Læsetid: 4 min.

Resultatet af et korstog

Det værste er måske, at hængningen af Saddam, på en spøgelsesagtig miniaturefacon, var en parodi på hans eget regimes bestialske henrettelser
9. januar 2007

Lynchningen af Saddam Hussein - for det var, hvad der var tale om - vil blive et af de mest afgørende øjeblikke i hele det skamfulde korstog, Vesten indledte i marts 2003. Kun præsident og guvernør George Bush og Lord Blair af Kut al-Amara kunne have udtænkt en militær administration i Irak så morderisk og så amoralsk, at den mest skånselsløse massemorder i Mellemøsten kunne ende sine dage i galgen som en nobel figur, hånende sine maskerede mordere for deres manglende mandighed og med sine sidste ord minde den bølle, der bad ham 'gå til Helvede' om, at Helvede nu var Irak.

"Intet i hans liv klædte ham som det at forlade det," skrev Malcolm om henrettelsen af den bedrageriske Thane of Cawdor i Macbeth. Eller, som en af mine gode venner i Ballymena sagde til mig i telefonen et par timer senere. "Hele det blodige skuespil var obskønt." Ganske rigtigt.

Selvfølgelig gav Saddam ikke sine ofre nogen retssag, hans fjender havde ingen mulighed for at høre beviserne imod dem, de blev fejet ned i massegrave, ikke givet et sort tørklæde der skulle forhindre bøddelens løkke fra at brænde huden på halsen, mens den knækkede halshvirvlen.

Sort humor

Retfærdigheden 'skete fyldest', selv om det skete på en lidt brutal måde. Men det er ikke det, sagen handler om.

Ændringer i regimet skete i vores navn, og Saddams henrettelse var et direkte resultat af vores korstog efter et 'nyt' Mellemøsten. At opleve en uniformeret amerikansk general, som - på trods af den manglende disciplin hos flere og flere amerikanske soldater i Irak - ved en pressekonference forsøge at snakke fanden et øre af, om at hans mænd var meget høflige over for Saddam indtil det øjeblik, hvor han blev overgivet til Muqtada al-Sadrs mordere, kan kun påskønnes med den sorteste sans for humor.

Læg mærke til at det bedste, 'vores' irakiske regeringsembedsmænd kunne gøre for at finde et svar, var at beordre en 'undersøgelse' af, hvordan der var sluppet mobiltelefoner ind i henrettelseslokalet - ikke at identificere de dyr, som brægede skældsord efter Saddam Hussein i hans sidste øjeblikke. Hvor virkelig Blair-agtigt af al-Malikis regering at lede efter stikkere og ikke de kriminelle, som misbrugte deres magt.

Og på en eller anden måde slap de godt fra det; reporterne fra den grønne zone fyldte flere hektar med artikler om den irakiske regerings bestyrtelse, som om al-Maliki ikke vidste, hvad der var foregået i henrettelsesrummet. Hans egne embedsmænd var til stede - og gjorde ingenting.

Det er derfor den 'officielle' videooptagelse af hængningen var uden lyd - og diskret fadede ud - før Saddam blev hånet. På dette tidspunkt blev der klippet, ikke på grund af god tone men fordi den demokratisk valgte irakiske regering - hvis valg var "gode nyheder for Iraks folk" for at citere Lord Blair - kun alt for godt vidste, hvad resten af verden ville mene om de frygtelig sekunder, der fulgte. Lige som Bushs og Blairs løgne - at alt blev bedre og bedre i Irak, når det i virkeligheden blev værre - var det meningen, at slagtningen skulle have været præsenteret som en alvorlig, retslig henrettelse.

Handler ikke om ondskab

Men det værste er måske, at hængningen af Saddam, på en spøgelsesagtig miniaturefacon, var en parodi på hans eget regimes bestialske henrettelser. Saddams egen bøddel i Abu Ghraib, en vis hr. Abu Widad spottede også sine ofre, før han udløste lemmen i gulvet, en sidste grusomhed før tilintetgørelsen.

Var det her, Saddams bødler lærte deres job? Og hvem var helt nøjagtigt de læderjakkeklædte bødler sidste uge i øvrigt? Tilsyneladende gjorde ingen sig den ulejlighed at stille dette vigtige spørgsmål. Hvem havde udpeget dem? Var det al-Malikis bonkammerater i militsen? Eller amerikanerne, der styrede hele showet fra starten, og som havde organiseret Saddams retssag så godt, at han aldrig fik lejlighed til at afsløre sine venskabelige forbindelser med tre amerikanske regeringer - og derfor tog hemmelighederne om den morderiske, mangeårige Bagdad-Washington militæralliance med sig i graven?

Jeg ville ikke stille det spørgsmål, hvis det ikke var på grund af det dybe chok, jeg fik, da jeg besøgte Abu Ghraib-fængslet efter 'Iraks befrielse' og her mødte den USA-udnævnte irakiske læge i fængslet. På et tidspunkt indrømmede han, at han også havde været øverste læge i Abu Ghraib, da Saddams fjender blev tortureret ihjel der. Ikke så mærkeligt at vores tidligere fjender/nu venner er ved at blive vores fjender igen.

Men dette handler ikke kun om Irak. For mere end 10 år siden underskrev den nu afdøde libanesiske præsident Hrawi, og den senere myrdede premierminister Rafiq Hariri, dødsdommen over to unge muslimske mænd. En af dem var gået i panik under et indbrud nord for Beirut og havde skudt en kristen mand og dennes søster. En af Hrawis sikkerhedsfolk på det tidspunkt fortalte, at Hrawi "ønskede at vise, at han kunne hænge muslimer i et kristent område."

Han fik det, som han ville. De to mænd - hvoraf den ene ikke engang havde været til stede i huset under røveriet - blev ført til den offentlige henrettelse nær hovedvejen til Jounieh, dånefærdige ved synet af deres hætteklædte bødler, mens den kristne overklasse, på vej hjem fra natklubberne med deres veninder i miniskørter, kørte hen for at overvære underholdningen.

Nej, det handler ikke om den hængte mands ondskab. Ulig The Thane of Cawdor, udtalte Saddam ikke "dyb anger" på skafottet. Vi andre beskæmmede blot os selv på en yderst forudsigelig måde. Enten er man for dødsstraf - uagtet den dømtes ondskab eller uskyldighed. Eller også er man ikke. Sådan er det.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her