Læsetid: 3 min.

Retten til historien

Ugens bedste medienyhed - sådan nogle findes ind i mellem - var, at der tilsyneladende er politisk vilje til at sikre digitaliseringen af DR's arkiver
13. januar 2006

Det er selvsagt et kæmpe arbejde at digitalisere DR's arkiver. Materialet fylder 35 hyldekilometer og omfatter omkring 100.000 timers tv og knap 500.000 timers radio. Materialet ligger i 36 forskellige tekniske formater, og DR regner med at arbejdet vil tage 10 år og koste 284 millioner kroner.

Ifølge Ritzau var både Venstre og Socialdemokraterne indstillet på at imødekomme ansøgningen, mens Dansk Folkeparti er positiv, men ikke uden videre vil udstede en check på beløbet. Måske vil de bestemme, hvad der skal gemmes? Det har man svært ved at tro om medieordfører Poul Nødgaard, den pæne mand.

Det kan kun gå for langsomt med at sikre de enorme - her kan man virkelig bruge udtrykket - nationale værdier, der ligger gemt i DR's arkiver. Her har vi en rigdom, som kun har sit sidestykke i andre public-service arkiver - primært i Europa. Og det gælder om at klamre sig til disse værdier. Der er ulve på jagt efter kostelighederne. De hyler i natten.

Folk som den australskfødte Rupert Murdoch fra News Corporation har i årevis argumenteret for, at public-service arkiver burde være gratis tilgængelige for kommercielle kanaler - som hans. Han omtaler konsekvent public-service-kanaler som statsfjernsyn - regeringers forlængede arm - og en konstant trussel for ytringsfriheden. Han kalder enhver form for nationale og internationale reguleringer som f. eks. reklameregler for 'neo-socialisme', og mener - lige som i øvrigt New Yorks nuværende borgmester, Michael Bloomberg, der skabte sig en formue på et internationalt business tv-network - at enhver form for faglig etisk holdning til det, man udsender, er at ligestille med censur. Som det hedder i de kredse : Vi er 'provider of choice'. Public Service er 'denier of choice'.

Køber alt, der bevæger sig

Folk som Rupert Murdoch og Bill Gates har i årevis opkøbt rettighederne til alt, hvad der bevæger sig. Eller står stille, for den sags skyld. Bill Gates har som måske bekendt opkøbt rettighederne til reproduktion af Louvres kunstværker. Det irriterer dem forfærdeligt, at der er ting, som er gratis for offentligheden. De ville uden tvivl med fornøjelse opkøbe rettighederne til DR's arkiver, hvis de troede, at de havde mulighed for det. Det er der endnu ikke noget, der tyder på, de har, så i stedet, mener de, at public service-arkiver skal være fuldt tilgængelige for dem, hvor i mod det omvendte er meget langt fra at være tilfældet. Man skal betale kæmpebeløb for at komme i nærheden af deres dokumentation af historien i alle dens former.

Det er de ikke alene om.

Selvfølgelig skal kunstneres og andre individers rettigheder respekteres også til arkivmateriale. Men når det drejer sig om afgørende begivenheder, der er foregået i fuld offentlighed, er der i stigende grad grund til at undre sig over grådigheden omkring ejerskabet af vores fælles historie.

Den amerikansk dokumentarfilminstruktør Alexandra Isles, som for et par år siden lavede en film om sorte kunstneres kamp for at blive en del af den amerikanske mainstream-kultur, så sig tvunget til kompromis efter kompromis. Det er almindeligt anerkendt, at Harry Belafontes optræden i det store underholdningsprogram Ed Sullivan-Show, markerede det afgørende gennembrud. Optagelserne findes. Harry Belafonte, som selv medvirker i dokumentaren, ville meget gerne have dem med, men det var der ikke noget at gøre ved. Han havde ikke rettighederne. Ed Sullivan har ligget under mulde i mange år, men hans arvinger sidder godt og grundigt på rettighederne og de ville have 50.000 dollar for at vise et lille glimt. Det er der ikke nogen dokumentarfilm-producent, der har råd til, så den historiske dimension måtte tilskuerne tænke sig til.

En så storslået og afgørende begivenhed som Martin Luther Kings 'I have a Dream!'-tale i Washington D.C. er ikke offentlig tilgængelig. Det er den muligvis, men man må ikke vise den eller klip fra den, uden at betale et klækkeligt beløb til Martin Luther Kings arvinger. Man kunne argumentere, at Kings tale er en af de mest offentlige begivenheder nogensinde og som sådan må være offentlig ejendom, men det kommer man ikke nogen vegne med.

Hvem har retten til historien ? Det har i stigende grad, dem der har betalt for den (eller arvet den).

På den måde har Murdoch måske ret. Det er de til enhver tid eksisterende licensbetalere, der har betalt for DR's arkiver. Og vi vil meget gerne have dem bevaret. Det er vores hi-storie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her