursiderne.

Skam dig, Peter Nielsen

Lad os blot tage den forgangne uge: I torsdags havde vi en hel side med de aktuelle boganmeldelser.

Fredag havde vi i tillægget KulturWeekend en side med den fransk-marokkanske forfatter, Tahar Ben Jelloun, med interview og anmeldelser af de to bøger, der udkom fredag.

Lørdag havde vi igen en hel bogside, som vi har haft og vil have hver lørdag i bogsæsonerne. Og fortløbende anmelder vi de vigtigste bøger på udgivelsesdagen ugen igennem.

Igen. Når jeg skriver dette i detaljer, er det for at undgå mytedannelser hos de af Informations læsere, der ligesom bladets kulturredaktør åbenbart ikke læser avisen grundigt nok til at kunne fælde en retfærdig dom over vores behandling af bogstoffet.

Skam dig, Peter Nielsen! Og så til bogstoffet i tv, som bliver en helt personlig kommentar.

Bogprogrammer i tv

Siden oktober sidste år har jeg været studievært i Charlies Bogklub på TV 2 Charlie, hvor jeg hver uge har haft en aktuel forfatter i studiet til interview.

Hver gang har jeg afsluttet programmet med at anbefale 4-5 andre aktuelle bøger. 32 programmer er det foreløbig blevet til. Torsdag aften va Ib Michael min gæst, på torsdag er det Dorrit Willumsen.

Men hvordan har reaktionen så været hos de aviser, der ustandseligt råber på, at tv ikke behandler bogstoffet? Jo, ikke en eneste gang har Information, Politiken eller Berlingske Tidende fundet anledning til at gøre opmærksom på dette bogprogram, som i måneder har været det eneste i dansk tv.

Hvorfor? Skulle det mon skyldes, at studieværten er litteraturredaktør på en konkurrerende avis?

Så skidt være med bogen og opmærksomheden om bogstoffet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu