Læsetid: 3 min.

Den retfærdige uretfærdighed

Et nederlag for retfærdigheden, lød konklusionen dagen derpå fra de fleste, efter at Augusto Pinochet døde en stille død uden at blive dømt for sine forbrydelser. Men gjorde han ikke alligevel det - indirekte?
12. december 2006

Der var ikke megen optimisme at spore, da Augusto Pinochet gjorde præcis, hvad vel ret beset de fleste iagttagere havde forventet ved at dø en stille død søndag aften. Uden dom.

På trods af et utal af verserende sager, der hang efter ham som en sur lugt af død, blev han aldrig dømt for sine forbrydelser. På dødstidspunktet var de kyniske udsigter, at han sandsynligvis ville blive dømt for sin massive økonomiske svindel med formuer gemt væk i udenlandske banker, men aldrig for det, der virkelig betød noget - de tusindvis af dræbte og torturerede efter hans kup i 1976.

"Som land udøvede vi ikke retfærdighed mod Pinochet," konstaterede en bitter Isabel Allende, datteren af hans mest prominente offer, mens skuffelsen gik igen hos undersøgelsesdommeren i den økonomiske sag mod Pinochet, Carlos Cerda, der ifølge den chilenske avis La Tercera konstaterede, at "det var en skam og en desillusionerende begivenhed". Et synspunkt som også blev gentaget internationalt, hvor bl.a. den franske premierminister Villepin beklagede, at Pinochet aldrig nåede at blive dømt.

At Pinochet, der som et slags eksempel på ondskabens banalitet først blev involveret i kuppet mod Allende få dage før dets udførelse og indtil da stort set aldrig havde gjort sig bemærket, aldrig blev dømt, var en politisk beslutning. Det var resultatet af et valg mellem at tage en voldsom konfrontation med det militærstyre, der først opgav magten i 1990, eller vælge en mere lempelig kurs. Mens dele af den koalition, der overtog magten, havde sine egne spøgelser i skabet og sin egen omdiskuterede rolle i Pinochets kup, kan man spørge, om de i virkeligheden havde så meget af et valg mellem de to alternativer. Med en militærmagt, der havde den forfatningsmæssige magt og den konkret fysiske til at sætte regeringen på porten, var demokratiet begrænset. Hvilket militæret da også demonstrerede i løbet af 90'erne, når de ved at lukke sig inde på kasernerne og rasle med sablerne lynhurtigt kunne genoprette deres ønskede modus operandi og stoppe truende retsopgør.

Praksis blev ændret

Der kunne historien om Pinochet være stoppet, og så ville han i sandhed have vundet. Men med den spanske undersøgelsesdommer Baltazar Garzons arrestordre i 1998 i London blev noget ændret. Og skønt han ikke blev udleveret, og de mange, mange retssager i Chile sidenhen ikke førte til det endelige mål - en dom - førte det alligevel til noget, fordi de aldrig holdt op med at jage den gamle mand. Det førte til, at en praksis i vid udstrækning blev ændret, og at statsledere skal stå til regnskab, efter deres diktatur er ophørt. I Chile redegjorde en stor udredning for diktaturets forbrydelser, og militæret kom med en officiel undskylding for dets handlinger. Og dermed også indirekte for Pinochets.

Mens han ikke fik en officiel dom, var Pinochet, da han døde, en mand på flugt. Et symbol på forkerte principper og handlinger, som i dag retsforfølges en række steder i Latinamerika og over resten af verden. Blandt andet i nabolandet Argentina, hvor lederne af landets endnu mere blodige militærstyre næppe var blevet tilbage i retssalene, hvis ikke det var for Pinochets eksempel. Det er nok en ringe trøst for de chilenere, der har mistet familie og venner til Pinochet og aldrig har hørt ham fortryde sine handlinger eller fået rettens officielle ord for, at de var forkerte. Men et eller andet sted skal uddrivelses-processen jo begynde, og foreløbig har de ansvarlige myndigheder lovet, at den ikke stopper ved generalens død.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her