Læsetid: 4 min.

Rettidigt mod

De havde ikke det fornødne mod, siger statsministeren om dem, der traf beslutningerne ved Danmarks besættelse i 1940. Hver tid har sine udfordringer. Møder statsministeren nutidens problemer med mod? Rettidigt mod
30. maj 2005

Vi taler og skriver så meget om tiden før og under Anden Verdenskrig. 'Hvad burde de have gjort?' de danskere, der dengang traf de afgørende beslutninger. 'Hvad kunne de have gjort?'

Spørgsmålene er så nemme at stille for en fjern eftertid. Og nemme at besvare. Datidsformen fastslår uforpligtende spørgeleg. Beslutningerne er truffet for længst. Står ikke til at ændre. Hvadenten vi bryder os om dem eller ej.

Bestemt på forhånd

Helt anderledes er det med de nutidige 'Hvad bør vi gøre?', 'Hvad kan vi gøre?'. Spørgsmål foranlediget af aktuelle problemer. Nu er det ikke så nemt. Svaret får konsekvenser. Gør os ansvarlige. Der er noget på spil.

Lad os kort blive ved vores ihærdige forsøg på at sætte os i deres sted, som i 1930'erne og 1940'erne skulle håndtere ekstreme udfordringer. Leve os ind i deres situation, at stå med ansvar for liv og død, folkets og nationens fremtid.

De havde deres syn på det, de stod overfor. Deres holdning til problemerne, var formet af de begivenheder, de var vidne til, af den virkelighed, de havde været aktører i gennem en årrække.

Den afgørende beslutning de traf, da de valgte kapitulation over for den tyske overmagt, var de facto truffet med de beslutninger, der gik forud for skæbnedagene i 1940. Kapitulationen var kulminationen.

Den var den logiske følge af det syn på den europæiske tilstand, der i de år bestemte danskernes ageren i stort og småt.

Det rettidige mod

Det er klogt at gøre sig tanker om sit lands historie.

Der kan være god ide i at søge at leve sig ind i fortidens beslutningsprocesser, søge indsigt i de overvejelser, der førte til de skridt, de folkevalgte tog på befolkningens vegne.

Men at fordømme deres handlinger på vore betingelser, og har vi andre, er urimeligt over for datidens politikere.

Det er som om, nogle i dag med demonstrativ kampgejst vil fortrænge den vanære, de føler, en fjern fortids beslutningstagere gav dem i arv. Det mod kan kun give anledning til mismod.

Vil man vinde respekt for sin kampånd, må man vælge sig samtidige udfordringer.

Der er nok af dem. De er ganske vist (og heldigvis) ikke så spektakulære, som dem årsdagen for krigsafslutningen har bragt på bane, men de rummer dog muligheder for handlinger, der viser mod. Vores statsminister taler om det mod, han synes, andre burde have vist.

Men hvad med det mod, der tæller i dag? Rettidigt mod.

Den kritik, vores nuværende statsminister rejser mod det officielle Danmarks valg i 1940, er rettet mod føjeligheden over for overmagten.

I de sidste par år har vi igen været vidne til en overmagts hensynsløse forfølgelse af egne mål. På ny med Danmark i den føjeliges rolle. Hvordan eftertiden vil dømme Danmarks følgagtighed over for USA i Irak-krigen, kan vi ikke vide, men i dag forekommer regeringens krigseventyr overordentligt uklogt.

Selvfølgelig burde Danmark have støttet de organisationer, FN og EU, som søger at tilvejebringe ordnede forhold mellem verdens nationer.

I stedet bakkede vi op om den stærkes ret til at handle efter forgodtbefindende. Rettidigt mod kunne den danske regering have vist ved utvetydig stillingtagen mod USA's selvtægt.

Erkende fejl

Rettidigt mod kunne regeringen vise ved en ærlig tilkendegivelse af sin hensigt med skattestoppet.

Det ligner en manøvre mod den velfærdsstat, Fogh Rasmussen tidligere har erklæret sin foragt. Han lover ganske vist fredning af velfærdsstaten. Hvad skal befolkningen tro?

Rettidigt mod kunne regeringen vise ved at erkende en fejlslagen integrationspolitik. Regeringen burde opmuntre til nytænkning på tværs af politiske og etniske skel.

Ledelsesansvar

I forhold til EU burde regeringen som er (var?) interesseret i en styrkelse af det europæiske fællesskab argumentere engageret for sit standpunkt. Det ville være rettidigt mod utvetydigt at tilkendegive mening, så holdningerne til den europæiske union kunne brydes med den energi, der svarer til emnets betydning.

Regeringen har ansvar for landets ledelse. Burde befolkningen ikke kunne føle sig sikker på, at ansvarsfølelsen rækker længere end valgperioden?

Regeringens afvisning af enhver kritik af de midler, den har valgt til at indfri sine valgløfter, må forurolige. 'Der er ikke noget at komme efter!' er svaret til dem, der betvivler at midlerne, regeringen anvender, er de rigtige eller tilstrækkelige til at nå de officielle mål.

Arnested for despoti

Eftertidens muligheder formes af nutidens politik. De problemer, vi i dag griber forkert an eller forsømmer at gøre noget ved, må eftertiden slås med.

Vi forpligter eftertiden på en haltende velfærdsstat, en forfejlet integrationspolitik og en ansvarsløst uengageret europapolitik.

Rettidigt mod er at vedgå sin samtids udfordringer. Fremlægge dem til åben debat. Hvis samtale mellem vidende mennesker er demokratiets grundlæggende forudsætning, er fortielse, fortrængning og undertrykkelse af meninger arnested for despoti.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her