SAKHNIN - Der er mod sædvane ikke erklæret generalstrejke i anledning af de israelske araberes årlige markering af deres tilknytning og kærlighed til jorden. Det plejer der at være, og selv om en del af forretningerne i byen Sakhnin, som ligger i en langstrakt dal i Galilæas bjerge, har rullet metalskodderne ned, ser flertallet ud til at holde mere eller mindre åbent. Det er der en helt bestemt grund til.
"Vi finder det vigtigt at dette ikke bliver til en konfrontation med myndighederne, men ses som et oplæg til en fredelig dialog, som vi håber, Israels kommende regering vil tage til sig," forklarer Ghazal Abu Raya, som tidligere har været talsmand for bystyret og nu står i spidsen for et jødisk-arabisk dialogcenter.
"Jordens Dag, som vi kalder denne markering, har i år en særlig betydning, fordi den finder sted på baggrund af, at palæstinenserne netop har dannet en regering under ledelse af Hamas, samtidig med at Ehud Olmert nu skal til at danne en israelsk regering. Og som udgangspunkt er der ikke udsigt til nogen form for dialog mellem de to, og det drejer sig i bund og grund om jord, om land."
Betaler prisen
Dette ser Ghazal Abu Raya som grunden til, at markeringen har trukket flere mennesker frem på byens hovedgade end normalt. Demonstrationen tidligt på eftermiddagen er massiv. Der er bannere med politiske paroler, en gruppe unge mænd råber taktfast, og andre steder i optoget ser det nærmest ud til at forme sig som en familiefest. Men de israelske myndigheder holder sig klogt på afstand, og det hele afvikles roligt, mens demonstrationen tager opstilling ved mindesmærket midt i byen.
"Her begyndte det hele," forklarer Abu Raya, og peger på monumentets falmede portrætter af unge mænd.
De blev dræbt her i Sakhnin den 30. marts 1976, hvor en israelsk ekspropriation af et i øvrigt beskedent stykke arabisk jord i Nazareth førte til protestdemonstrationer. Jorden skulle inddrages i et jødisk boligkompleks, og fordi to unge mænd mistede livet under dagens sammenstød med politiet, er dette blevet en principiel sag, som hvert år er blevet til en markering både her blandt de israelere arabere og hos palæstinenserne på de besatte områder.
"De to intifadaer har givet Jordens Dag en særlig dimension, som rører ved vores identitet," siger den israelsk-arabiske journalist Nahed Dirbas, som er kommet hertil fra Nazareth i dagens anledning. "Nu står vi i en situation hvor Olmert vil afslutte konflikten med palæstinenserne unilateralt, og både palæstinenserne og vi kommer til at betale prisen for dette."
Flertal i Galilæa
Hun forklarer at Olmerts plan vil medføre israelsk annektering af dele af Vestbredden, hvilket vil ramme palæstinenserne. Og selv om hun kun kan billige, at han også vil rømme bosættelser, opfatter hun det som forkert at regeringen vil genhuse bosættere i Galilæa, mens Sakhnin bevidst bliver lukket inde bag snævre kommunegrænser, der ikke giver mulighed for at dyrke den jord, indbyggerne selv ejer.
En mand i demonstrationen fortæller, at han ejer 250 oliventræer, egnens største afgrøde, på et stykke jord længere inde i dalen, og at han har begrundet mistanke om, at det er på vej til at blive eksproprieret. Selv bor han midt i Sakhnin og ville gerne bygge hus til en af sine sønner, men kan ikke finde pladsen til det.
"En af mine naboer har fået taget sin jord, fordi der skulle bygges huse til jøderne," siger han og peger op på en bjergtop med en stribe helt ens, røde tagrygge. "Der er et arabisk befolkningsflertal i Galilæa. Kun 40 procent af befolkningen er jøder, og det bryder regeringen sig ikke om. Ariel Sharon satte gang i en såkaldt udvikling af Negev-ørkenen, hvilket vil sige koncentration af beduinerne i kunstige byer, og jeg er overbevist om, at Olmert vil forsøge noget lignende her. Det gør mig urolig, for jeg tænker på mine oliventræer," siger han.
"Jeg er selv meget utilfreds med, at der ikke blev erklæret generalstrejke i dag. Det er trods alt 30. gang, vi markerer Jordens Dag, og af andre grunde er den ekstra vigtig denne gang, så jeg synes, dette er for blødt. Men heldigvis er det ikke vores eneste våben," fortsætter Nahed Dirbas og vinker til nogle bekendte i demonstrationen.
Næsten som en illustration af sine egne ord peger hun over mod en mand, der vifter med det grønne flag, der her i Sakhnin ikke betyder Hamas, men viser tilknytning til Israels Islamiske Bevægelse, der opnåede fire mandater ved ugens Knesset-valg og står særlig stærkt på disse kanter.
"Mange stemte slet ikke fordi vi blev opfordret til at holde os væk for ikke at vise accept overfor et demokrati, der ikke er demokratisk overfor os," siger hun videre. "Den centrumorientering, alle taler om i israelsk politik lige nu, ser vi slet ikke. Det hele er højrefløj, og for os vil der ikke være nogen forskel."
Udover Sakhnin er der demonstrationer i en anden by i Galilæa, og i den blandede jødisk-arabiske by Lod nær Tel Aviv, hvor hundrede arabiske hjem står til nedrivning med henvisning til manglende byggetilladelser. Nahed Dirbas fortæller, at bosætter-lederen Baruch Marzel, der uden at blive valgt opstillede med sit eget parti, brugte dette element i valgkampen. Han kom til Sakhnin for at identificere ulovligt byggeri.
"Sakhnin er også blevet fokuspunkt, fordi byens fodboldhold blev pokalmestre for et par år siden," siger hun. "De arabiske oliestater belønnede dette ved at forære Sakhnin et helt nyt stadion, og det bryder højrefløjen sig ikke om. Derfor er det vigtigt for os at markere Jordens Dag, at vise, at vi er her."
