Læsetid: 7 min.

Revisionistisk overkill

Der kan være mange gode grunde til at nuancere grundfortællingen om besættelsestiden, men at lade taberne spille alle hovedrollerne i besættelsestidshistorien leder lige lukt ind i, at private donorer en skønne dag vil have lov til at sætte et monument over de 6.000 danske, som lod sig indrullere i det tyske Waffen-SS
3. maj 2005

Statsminister Anders Fogh Rasmussen kommer; det samme gør USA's præsident Bush; ja, stats- og regeringschefer fra nær og fjern strømmer til Moskva, når Ruslands præsident Putin den 9. maj 2005 er vært ved fejringen af 60-året for VE-dag, som markerede den officielle afslutning på Anden Verdenskrig i Europa. VE for Victory Europe til forskel fra VJ, Victory Japan, der fejres den 15. august.

Enkelte mislyde er der dog. Fra værtens side er VE-arrangementet ikke mindst tænkt som en hyldest til Den røde Hær for dens heroiske indsats under det, der i Rusland betegnes Den store Fædrelandskrig. Derfor reagerede f.eks. Letlands præsident Vaira Vike-Freiberga instinktivt ved at sende Putins indbydelse i nærmeste papirkurv. Den var, erklærede hun i efteråret 2004, en "provokation" - hvad fornøjelse kunne der være for de baltiske lande i at rejse til Moskva for at fejre, at de for 60 år siden blev besat af russerne? Holdningen blev bakket op af 100 medlemmer af Europa-Parlamentet, der i et åbent brev karakteriserede jubilæumsfesten i Moskva som et "propagandanummer" med det formål at blåstemple "den sovjetiske besættelse og den totalitære kommunismes forbrydelser".

I modsætning til Estlands præsident Arnold Ruutel og det litauiske statsoverhovede Valdas Adamkus er Vike-Freiberga imidlertid kommet på bedre tanker. Trods alle forbehold agter den lettiske præsident alligevel at repræsentere sit land personligt for "at strække venskabets hånd" frem mod Rusland, som hun udtrykte det i marts i år. Årsagen til Vike-Freibergas stemningsomslag skal utvivlsomt søges i aktuelle realpolitiske hensyn. Der er ingen grund til at tro, at hun pludselig har fået et mildere syn på Sovjetunionens rolle i Letlands nyere historie. Forestillingen om Den røde Hær som befrieren må da også være svær at sluge for de baltiske lande. For 'befrielsen' i maj 1945 markerede for Estland, Letland og Litauen starten på et halvt århundrede under Moskva-kommunismens åg, og det vel at mærke efter seks års blodig konflikt, hvor de stridende parter var tromlet hen over Baltikum i begge retninger. Intet under, at befolkningen i de tre lande havde svært ved at vælge side - navnlig den 'rigtige' side - og at betydningen af begreber som besættelse og befrielse efterhånden fortabte sig i krigens tåge.

Tre besættelser

Rutcheturen startede med den såkaldte Ribbentrop-Molotov-Pagt, ikke-angrebspagten mellem Hitlers Tyskland og Stalins Sovjetunion fra august 1939, som i en hemmelig tillægsprotokol gjorde bl.a. de baltiske lande til sovjetisk interesseområde. Følgelig kunne russiske besættelsestropper i juni 1940 uhindret rykke ind regionen og udsætte Estland, Letland og Litauen for en hårdhændet sovjetisering; i titusindvis af indbyggere blev deporteret til Sibirien, og der blev indsat kommunistvenlige marionetregeringer i de tre lande, som derefter på rekordtid blev optaget i Sovjetunionen.

Det russiske jerngreb om Baltikum holdt dog kun til juni 1941, hvor Hitler trods ikke-angrebspagten med Stalin indledte en storoffensiv mod Øst. De sejrrige tyske tropper blev modtaget som befriere af befolkningsflertallet i de baltiske lande. Mange meldte sig frivilligt til Waffen-SS; kommunistiske 'kollaboratører' blev forfulgt og brutalt nedslagtet, og navnlig i Letland og Litauen tog denne udrensning desuden form af en systematisk jødeudryddelse under påskud af, at jøderne havde samarbejdet med den russiske besættelsesmagt.

Så - i 1944 - vendte krigslykken også i Baltikum. Det kom til hårde kampe mellem den tyske Værnemagt og Den røde Hær, som begge i stor stil tvangsudskrev lokalbefolkningen til krigstjeneste. De baltiske landes egne militære enheder valgte selv at gøre fælles sag med tyskerne i kampen mod de forhadte russerne, men samtidig fik sovjetstyrkerne hjælp fra partisangrupper, som gerne så kommunisterne tilbage ved magten.

Det kom de - og nye blodige udrensninger fulgte, nu rettet mod de baltere, som havde samarbejdet med tyskerne. Modstandere af sovjetregimet blev massedeporteret til gulag'er i Sibirien, og selv om antikommunistiske grupper helt frem til starten af 1950'erne førte en forbitret guerillakrig mod russerne i de baltiske skovområder, blev Estland, Letland og Litauen ubønhørligt tvunget tilbage i Sovjetblokken.

Estisk selvstændighed

De baltiske lande genvandt deres selvstændighed efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Men de har langt fra nået at fordøje den overordentligt tvetydige arv efter krigen. For Estlands vedkommende kom det tydeligt til udtryk sidst i august 2004, hvor flere tusinde tilskuere på kirkegården i den lille by Lihula overværede indvielsen af et monument til ære for de estere, som havde kæmpet "for Estlands selvstændighed 1940-44". Monumentet var betalt af estiske krigsveteraner og forestillede en soldat fra den 20. estiske SS-division i fuld naziuniform - en meget dårlig ide, mente regeringen i Tallinn, på hvis ordre statuen blev nedrevet godt en uge senere. Det skete under en natlig aktion, hvor det kom til voldsomme sammenstød mellem stenkastende demonstranter og bevæbnet uropoliti. Også i offentligheden skabte affæren stort postyr. For hvordan forholdt det sig egentlig med de 70.000 estere, som havde kæmpet i Waffen-SS? Var de nu skurke eller helte?

Danske forhold

Ret beset kan man næppe fortænke præsident Arnold Ruutel i at mene, at krigsafslutningen for Estlands vedkommende nok bedst lader sig fejre på hjemmebane. Men tilsvarende betænkeligheder ser ikke ud til at have plaget Anders Fogh Rasmussen. Og hvorfor skulle de også det? Danmark 1940-45 kan ikke uden videre sammenlignes med de baltiske lande. Det var trods alt kun Bornholm, der oplevede befrielsen i en bomberegn fra russiske fly og efterfølgende holdtes besat af Den røde Hær indtil april 1946. Resten af landet fik friheden leveret til tiden og kunne med oprejst pande tage imod general Montgomery med konfetti og blafrende dannebrogsflag i de glade majdage 1945. Med anerkendelsen som allieret nation kunne ingen beskylde Danmark for at have været på det forkerte hold.

Hvad Danmark ikke var, kan Danmark på den anden side nå at blive endnu. Der var engang, hvor befrielsesdagen blev holdt i hu med andagt. Nationen havde gennemlevet en mørk og kold tid. Der var helte, man skulle mindes; kranse, der skulle lægges. Men 1950'ernes sabotørerindringer og mindebøger om henrettede modstandsfolk er for længst bragt på depot. I måneden op til 60-årsdagen for befrielsen har de elektroniske og trykte medier kappedes om at bidrage til den omfortolkning af Danmarks rolle i årene 1940-45, der har kendetegnet historieforskningen og historieskrivningen de seneste år.

F.eks. er den højt berømmede redning af de 7.000 danske jøder i 1943 ikke alene blevet reduceret fra idealistisk og nationalsolidarisk heltedåd til et spørgsmål om, hvad en billet til Sverige egentlig kostede - den overskygges i denne tid ganske af historien om nidkære, måske ligefrem antisemitiske, danske bureaukraters udlevering af mindst 19 jøder til den visse død i Tyskland. Der er sat kraftig fokus på de danske kvinder, som i tusindtal bogstavelig talt tog imod fjenden med åbne arme. Danske torturbødler holdes op mod lyset med spørgsmålet: Kunne det ske for os igen? Overlæge Kirsten Lylloff skaber avisoverskrifter som "Rystende nyt til efterkrigstidshistorien" med sin ph.d.-afhandling om de danske myndigheders behandling af ca. 10.000 tyske flygtningebørn. De 'ægte' stikkerlikvideringer bliver stadig sværere at skelne fra rovmord og selvbestaltede hævndrab. Og ikke mindst er der blevet gravet i det økonomiske samarbejde mellem Danmark og Tyskland.

Det er således nu slået fast med syvtommersøm, at en meget stor del af befolkningen var flittigt beskæftiget med at brødføde eller servicere den tyske krigsmaskine, og at utallige danskere bidrog direkte til den tyske krigsindsats: 100.000 byggede tyske fæstningsanlæg langs den jyske vestkyst, andre 100.000 arbejdede i selve Det Tredje Rige - og 6.000 kæmpede på Østfronten i tysk uniform. Af dem døde 2.000, 700 endte i russisk fangelejr og 400 blev meldt savnet. Alt i alt døde der derfor flere danskere i kamp for tyskerne end i kampen mod dem.

Foghs bandbulle

Alt dette er efterhånden blevet til en veritabel skulpturpark af mindesmærker over de danskes vanærende dåd under besættelsen. Og når Anders Fog Rasmussen i sit skarpe indlæg den 29. august 2003 henlagde nutidens kampe til fortidens slagmarker og betegnede det som "stærkt forkasteligt, at den politiske elite i den grad førte ikke blot neutralitets-, men aktiv tilpasningspolitik" efter Tysklands besættelse af Danmark den 9. april 1940, var statsministeren i smuk overensstemmelse med førende faghistorikere.

Der kan være mange gode grunde til at nuancere grundfortællingen om besættelsestiden, men at lade taberne spille alle hovedrollerne i besættelsestidshistorien: som tyskerpige, tysklandsarbejder, østfrontsfrivillig eller som krigens grådige købmand leder lige lukt ind i, at private donorer en skønne dag vil have lov til at sætte et monument over de 6.000 danske, som lod sig indrullere i det tyske Waffen-SS - apropos statuen i Lihula. Et oplagt sted ville i øvrigt være 2. redan på det gamle militærområde, der i dag er fristaden Christiania, og hvor 30 af retsopgørets dødsdomme blev eksekveret mellem 1945 og 1950. Sikke en skamstøtte, det kunne blive, over hele dette revisionistiske overkill.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu