Læsetid: 2 min.

Retro-revy med lokalræv

Der er noget om snakken. De er gakke på Tobakken. For Flemming Jensen har anbragt det brede danskerspejl smask lige op i fjæset på revytilskuerne i Esbjerg
29. maj 2007

Tobakskuller er titlen på Esbjerg Revyen. Nok mest fordi den foregår på det lækre spillested i byens gamle tobaksfabrik. Men det er kun de spisende gæster, der pulser løs (allerede under forrettens sagesløse rejer, yak!). Revykunstnerne selv fortrænger smøgerne; de finder hellere ord som 'gadekampe', der kan rime på 'samle svampe'...

Esbjergs femte revy fokuserer ellers på hverdagslivet i Danmark. Flemming Jensen har stået for instruktionen, men hans berømte, politiske zoom er her erstattet af et brutalt spejl for danskernes selvoptagede dagligdag. Sådan med fedtmarmorerede lår, grilldrømme og bilistselvretfærdighed - smask, lige op i fjæset på publikum.

Alligevel nyder tilskuerne at spejle sig. Eller netop derfor. Vi hviner i hvert fald genkendende til Jeanne Boels blondineforberedelser til en "Blind date", sådan i detaljer fra mascara-mund til bh-løft. Og vi fryder os med Boel og hendes bryllupsgaveborde med "Global-knive, hak!" For her rimer 'lykken' virkelig på det 'køkken', som helt har taget samtalen fra os de sidste år.

Og sommerrevy eller ej, så får Christian Damsgaard vendt kalenderen på hovedet og skabt en ny, afsindig kommentar til nytårsaften i Dannevang - mimet frem med proplyde og fyrværkeriteknik, så de fleste hulker af grin. Selv 90-årige Miss Sophie er fornøjet. Så kom nu afsted, DR, og få en nyklassiker i kassen, tak!

Jacob Morild står for revyens beske tekster. Nogle af dem er gudsbenådede genbrugsbidder fra Morilds revy "Uden videre hensyn" på Café Liva i efteråret. Og det er ikke mindst skønt at genopleve hans begavede solo "Konverteret". For hvad gør en kristen iransk flygtning, hvis han skal leve op til danskernes fordomme? Han konverterer selvfølgelig til islam... Smak!

Hood og hængebro

Morild har en forunderlig evne til at holde sine karakterer fast: en febrilsk håndbevægelse, en fjumren med overskægget og et blik til siden, så står figuren lyslevende for tilskuerne.

Nicolai Majland og hans orkester følger spillerne i en letløbende lydkulisse af pumpet pop og gamle travere. Og Sarah Maria Fritsche har skabt en Robin Hood-egnet birkeskov med hængebro og gemmestammer, der fint matcher Morilds underfundige eventyrmoderniseringer og Michael Nøhrs muntre kostumer. Desuden er der brug for træerne til lufteturene med Christian Damsgaards fiktive wonderhund, for enden af en evigt umedgørlig hundesnor. Selvfølgelig med lak.

Had og havetraktor

Esbjergs egen Leif Fabricius holder sig i baggrunden som lokalræv. Først lige inden finalen kører han ind på en havetraktor i aftenens mest helstøbte nummer, "I krig og kærlighed".

I denne fortælling om en mislykket søndagsudflugt med konen og noget hjemmeværnsudstyr fanger Fabricius den modne mands ægteskabsresignation med reneste, jyske underdrivelse og urhad.

Her har Fabricius tilhørerne i sin hule hånd. Tiden opløses, og taget på Tobakken løfter sig i latterbølger, akkurat som i revyens muntre logo. For Fabricius skaber klassisk revykunst, som flotteste retrohilsen til Jørgen Ryg. I skæggeste kuller. Aldeles uden tobaksfnulder.

Tobakskuller. Tekster: Jacob Morild, Leif Fabricius, Carl-Erik Sørensen, Christian Damsgaard og Jeanne Boel. Musik: Nicolai Majland, Morten Wedendahl og Henrik Fiig. Instruktion: Flemming Jensen. Scenografi: Sarah Maria Fritsche. Kostumer: Michael Nøhr. Koreografi: Simon Salskov. Esbjergrevyen i Tobakken til 16. juni.

www.tobakskuller.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu