Læsetid: 10 min.

Revolutionær er mit navn

26. august 2006

Krigen vendte alting i Libanon på hovedet. Lysraketterne fra de israelske flyvere gjorde nattemørket til dagslys, og angrebene om sommeren gjorde ferien til flugt. Og selv, når man var i sikkerhed, kunne krigen dukke op igen. Det skete for Thaera Badran efter otte år i Danmark.

"Det første var, at jeg opdagede, at jeg ikke kunne arbejde med syge og døende mennesker. Det tog al min energi. Og jeg begyndte at se nogle ting i det danske samfund, som jeg var meget kritisk overfor. Jeg opdagede, at det var helt normalt at se forældre eller gamle mennesker ligge på hospitalet alene og dø alene, og det var et chok for mig. Og fordi jeg ikke kunne lide uddannelsen, havde jeg ligesom ikke overskud til at klare det. Og så begyndte jeg i den tid at få mareridt."

Thaera var som statsløs palæstinenser ikke mere hjemløs i Danmark end i det Libanon, hun var flygtet fra. Alligevel besluttede hun sig for 11 år siden for at vende tilbage til de flygtningelejre, Libanons borgerkrig i sin tid havde drevet hende væk fra.

"Der var ikke ét år, hvor jeg gik i skole hele året; vi blev altid afbrudt af nogle nye angreb," fortæller hun om sin barndom i Beirut. "Det var altid om sommeren, kampene gik i gang, Så jeg hadede sommeren."

Der er ikke noget unormalt i, at Thaera blev født i Burj Al Barajneh, en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon. Det er titusindvis af børn blevet, siden palæstinenserne blev fordrevet i 1948. I dag sidder palæstinensiske flygtninge i hundredetusinder rundt omkring i lejrene og venter på en dag at kunne vende tilbage til deres, deres forældres eller deres bedsteforældres hjemland. Thaera blev født ind i en familie, som elsker musik, elsker at diskutere politik, og som lever og ånder for deres palæstinensiske identitet.

"Jeg blev født i den tid, hvor fedayeen, de palæstinensiske krigere, kæmpede mod israelerne. Dem beundrede min mor meget, hun tror på, at vi skal kæmpe for vores ret til at vende hjem til Palæstina. Derfor kaldte hun mig Thaera, som betyder 'revolutionær'. Som sin hyldest til kampen," fortæller Thaera, hvis far døde et par år efter, at hun blev født.

Ramt af krigen

Men det varede ikke længe, før Thaera og hendes familie så deres liv rykket op med rode af en krig udkæmpet om alt muligt andet end hjemkomsten til Palæstina. Under den israelske invasion af Beirut i 1982 blev deres hus bombet, så de måtte flytte ud af lejren. Et par uger senere var børnene og deres mor i gang med at sætte en lejlighed i stand i kvarteret ved Beiruts stadion ved siden af flygtningelejrene Sabra og Shatila, da der lød uro fra gaderne. Thaera, som var 12 år, kan huske, hvordan de israelske soldater sad rundt om ejendommen og holdt vagt, og familien blev bekymret.

" Min bror var ikke hjemme, og vi kunne ikke finde ud af, om vi skulle flygte eller finde ham. Vi prøvede at gå hen på et plejehjem i nærheden, for der tænkte vi, at de ikke ville angribe. Men på plejehjemmet hørte vi først nogle gravkøer og trucks komme, og skyderier. Så begyndte nogle mennesker at tale om, at der var en massakre i gang, og der kom en kvinde og sagde: 'De har slagtet min familie.' Sabra var kun et par meter væk, og vi kunne se de israelske tanks omringe lejren. Nogle sagde, at man skulle gå tilbage med hvide flag til stadion og overgive sig til israelerne, så ville der ikke ske noget. Men vi besluttede at gå et andet sted hen. Næste dag fik vi at vide, at dem, der havde søgt tilflugt på stadion, var blevet myrdet."

Den dag, to uger efter at PLO under FN's overvågning havde forladt deres baser i Libanon, myrdede libanesiske falangist-militser under israelsk beskyttelse 1.000-2.000 beboere i Sabra og Shatila. Og selv om hun selv havde været så tæt på, var det først, da aviserne begyndte at skrive om massakren i lejrene, Thaera begyndte at tro på, at det altsammen virkelig var sket. "Massakre er sådan et stort ord. Det er noget man læser om i historiebøger, ikke noget man selv oplever," siger hun.

