Læsetid: 4 min.

Retten til at dø

Hvad er den dybere forskel på at give en uhelbredelig og alvorligt syg patient, der ønsker at dø, ret til at modsætte sig livsforlængende behandling - og aktivt at bistå ham eller hende med eutanasi?
30. januar 2007

I sidste måned slukkede den italienske læge dr. Mario Ricco for den respirator, der holdt hans patient, digteren Piergiorgio Welby, i live. Welby, som led af svært muskelsvind og var lammet, havde uden succes kæmpet i de italienske domstol for retten til at dø. Da dr. Riccio havde givet ham et beroligende middel og afbrudt respiratoren, sagde Welby tak tre gange - til sin kone, sine venner og sin læge. 45 minutter senere var han død.

Welbys ønske om at måtte dø fik stor medieopmærksomhed i Italien og førte til ophedet debat. I skrivende stund står det ikke klart, hvorvidt dr. Riccio vil blive sigtet og retsforfulgt for nogen lovovertrædelse, men mindst en italiensk politiker har krævet, at han omgående bliver arresteret for mord.

Welbys død rejser to spørgsmål, som må holdes ude fra hinanden. Det ene vedrører, om en person har ret til at nægte livsforlængende medicinsk behandling; det andet, hvorvidt frivillig eutanasi er moralsk forsvarligt.

En patients informerede samtykke må være en nødvendig og uundværlig forudsætning for al medicinsk behandling, så længe patienten er en voksen, der er ved sine fulde åndsevners brug og i stand til at træffe en beslutning. At påtvinge en kompetent voksen en bestemt medicinsk behandling imod hans eller hendes ønske er at begå et overgreb. Vi kan mene nok så meget, at patienten træffer en forkert beslutning, men vi må respektere hans eller hendes ret til at selv at træffe den. Den ret anerkendes i de fleste lande, men øjensynlig ikke i Italien.

Døden som byrde

Selv den romersk-katolske kirke har længe fastholdt det synspunkt, at ingen pligt tilsiger, at der skal gøres brug af 'ekstraordinære' eller 'uforholdsmæssige' midler til at forlænge livet - et synspunkt, der også er formuleret i 'Erklæring om Eutanasi' i Den Hellige Kongregation om Troens doktrin, som den forrige pave, Johannes Paul II, godkendte i 1980. Dette dokument slår fast, at afvisning af at tage imod en belastende medicinsk behandling "ikke kan sidestilles med selvmord". Tværtimod bør en sådan vægring "anses for en accept af menneskelivets vilkår eller som et ønske om at undgå anvendelsen af en medicinsk procedure, der ikke står i rimeligt forhold til de forventelige resultater eller som et ønske om ikke at pålægge familie eller samfund urimelige omkostninger".

Disse formuleringer svarer jo fint til Welbys beslutning. Ifølge denne opfattelse gjorde dr. Riccio blot, hvad enhver anden læge burde have været rede til at gøre for Welby, som var lammet og ude af stand til selv at sørge for, at hans nej til en belastende medicinsk behandling blev respekteret.

Hvis Welby-sagen falder på den rigtige side af den skillelinje, som den romersk-katolske doktrin drager, må det fundamentale spørgsmål være, hvorvidt kirkens doktrin nu også drager denne skillelinje på et meningsfuldt sted. Hvis en uhelbredeligt syg patient kan sige nej til en belastende behandling, velvidende at dette nej vil indebære hans eller hendes død, skal en uhelbredeligt syg patient, som ikke bliver holdt i live af nogen medicinsk behandling, men finder sin sygdom i sig selv belastende, så ikke kunne søge hjælp til at undslippe denne byrde?

Forsvarere af den katolske lære vil svare, at i sidstnævnte tilfælde har patienten jo til hensigt at afslutte sit liv, og dette er forkert, mens patienten i det første tilfælde udelukkende har til hensigt at blive fritaget for den ekstra byrde, som behandlingen vil medføre. Døden er, selvfølgelig, en forudsigelig konsekvens af at undgå denne byrde, men den er et biprodukt, der ikke i sig selv efterstræbes. Hvis patienten kunne undgå denne byrde og fortsat være i live, ville dette være hans valg. Welby skulle følgelig ikke have modtaget hjælp til at dø, ville de så kunne hævde, fordi han udtrykkeligt gav udtryk for, at han ønskede at dø - ikke at undgå den belastende behandling.

Sondringen er således tvivlsom. I begge tilfælde vælger patienten med overlæg en procedure, der vil føre til hendes eller hans død frem for en alternativ procedure, der ville have ført til et længere, men mere lidelsesfuldt liv. Ved at fokusere på den mere begrænsede intention - at undgå den belastende behandling - snarere end på den mere vidtrækkende implikation af dette valg, er den romersk-katolske kirke i stand til at undvige den inhumane implikation, at patienter altid må være forpligtede til tage imod en livsforlængende behandling, uanset hvor smertelig eller bekostelig denne så måtte være. Det gør den så med den omkostning, at dens egen energiske modstand imod hjælp til selvmord og frivilligt medlidenhedsdrab bliver inkonsistent.

Det hollandske eksempel

Mange lande anerkender en retslig ret til at modsætte sig medicinsk behandling. Men kun i Holland, Belgien, Schweiz og den amerikanske stat Oregon har læger ret til at bistå en patient med at afslutte hans eller hendes liv med andre midler end tilbagetrækning af livsopretholdende medicinsk behandling.

Holland i særdeleshed har været udsat for en ubønhørlig dæmoniseringskampagne. Kritikere har påstået, at lovliggørelsen af frivillig eutanasi har medført et sammenbrud i tilliden til lægestanden og alskens andre grumme konsekvenser. Men hvis disse beskyldninger holder stik, så har de ikke gjort indtryk på hollænderne. Skønt Holland har skiftet regering, siden frivilligt eutanasi blev legaliseret, er der ingen bestræbelser blevet gjort for at omstøde loven.

Hollænderne ved nemlig, hvordan frivilligt eutanasi praktiseres i deres land. De ved, at lovlig eutanasi har forbedret snarere end beskadiget deres lægelige omsorg, og de ønsker at bevare muligheden for at blive hjulpet til at dø, hvis de skulle ønske og føle behov for det. Spørgsmålet er, om det ikke er en valgmulighed alle burde have.

© Project Syndicate og Information

Peter Singer er filosof og professor i bioetik ved Princeton University.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her