Læsetid: 4 min.

Retten til eget navn krænkes af den kunstneriske frihed

Et navn var engang forbundet med ære, juridisk status og et enkelt menneskes særlige historie. I dag krænkes retten til et navn, billede og historie gang på gang i ytringsfrihedens navn, mener lektor i litteraturvidenskab Poul Behrendt. Og det er - som ved voldtægt - svært at dømme krænkeren
Et navn var engang forbundet med ære, juridisk status og et enkelt menneskes særlige historie. I dag krænkes retten til et navn, billede og historie gang på gang i ytringsfrihedens navn, mener lektor i litteraturvidenskab Poul Behrendt. Og det er - som ved voldtægt - svært at dømme krænkeren
7. juni 2007

I sandhed en utrolig løgn.

Forårets kontroversielle film AFR er et eksempel på en film, der bruger et virkeligt navn og sande billeder til at skabe en helt ny virkelighed. En tredje verden, der spirer og gror et sted imellem virkelighed og fiktion.

"Den kunstneriske frihed gør det muligt for AFR at tage statsministerens billede, navn og historie og lade ham optræde i rollen som sig selv og derved skabe en helt uhørt sammenblanding af virkelighed og fiktion," siger Poul Behrendt.

AFR er ifølge ham et klart vidnesbyrd om, at den grundlovsfæstede menneskeret, der handler om retten til eget navn, billede og historie kan blive tvunget til at vige radikalt for ytringsfrihed og kunstnerisk frihed.

"Jeg synes, det var en markant begivenhed. Den markerede, hvad der sker inden for kunsten i disse år. At der er et stort skred i gang, hvad angår retten til navn, historie og billede," siger han.

Kunstnerisk frihed og ytringsfrihed markerer sig i dag som helt afgørende faktorer. AFR gør selv opmærksom på, at det er en film, der er lavet på baggrund af karikaturkrisen, hvor parolen ofte lød 'ytringsfrihed frem for alt'.

"Karikaturkrisen har radikalt understreget den opfattelse, at ytringsfrihed er en grundpille i vores demokratiske samfund. Krisen har vist, at en vestlig kulturopfattelse ikke længere er baseret på den æresopfattelse, der bl.a. kendes fra den islamiske skam- og skyldbundne kultur," siger han.

Genmæle

Statsministeren valgte ligesom størstedelen af sine partifæller ikke at tage til genmæle over for det satiriske værk.

"Det er en del af æreskrænkelsernes historie," forklarer Poul Behrendt.

"I samme øjeblik du begynder at tage til genmæle i en æreskrænkelse, så stadfæster du krænkelsen og sikrer, at den bliver udbredt. At få krænkelsen dømt ulovlig er næsten ligegyldigt i forhold til den udbredelse, krænkelsen vil få. Det er en af grundene til, at der var censur i Danmark helt op til 1849. Det gjaldt om at standse krænkelsen, før den kom frem. Når først den er offentliggjort, er skaden sket, og opgaven bliver at tie den ihjel," siger han.

Desuden mener Poul Behrendt, at Anders Fogh ville få store problemer med at dokumentere krænkelsen.

"Æreskrænkelsernes historie i det 20. århundrede kan i vidt omfang sammenlignes med voldtægter. Det er en historie om, at der ikke laves anmeldelser, fordi det er alt for vanskeligt at få krænkeren dømt," siger han.

12 gamle skolekammerater fra Nykøbing Falster følte sig krænkede og udleverede, da en 13. klassekammerat skrev en roman om sin barndom. I Den der blinker er bange for døden beskrev Knud Romer sin hårde opvækst på Falster, og i en linje nævner han 12 helt almindelige fornavne på børn, der angiveligt kun kom til hans fødselsdag for at grine af ham og hans mor.

"Men hængt ud blev de jo først, da de selv gik til offentligheden," siger Poul Behrendt.

Den økonomiske værdi

Og Knud Romer havde jo i sidste ende ret til sin egen historie. Spørgsmålet er, om de 12 fik noget ud af at stå frem. Grænsen mellem kunst og spekulation bliver ofte diskuteret, især af anmeldere, når en forfatter ændrer i sin egen livshistorie - eller i andres.

Filmen The Queen om den engelske dronning Elizabeth, AFR og Alexander Ahndorils roman Instruktøren, et portræt af Ingmar Bergman, er ifølge Poul Behrendt eksempler på værker, der ikke falder inden for spekulationsgrænsen.

"Når man anfægter sådanne værker, og anmeldere lægger vægt på, at det er spekulation, forsøger man at fradømme værket dets karakter af kunst og dermed tillægge det en kommerciel karakter. Ligeså snart der er penge involveret, så kan en krænkelse godt få konsekvenser - ellers ikke," siger han. Pludselig bliver navnet en vare, som man kan sælge, og i sådan en sammenhæng falder dommen hårdt og får økonomiske konsekvenser. Det første navn og billede, der blev brugt i denne kommercielle sammenhæng, var Buster Larsen i en Phillips reklame i 1960'erne.

"De brugte en populær cirkusserie med Buster Larsen fra fjernsynet, og han endte med at få erstatning for uretmæssig brug af hans navn og billede," fortæller Poul Behrendt.

Ophavsret: Navnet er mit

Retten til et navn skrider i dag inden for mange kunstgenrer.

Kunstnere i København er begyndt at stjæle dele af hinandens navne, som når DJ Kid Kishore kalder sig Trentemøller efter den populære dj Anders Trentemøller, og lader sig booke i hans navn.

Navne cirkulerer mere og mere frit inden for den musik og de film, der bliver lavet, og de bøger, der bliver skrevet.

"Der er ved at opstå en tredje verden mellem fiktion og virkelighed, hvor egennavne, som tidligere var den juridiske virkeligheds repræsentant på coveret, nu begynder at indgå i nye sammenhænge. Det er et problem, fordi det bryder vante grænser. Grænser, der kræver, at man tager nogle spring mellem virkelighed og fiktion, som mange mennesker har svært ved at foretage," siger Poul Behrendt.

Poul Behrendts artikel 'Den Æreløse Civilisation' om samme emne er trykt i Lettre Internationale nr. 15, der udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu