Læsetid: 2 min.

Rev vi marken let...

7. marts 2007

Dengang havde man åbenbart bedre råd til at tage den slags hensyn.

Lad mig slå fast, at jeg helt tilslutter mig en energifremtid, der baseres på forsyning fra vedvarende energi, men enhver brug af naturens energi vil påvirke naturen, - mere eller mindre.

Arealkrævende energi

Derfor bør energiforbruget først og fremmest reduceres kraftigt. Brugen af biomasse er den mest arealkrævende vedvarende energiform og et meget direkte indgreb i naturen. Så vi bør træde lidt varsomt og ikke bare tromle frem i en moderne bil, der ifølge Bent Sørensen (20. februar) skal kunne klare 1000 km uden stop. Jeg er lidt allergisk overfor intetsigende argumenter som moderne, men kan så trøste mig med, at det moderne har det med at blive u-moderne.

Debatten om bioethanol har hidtil mest drejet sig om, hvor meget vi kan presse ud af naturens arealer i form af sukker, stivelse og cellulose til at 'holde hjulene i gang', og her lyder det besnærende, når man i 2. generations anlæg kan bruge affald fra skov og by og landbrug.

Med affald mener man så som regel det, som vores økonomi ikke direkte kan bruge som mad, foder, tømmer, papir osv. Ikke et ord om, hvordan vi skal tilgodese 'fuglen og den fattige' eller mikroorganismer, sommerfugle og hele vores mangfoldige natur, så den ikke skrumper, men tværtimod genvinder lidt af en 'gammel ret'.

I denne økologiske sammenhæng eksisterer begrebet affald ikke.

En massiv dansk eller europæisk satsning på bioethanol vil ikke blot øge presset på vores egen trængte natur. Snart vil vi via import eksportere problemerne til resten af verden, og således true både regnorme og regnskove.

Besynderligt

Selv om det ikke er nogen naturlov, så skal vi mennesker vel også have lov at være her. Jo, men med vores enorme appetit på mad, tømmer, papir, plast, osv. er det et spørgsmål, om vi har økologisk råd til også at brænde biomasse af som energiressource?

Måske, men med stor omtanke og jo mindre des bedre. I den forbindelse er det lidt besynderligt, når politikerne opstiller målsætninger om - ikke hvor meget biomasse vi højest må bruge - men om hvor meget vi mindst skal bruge fremover.

Lad os besinde os lidt og rive lettere i stedet for at skrabe bunden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her