En ny, ren virkelighed

Det år mistede Thaera en bror i krigen. Alligevel blev familien i Libanon og forsøgte at få en hverdag til at hænge sammen. Men i 1986 besluttede Thaeras mor, at det ikke nyttede noget, at skolegangen hele tiden blev afbrudt af krigen. Børnene måtte have en uddannelse. Derfor flygtede familien til Danmark, hvor de havde fået at vide, at det var let at få asyl. Det var det også. Efter to måneder i Sandholm havnede de i Hadsund i en virkelighed næsten uden fællestræk med den, de havde forladt.

"Det var sjovt," siger Thaera og griner ved mindet. "Jeg kom i 10. klasse med det samme, midt i skoleåret, selv om jeg kun kunne et par sætninger på dansk. Min familie mente, at det var den bedste måde at lære på. Danmark var grønt og rent og fladt, og alle danskerne så ens ud: blonde og smilende. Det var heldigt at være flygtning dengang. I Hadsund lavede de masser af integrationsaktiviteter for os, der var sangaftner og billiard og klubber, hvor danskere og flygtninge mødtes. Jeg kan huske, vi holdt et rigtigt palæstinensisk bryllup i centeret, hvor alle danskerne kom. Vi følte os meget velkomne. Vi så anderledes ud, men det var ikke negativt, bare spændende. At være mørkhåret i Danmark dengang var lidt ligesom, det er at være blond i Libanon: noget positivt!" Thaera kom på HF i Viby og elskede at gå i skole. Og hendes store søskende gik på VUC, startede på uddannelser og arbejdede.

I dag er begge hendes søstre læger, og hendes bror går på musikkonservatoriet i Århus. På billederne af familien går moderen med slør, men ikke Thaera og hendes søstre. Det har moderen aldrig blandet sig i. "Vi er palæstinensere, traditionelle palæstinensere. Sådan kan du betragte os. Vi er ikke religiøse, men vi er heller ikke hedninge. Vi holder på traditionerne, men uden at være religiøse. Det er selve mentaliteten."

Uden selv at have lært at læse eller skrive har Thaeras mor opdraget sine børn til at læse aviser, lære historie, diskutere politik og uddanne sig. Selv om hun har været alene med seks børn, har alle de overlevende søskende fået en højere uddannelse. "I hendes tid kom pigerne ikke i skole. Men min mor følger med i alt uden at kunne læse. Hun ved alt om historie, og hun følger med i politik over hele verden. Palæstinensere har en tradition for, at man skal have den bedste uddannelse for at kunne være et godt menneske og blive stærk i samfundet. Som en slags våben. Nu går det lidt tilbage, fordi det er så svært for mange at få et job," siger Thaera.

Krigen dukkede op

Hos hende var der ingen tvivl om, at hun skulle have en uddannelse. Men da Thaera startede på sygeplejeskolen efter at have arbejdet et år som pædagogmedhjælper, begyndte hun at komme i tvivl om, hvor hun hørte til. Samtidig begyndte hun at få mareridt om faldende bomber og om at blive forfulgt.

Thaera tænkte, at mareridtene måtte skyldes, at hun ikke havde det godt med sin uddannelse. Hun tog orlov for at tænke over tingene.

"Jeg var blevet sendt hjem fra arbejde to gange, fordi jeg ikke kunne se døde mennesker, men jeg havde slet ikke vidst, at jeg var den type. Da jeg så begyndte at snakke med andre fra Libanon, som havde de samme mareridt, gik det op for mig, at de skyldtes krigen dengang. Jeg kom tilbage på skolen efter seks måneder, men min familie kunne se, at jeg ikke var glad længere, så de støttede, at jeg holdt op. Det var på den tid, jeg begyndte at føle mig splittet. Det begyndte at genere mig, at jeg levede i to kulturer på én gang."

Så Thaera flyttede til Beirut. "Jeg tænkte, jeg må hellere tage til Libanon og være én i stedet for to. For dansker kan jeg ikke være. Og selv om Libanon heller ikke er mit land, er det tættere på, og der er flere, der er ligesom mig. I Libanon kunne jeg også gøre noget for mit folk ved at arbejde i flygtningelejrene."

Livet i lejrene

Og der sidder hun så i dag. Bortset fra at hun lige nu sidder i Danmark. Det skulle bare have været en sommerferie hos familien i Århus, men Thaeras besøg er blevet ufrivilligt forlænget. Israelernes bombardementer har stort set tømt den sydlibanesiske by Tyros, som hun bor i, og alt er gået i stå.

Det kribler i hende efter at vende tilbage, hvis hun kan finde en humanitær organisation, der vil tage hende med, men det liv, hun har levet i flygtningelejrene indtil nu, vil hun ikke kunne finde meget af nu. Normalt underviser hun 7. klasse-piger i engelsk i UNRWA-skolen Al-Qadesieh Elementary Girls School i flygtningelejren Raschediye. Men nu er skolen fyldt med libanesiske flygtninge, der ikke aner, hvornår de igen vil kunne vende hjem.

Fredag og søndag, når skolen er lukket, plejer Thaera at tage ind til Beirut, hvor hun laver frivilligt arbejde i ungdomsklubben Palestinian Youth Center i Shatila-lejren. "Vi hjælper eleverne med deres lektier og laver andre aktiviteter: dans - især palæstinensisk folkedans, film, computerkurser, musik og teater. Fordi jeg har boet i Danmark er mit ansvar at prøve at skabe kontakt til udlandet for at skaffe nogle penge til os, det har vi ikke været så dygtige til indtil nu."

En typisk palæstinensisk flygtningelejr er et stenlandskab af ekstremt tæt bebyggelse og et mylder af liv. Shatila fylder for eksempel én kvadratkilometer og huser 14.000 mennesker. Der er ikke ret meget plads til at lege.

"Der er store forskelle mellem palæstinensiske og danske børns liv," forklarer Thaera. "For det første er det at være palæstinensisk i sig selv et stort problem, fordi de er fjernet fra deres rødder; de bor ikke i deres hjemland, og det bliver de mindet om hver dag på mange forskellige måder. For det andet er det at bo i flygtningelejrene en isolation i sig selv. De palæstinensiske børn har ikke rigtigt adgang til noget sjovt. Hobby eller sport eller nogen, der hjælper dem med det, de er dygtige til. Vi kan kun give dem en meget ydmyg hjælp."

"Og så er der det følelsesmæssige. I Libanon diskriminerer hele systemet palæstinenserne. Ikke så meget i det små som i det store. Selv om flertallet af dem efterhånden er født i landet, har de ikke de samme rettigheder som libaneserne. De må ikke arbejde i statsapparatet, de må ikke stemme, der er en række job, de ikke må have: læge, arkitekt, advokat... Så børnene vokser op og ved, at det måske ikke rigtigt kan svare sig at få en uddannelse - og at de er anderledes. De er flygtninge, hvor end de går. Det er som om, vi palæstinensere er på vandring, indtil vi kan vende hjem."

Krigen samler Libanon

Deciderede bombardementer har Libanons flygtningelejre, der huser 200.000 af landets 400.000 palæstinensere, været relativt forskånet for. Men Raschediye har været ramt et par gange. "Min fætter joker med, at de palæstinensiske flygtningelejre er israelernes dessert. Det er sort humor, men det er fordi, vi er vant til at blive involveret før eller siden," griner Thaera. Hun er imponerede over libaneserne. "De er normalt så fragmenterede, men for tiden udviser de et større sammenhold end nogensinde . Jeg er faktisk virkelig imponeret af dem, for deres sammenhold og modstand."

Skal man forstå, hvorfor mange både libanesere og palæstinensere bakker op om Hizbollah, skal man ifølge hende ikke kigge så meget efter religionen: "Flere og flere libanesere støtter Hizbollah, fordi de kan se, at det er alle libanesere, der bliver ramt. Så nu er fjenden israelerne - ikke en anden fraktion eller religion eller palæstinenserne. Der har aldrig været så meget enighed som nu. Det kunne lige så godt have været nogle andre end Hizbollah, folk støttede, for det, de støtter, er modstanden. I 70'erne var det kommunisterne, som skabte modstanden, i dag er det Hizbollah. Og de får respekt, fordi de gør det, de siger."

"Det er også en af grundene til, at palæstinenserne er begyndt at støtte Hamas. De har prøvet Fatah, og de har prøvet fredsprocessen, og ingen af tingene virkede. Der kom meget korruption, og de fik det kun værre. De har mistet tilliden, og nu tænker de, at det vil kræve modstand at få deres rettigheder og værdier tilbage: få løsladt de palæstinensiske fanger, få Palæstina igen og få Jerusalem som hovedstad. Jeg synes, modstanden har sejret over arrogancen hos stormagterne. Palæstinensernes drøm skal nok blive opfyldt en dag."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her