Læsetid: 4 min.

Rettidig omhu

16. november 1999

DE STILLEDE spørgsmål vil ikke blive besvarede. Sådan - ordret - lyder brevbeskeden fra skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller til Berlingske Tidende, som han jo ellers på mange måder står nær. Eller er det omvendt?
Nogen forbundethed følger af, at Mc-Kinney er medejer af Det Berlingske Hus. Alligevel har bladet med brav journalistik - omend efter en vis opsættende ængstelse hos chefredaktør Wivel - fremgravet dokumenter, der kaster modlys over en myte. Den myte, som Mc-Kinney ordknapt udtrykker i samme brev til bladet:
"Under Danmarks besættelse handlede A. P. Møller under de af den danske regering og det danske departementschefstyre nedlagte retningslinjer bortset fra handlinger, som var en konsekvens af A. P. Møllers klare nationale indstilling før, under og efter krigen."
På mindre sirligt nudansk: Vi gjorde, som myndighederne sagde, og hvis ikke vi gjorde det, var det, fordi vi var endnu mere danske end de.
Det lyder smukt, men er det rigtigt? Derom handler de spørgsmål, som Mærsk ikke vil besvare.

RIFFEL-SYNDIKATET er den grimme sag. For at lyde pænere tog virksomheden i 1936 navneforandring til Dansk Industri Syndikat A/S, men maskingeværer og kanoner lavede den stadigvæk. I ejerkredsen fandtes - og findes den dag i dag - A. P. Møller; i 1941 med en aktieandel på 31,6 procent og en repræsentant i bestyrelsen.
Inden Anden Verdenskrig forbød Danmark våbensalg til krigsførende lande. Dette værn om neutraliteten blev fastholdt også efter den tyske besættelse den 9. april 1940. Samarbejdsregeringen fik endda tyskerne med på at forbyde deres egne tropper i Danmark at købe danske våben.
Alligevel solgte Syndikatet våben til nazisterne. Forklaringen lød efter krigen, at det skyldtes tysk pres. Efter det nu offentliggjorte var det en løgn. Virksomheden fremsatte selv våbentilbud til tyskerne - og pressede de danske myndigheder til accept. I sine kontakter med tyskerne gik Syndikatet langt længere, end regeringen ønskede. Gennem krigen forsynede Syndikatet på højtryk tyskerne med våben og klagede over underleverandører, der ikke kunne eller ville følge med.
"Syndikatet tjener saa styrtende med Penge, at de ikke ved, hvad de skal bruge dem til."
Sådan indberettede pro-britiske danske efterretningsfolk til London og gav i april 1942 dette råd til de allierede:
"En af de Virksomheder, der virkelig trænger til et bombeangreb, er Dansk Industri Syndikat i Frihavnen."
Det endte med at blive modstandsbevægelsen, der søgte at gøre kål på fjendens flittige leverandør: Tre sabotageaktioner, den sidste og mest virksomme med 400 kilo trotyl kørt ind på lastvogne i juni 1944. På trods af, at det nationalt kæmpende Danmark således umisforståeligt havde udtrykt sin harme, fortsatte Syndikatet forsyningerne frem til den 30. april 1945, hvor direktionen pludselig fik anfægtelser - fire dage inden Tysklands fald.
Som et led i retsopgøret efter besættelsen afsagde Revisionsudvalget for Tyske Betalinger i 1950 en kendelse, der i henhold til den mildeste af værnemageri-lovene pålagde Syndikatet en bøde på 6,7 millioner - 90 millioner kroner i dagens penge. Den kendelse har ikke tidligere været offentligt kendt. Den ligger diskret forvaret i Rigsarkivet. Men i lyset af, hvad der nu er kommet frem, undrer historikere sig over, at Syndikatet slap så billigt. Iveren i tjenesten bragte snarere virksomheden ind under bestemmelser med straf på frihed og liv.

HVAD VIDSTE A. P. Møller om alt dette? Han var kendt for at leve op til sit fyndord om "rettidig omhu". Han granskede nøje virksomhederne i sit imperium. Flommen af indtægter fra Syndikatet kan ikke have undgået hans opmærksomhed. Sin håndgangne mand i bestyrelsen trak han ganske vist ud kort efter, at slaget ved Stalingrad havde vendt krigens gang. Men han beholdt sine aktier. Til gengæld omstyrede han nogle af indtægterne til modstandsbevægelsen. Hvor mange - og hvordan A. P.'s handlinger i øvrigt hænger sammen, er nogle af de spørgsmål, der ifølge Mærsk Mc-Kinney "ikke vil blive besvarede".
Det er Mærsk heldigvis ikke ene om at bestemme. Politikere fra begge sider af folketingssalen er lydhøre over for forslag fra en bred kreds af faghistorikere om en bevilling til udforskning af, hvad der med retshistorikeren Ditlev Tamms ord er "Det sidste sorte hul i danmarkshistorien om Anden Verdenskrig".
Som professor Ole Lange konstaterede i gårsdagens Information, har det officielle Danmarks interesse hidtil været mest vendt mod de dele af besættelseshistorien, der kunne rette op på renoméet: Modstandsbevægelsen, folkestrejken i august 1944, sabotagen.

HISTORIEN SOM HELHED er knapt så pyntelig. En læser skrev her i bladet i forbindelse med befrielsesjubilæet i maj 1985:
"Vi sad på gærdet og kiggede på slagsmålet og hoppede ned på den rigtige side på det rigtige tidspunkt, dvs. da vi kunne se, hvem der ville vinde. Det var efter august 1943."
Nogle ventede til maj 45 med hoppet. Først når vi fuldt ud kender "det pæne Danmarks" tjenstivrighed over for nazisterne, vil vi forstå, hvor modige de få var, som valgte at handle anderledes. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her