Læsetid: 3 min.

Retfærdighed! Fred?

28. maj 1999

LOUISE ARBOUR, chefanklager ved den internationale straffedomstol for det tidligere Jugoslavien, skabte voldsomt røre, da hun i går offentliggjorde anklageskriftet mod Jugoslaviens præsident Slobodan Milosevic, den serbiske præsident Milan Milutinovic og tre andre politiske og militære topledere i Beograd.
Ikke alene er det første gang, at den internationale straffedomstol rejser tiltale mod et siddende statsoverhoved. Anklageskriftet offentliggøres tilmed midt under en i forvejen kompliceret og skrøbelig fredsproces. En proces, der i høj grad kræver de nu krigsforbryder-tiltaltes aktive medvirken.
Der er allerede fra flere sider rejst spørgsmålstegn ved straffedomstolens afgørelse. Således erklærer det russiske udenrigsministerium, en nøglespiller i de igangværende fredsbestræbelser, at krigsforbryder-anklagerne er "politisk motiverede", og den russiske FN-ambassadør, Sergej Lavrov, kalder anklageskriftet og den deraf følgende arrestordre mod de fem jugoslaviske ledere "underminerende for alle politiske bestræbelser på at løse Kosovo-krisen".
Paradokserne trives her: De NATO-lande, der iværksatte bombardementer mod Jugoslavien uden om FN's sikkerhedsråd, kan nu bruge den FN-nedsatte Straffedomstols anklageskrift til at retfærdiggøre alliancens handlinger. Og det Rusland, der har været den største fortaler for, at FN-systemet inddrages, vender sig nu mod den FN-nedsatte domstol.
Rent hykleri med andre ord. Men mens NATO dog har den undskyldning, at alliancen var nødt til selv at handle, fordi Sikkerhedsrådet ikke levede op til sine forpligtelser (bl.a. at sikre freden), angriber Moskva Haag-domstolen, alene fordi den gør det arbejde, den er sat til at udføre.

OM anklageskriftets juridiske indhold kan vi - uden at fælde dom i en verserende sag - sige, at det bredt sammensatte anklagerpanel, der ledes af en canadier, men omfatter jurister fra så forskellige lande som Guyana, Zambia, Colombia, Kina og Malaysia, ser ud til at have en god sag.
Bevisbyrden kan sammenfattes kort: Er de påståede forbrydelser - bl.a. tvangsfordrivelse af 740.000 mennesker og mord på 340 identificerede Kosovo-albanere - faktisk begået og falder de ind under straffedomstolens jurisdiktion: i dette tilfælde 'forbrydelser mod menneskeheden' (mord, tortur, fængsling, voldtægt m.v. begået mod uskyldige civile under en krig) samt de egentlige overtrædelser af krigs-konventionerne (herunder ødelæggelse af byer, ejendomme, religiøse institutioner og mindesmærker)?
Samt: Er disse forbrydelser enten direkte planlagt og beordret af de tiltalte, eller har de tiltalte i kraft af deres overordnede stillinger haft kendskab til og undladt at gribe ind over for forbrydelserne?
Det er, hvad anklagemyndigheden i Haag har brugt fem måneder til at efterforske. Hverken domstolens hidtidige praksis eller det horrible indhold i de rapporter og vidneudsagn, der i disse uger strømmer ud fra Kosovo, giver belæg for at tro, at anklageskriftet er "politisk motiveret".

EN ANDEN og langt mere relevant indvending går på, om krigsforbryderanklagerne mod Milosevic og co. kan risikere at skade fredsprocessen på det mest følsomme tidspunkt. Hvilken interesse har de tiltalte, først og fremmest Milosevic, i at søge en fredsløsning, når de ved, at de bagefter risikerer at blive straffet? Vil domstolens afgørelse ikke fremme en eskalering af krigen fremfor dens afslutning? Sætter domstolen med andre ord retfærdighed højere end fred?
Dertil kan siges, at disse overvejelser ikke er - og ikke bør være - den internationale straffedomstols ansvar. Enhver, der går ind for en højere grad af international styring, må stå kategorisk fast på, at domstolen alene skal arbejde ud fra et strikt juridisk grundlag, at den skal fremlægge sit anklageskrift mod, hvem det skal være, når bevismaterialet skønnes tilstrækkeligt - uanset hvor realpolitisk ubelejligt det måtte være. Enhver anden praksis vil betyde døden for alle bestræbelser på at skabe et troværdigt internationalt straffesystem.

Når det er fastslået, skal det tilføjes, at de diplomatiske bestræbelser på at skaffe en fredelig løsning må fortsættes og intensiveres - også med den siddende ledelse i Beograd.
Og hvis det er prisen for en fredsaftale, der kan spare tusindvis af menneskeliv, at Milosevic og hans medtiltalte på en eller anden måde undgår strafforfølgelse, så må det være sådan.
Den internationale domstol blotlægger handlingsforløb og fordeler skyld og ansvar. Vore politikere får løn for at gøre det beskidte arbejde og indgå de rådne kompromiser. Også hvis det omfatter at trykke næve med en krigsforbryder. on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu