I den offentlige debat bruger man raskt væk termerne frihedsrettigheder og menneskerettigheder, som om det er det samme. Det er det ingenlunde. Og den nylige enorme krise om Muhammed-tegningerne tjener til at illustrere dette.
Frihedsrettigheder har traditionelt været sat i en ramme, hvor de sikrede mennesker mod indgreb fra andre - derfor bruger man engang imellem udtrykket negative menneskerettigheder. Selvom de i traditionel forstand er de mest positive vi har.
Hensigten med ejendomsretten var jo netop at beskytte det enkelte menneske mod indgreb fra andre - først og fremmest statens sorte hånd. Ejendomsretten tilsikrer, at hver enkelt er garanteret mod statens - og andres - indgreb blot baseret på den rå magt.
Ytringsfriheden er tilsikret, således at staten ikke på forhånd kan censurere menneskers udtalelser. Mennesker må tro og tænke, hvad de vil, uden trussel om forfølgelse fra staten.
Sådan var de tænkt, frihedsrettighederne. Statens magt skulle begrænses. Udgangspunktet for styret blandt mennesker var det enkelte menneskes rettigheder, og på de enkelte rettigheder byggede man demokratiet. Demokratiet, forstået som flertallets ret til at herske over mindretallet, måtte kort og godt standse ved frihedsrettighedernes port. Hertil og ikke længere.
At frihedsbegrebet var så enkelt knyttet an til ejendomsretten endte med at nogen, efter den russiske revolution i 1917, måtte tage til genmæle. Råbet lød: Det er udmærket med frihed til at dø i fred. Men hvor meget frihed har man egentlig, hvis man ikke har noget brød at stoppe i munden.
Sovjetunionen udsendte derefter et rettighedskatalog, der generelt er kendt som sociale rettigheder - eller såkaldt positive menneskerettigheder. Fordi de i forhold til de negative (friheds-) rettigheder kræver en aktiv (positiv) indsats for at blive virkeliggjort. For at alle skal tilsikres brød, skal staten nødvendigvis tage noget fra andre. Om nødvendigt for enden af et geværløb, hvad kulakkerne på blodigste vis måtte konstatere.
Den kamp om definitionen af, hvad de rigtige menneskerettigheder er, har stået på lige siden. For nærværende betegner begrebet menneskerettigheder således både frihedsrettighederne og de sociale rettigheder under et. Men vi ser i stigende grad et sammenstød mellem disse rettigheder i disse år.
Det er her, to verdeners forskellige forståelser af menneskerettighederne kommer ind i sagens om muhamedtegningerne.
I den vestlige verden vægter ytringsfriheden - forstået som materiel ytringsfrihed, helt og fuldt - meget tungt. Det kan også ses af den europæiske menneskerettighedsdomstols praksis. I sig selv er det ofte en afgørende faktor for, i hvilken retning afgørelserne træffes.
I nogle islamiske lande vægter hensynet til guddommen langt tungere end hensynet til ytringsfriheden. Og det ubetingede krav om respekt - ikke blot for det enkelt menneskes legitime krav til at dyrke den guddom vedkommende har, men for den pågældende guddom overstråler i høj grad grænselandet mellem blasfemi og kritisk/humoristisk ytringsfrihed.
Religionsfriheden bliver pludseligt til en rettighed, der både har karakter af frihedsrettighed - nemlig den enkeltes fri trosret. Og til en rettighed, der har positiv karakter - nemlig kravet om at staten skal kunne forhindre visse ytringer, hvis det på nogen måde krænker guddommen.
Disse sammenstød mellem rettighederne vil vi i stigende grad komme til at opleve i de kommende år. Der er allerede årelang diskussion om ytringsfrihedens grænser i forhold til såkaldt hate-speech. Også i Europa er der grænser for, hvad man egentlig kan og må sige. Senest illustreret af dommen over den britiske historiker, Irving, i Østrig, der på baggrund af hans udtalelser om Holocaust betød tre års fængsel.
Det betyder også, at vi i Danmark nøje skal overveje, hvilke rettigheder vi, når det kommer til stykket, vil forsvare. Er det i sidste ende vigtigst at overlade det til staten at tage hensyn til folks følelser, f.eks. i religiøs henseende. Eller er ytringsfriheden afgørende for os. Det valg ser vi levendegjort af Muhamed-sagen.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg principielt går længere end Grundlovens sikring af ytringsfriheden. I Danmark har vi ikke såkaldt materiel ytringsfrihed. Vi har derimod blot et forbud mod censur - dvs. at staten ikke på forhånd kan forhindre en ytring. Efterfølgende kan man derimod blive stillet til ansvar overfor domstolene. Enkelte statsretskyndige går så vidt som til at sige, at enhver ytring - efterfølgende - i virkeligheden kan strafsanktioneres.
Personligt er det min overbevisning, at mod dumhed kæmper selv guderne forgæves. Det kan godt være, at nogle holdninger er åndssvage, tåbelige og generende. Men de siger i virkeligheden mere om dem, der fremsætter dem, end dem de fremsættes imod.
Vi kan derfor være uenige - men vi bør kæmpe til døden for retten til denne uenighed. Herunder at ytre sig som man vil.
