Læsetid: 3 min.

Den reviderede 5. maj

5. maj 2003

Efterhånden fortoner sig fejringen af 5. maj. I år er det 58 år siden, Danmark blev befriet fra den tyske besættelse. Denne skribent, ikke just vårhare, er for ung til at være krigsbarn. Alligevel prægedes afkommet, af de der var voksne under besættelsen, markant af denne traumatiske periode i dansk historie. Tilværelsens værdier, opfattelsen af ret og uret blev vejet med lodder og støbt i årene 1940-45; en fælles fortælling med en national morale opstod af begivenhederne. I efterkrigsskolen fortalte gode lærere, hvorledes danskerne skulder ved skulder stod sammen mod nazisterne, at modstandsbevægelsen, mangfoldig i mandtal og tapre handlinger jvf. Montgomery havde været second to none, og at frihedskæmperne døde fortrøstningsfulde med sang på læben: »Altid frejdig hvor du går«.
Kaj Munk myrdedes skammeligt, de onde, landsforræderne, de få og feje, samfundets bærme, stikkere og tyskerpiger. Fortællingens øvrige ingredienser var: 9. april, som vi aldrig mere skulle have noget af, jødernes lykkelige redning, sabotagen, alsangen, den illegale presse og ikke mindst samarbejdspolitikken, som politikere og folk i enighed vendte ryggen august 1943.

Dette og meget mere var og er altsammen rigtigt, men ikke rigtigt rigtigt. Proportionsforskydninger og udeladte forhold fortegner stadig fortællingen. Ved studier i kilderne må den kolletive selvoplevelse af Danmarks-billedet vedføjes mindre flatterende farver. Historikerne tog fat fra en ende af, sloges med urimelige arkivbestemmelser, men udgravede lidt efter lidt detaljerne, som tilsammen satte fortællingen på hylde med 1801-15, 1848, 1864 og andre selvbedrag i dansk historie.
Historikernes virksomhed blev ikke mødt med større glæde af et taknemmeligt folk. Da Aage Trommer i 1973 korrekt reducerede jernbanesabotagens militære betydning, var han nær blevet lynchet. Mange ønskede – og ønsker for den sags skyld – ikke fortællingen korrigeret for meget. Danskerne har ikke som flere andre krigsramte lande i eftertiden foretaget det selvopgør, den ransagelse uden for historikernes snævre kreds af tilgængelige og mindre tilgængelige kendsgerninger, der ville have fået alle eller flere farver med på det nationale selvportræt. Den forskønnede kollektive fortælling om besættelsen, hvori modstandsmotivet har haft forrang frem for samarbejde og givtig handel med tyskerne, var realpolitisk forståelig at understrege, eftersom Danmarks anseelse ellers ville have været på nulpunktet. At landet optoges som anerkendt medlem i de kæmpendes kreds, var dog nøgternt vurderet også med de vestallieredes strategiske interesser for øje.
Havde London fastholdt sit oprindelige indtryk af dansk sindelag, ville det også have set sort ud. Med rette måtte man fra første færd i Whitehall opfatte Danmark som de facto tysk allieret. 12.000 danske mænd meldte sig til Waffen SS, 6.000 kom til fronten, 2.000 døde, danske arbejdere fandt med regeringens velsignelse beskæftigelse i Tyskland, og til nogen nævneværdig modstandsbevægelse hørte man først reelt tre år inde i besættelsen. Det ene med det andet. Dertil kom selve samarbejdspolitikken, hvis mytificerede ophør næsten er det mest ubærlige i fortællingen, som dyrkes med hellig iver af flommenationalisterne. Men samarbejdspolitikken blev ikke opgivet i ’43. Den fortsattes blot med andre midler. Departementscheferne førte arbejdet videre med politikerne som aktive rådgivere i kulissen. Man kan roligt sige, at den danske politiske forvaltning under tysk herredømme gik med seler og livrem og med det flersigtede mål efter de tyske nederlag ved fronterne at imødekomme både en ændret holdning i befolkningen, Frihedsrådets krav om afvisning af voldsmagtens betingelser og at demonstrere over for de allierede, at danskerne nu mente bussiness, samt at bugsere landet så uskadt som muligt gennem de sidste krigsår.

Det sidste havde været det overordnede sigte hele tiden, som også sikkerhedspolitikken i overensstemmelse med befolkningsflertallet var lagt til rette af P. Munch og Stauning. Modstandskampen kunne ikke være tænkelig uden samarbejdspolitikken – uden havde tyskerne kvast landet. Samarbejdspolitikken kunne ikke have foregået uden modstandskampen – uden havde de allierede opfattet Danmark som rent tysk lydland. Dette pragmatiske mix var med andre ord lykkeligt for nationen. Det betød, at Danmark høstede det maksimale udbytte af en politisk situation, hvor mørk denne end tegnede sig. Skæbnen var, godt hjulpet på gled, landet gunstig. Nogen udpræget ideal fordring indfriedes ikke, kan man mene, men død og ødelæggelse minimeredes og betød i efterkrigstiden et forspring for Danmark. På dette grundlag bør fællesfortællingen tage sit udgangspunkt uden selvbedragets retouche.

mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her