Læsetid: 3 min.

Retsopgør på polsk

18. maj 2001

UDSTYRET med sit særlige kendetegn, brillerne med de mørke glas, og støttet af stok og de to livvagter, staten har tildelt ham, tager en skrøbelig 78-årig i disse dage plads i et støvet retslokale i Solidaritetsgaden i Warszawa.
Navnet er Jaruzelski, general Wojciech Jaruzelski. En af de største paradokser i nyere europæisk historie. Søn af en nationalistisk godsejer fra det østlige Polen. Familien deporteret efter Stalins invasion af Polen i 1941 som »formodede fjender af folket«. Sendt til arbejdslejr i Sibirien, hvor faderen omkom. Fik selv kroniske helbredsskader af det hårde tvangsarbejde – samt et varigt beskadiget syn.
Og så valgte unge Wojciech alligevel at modtage sovjetisk militæruddannelse. Han tilsluttede sig den Stalin-dirigerede polske befrielseshær. Langt senere gjorde han karriere under det kommunistiske regime i Polen, blev chef for de væbnede styrker, senere forsvarsminister. Jaruzelski blev en hadefigur i Polen og i Vesten i 1981, da han erklærede Polen i undtagelsestilstand og arresterede i tusindvis af aktivister fra den illegale fagbevægelse Solidaritet.
I 1989 afsluttede Jaruzelski sin politiske karriere ved som den første Østblok-leder at forhandle en fredelig afvikling af kommunismen med de oppositionsfolk, han få år tidligere fængslede.

DENNE sammensatte figur er netop nu hovedperson i det første retsopgør mod tidligere kommunistiske magthavere i Polen – og for den sags skyld hele Østeuropa, DDR undtaget.
Retssagen gælder ikke Jaruzelskis indførelse af undtagelsestilstand i december 1981 – en sag, Jaruzelski selv siger, han gerne så for retten, så han kunne forsvare sig.
Generalen er derimod – sammen med ni øvrige højtstående militærpersoner og partiledere fra den tid – tiltalt for i 1970 at have givet ordre til at skyde mod strejkende skibsværftsarbejdere i de nordlige havnebyer Gdansk, Gdynia og Szczecin. 44 blev dræbt og over 1.000 såret ved den lejlighed.
Jaruzelski har erklæret sig ikke-skyldig. Han gav ikke ordre til at skyde med skarpt, det gjorde daværende partichef Wladyslaw Gomulka, som ikke brød sig om Jaruzelski og holdt denne ude fra alle vigtige beslutninger. Siger Jaruzelski.
Således står sagen, der ventes at løbe i over et år. Den kan give Jaruzelski fængsel på livstid – formentlig ikke nogen lang straf, generalens helbred og alder taget i betragtning.

I BETRAGTNING AF den nidkærhed, hvormed hjemlige kommunister og sympatisører kræves til regnskab for at have lukket øjnene for den ’virkeliggjorte socialismes’ virkelighed, kan det undre, at kravet om et retsopgør ikke har været mere markant i de lande, hvor de ledende kammerater havde ægte blodstænk på tøjet.
Også et andet paradoks springer i øjnene: Mens sagen om general Pinochets udlevering og retsforfølgelse blev ført under massiv international bevågenhed, ofres Jaruzelski-sagen ringe opmærksomhed. Den ene anti-kommunist, den anden kommunist – begge dog repræsentanter for en herskende klasse, der ulovligt havde kuppet sig til en magt, der kun kunne opretholdes ved massiv undertrykkelse, fængslinger – og drab.
Der findes delforklaringer på den manglende lyst til et retsopgør i Central- og Østeuropa. Overgangen fra kommunisme til demokrati var en forhandlet proces mellem de gamle og nye magthavere – og et løfte om straffrihed var underforstået, dog aldrig nedskrevet. Alt for mange var impliceret i eller indrettede sig under det kommunistiske styre til, at ønsket om et retsopgør er blevet et folkekrav. Dertil kommer, at de fleste har nok at gøre med at kigge fremad.
Specifikt om Jaruzelski gælder, at han i december 1981 stod i et reelt valg mellem at sætte sit land i undtagelsestilstand – eller imødese en sovjetisk invasion. Hans store rolle i den fredelige afvikling af kommunismen tæller også med.
Alligevel er det vigtigt, at sagen mod ham går sin gang. For at få historien fortalt af de 3.000 indkaldte vidner, for at få den ekstreme magtudøvelses mekanismer afdækket, for at afklare skyld og ansvar, for at give de efterladte en fornemmelse af, at deres sorg deles af alle. Og for til sidst at kunne tilgive.
Ikke for at sende en 78-årig mand med mørke briller bag tremmer i resten af det liv, han har tilbage.

on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu