Læsetid: 5 min.

Revolutionsleder i striktrøje

Bolivias nye venstrepopulistiske præsident Evo Morales har nationaliseret hele energisektoren. Sydamerikas pt. mest karismatiske revolutionær vækker store forhåbninger i sit folk - og stor vrede hos sit lands udenlanske investorer
20. maj 2006

Det var takket være en af Sydamerikas store revolutionære skikkelser, Che Guevara, at den ydmyge alpehue vandt status som hovedbeklædningens særlige symbol på romantisk oprørskhed. Nu kan stribede alapakagarn-striktrøjer - den foretrukne klædedragt for Sydamerikas nyeste revolutionære, Bolivias pæræsident Evo Morales - måske opnå lignende signalværdi.

Efter at have sejret ved Bolivias præsidentvalg i december 2005, brugte den 46-årige aymara-stammeleder tiden før indsættelsesceremonien til at drage på diplomatisk nonstop-tur iført sin farverige pullover og posere for fotografer i Venezuela, Cuba, Frankrig, Kina, Spanien og Sydafrika. Med tanke på den enorme opmærksomhed fra de internationale mediers side kunne man have ham mistænkt for at have mange aktier i striktrøjefabrikker - men så skulle man da også være helt uvidende om hans politik.

Morales har engang karakteriseret kapitalismen som "menneskehedens værste fjende". Og som om det ikke var nok til at fremkalde nervøse trækninger i Washington og andre steder, har Morales - lederen af Bolivias Bevægelse For Socialisme (MAS) - ladet sine ord følge op af opsigtsvækkende handlinger.

På den 1. maj - arbejderklassens internationale kampdage og 100 dage efter at være taget i ed som sit sit lands nye præsident - meddelte Morales, at han vil renationalisere hele Bolivias energisektor og sendte tropper ud for at overtage kontrollen over 56 faciliteter tilhørende udenlandsk ejede gas- og olieselskaber. Vakte dette skridt internationalt opstandelse, så var det ganske overordentlig populært i det hjemlige bagland og udløste ligefrem folkefest i gaderne i Bolivias hovedstad, La Paz.

Bolivia har Sydamerikas næststørste naturgasreserver, men er forblevet kontinentets fattigste nation, hvilket er grunden til, at ejerskab til dets naturressourcer har været det dominerende tema i boliviansk politik over de senere år, og baggrunden for 'gaskrigen' i 2003, hvor 60 demonstranter blev dræbt.

Brasilien er afhængig

I henhold til Morales 1. maj-dekret har alle udenlandske firmaer, der opererer i Bolivia, 180 dage til at forhandle nye kontrakter, ifølge hvilke al deres fremtidige salg skal kanaliseres igennem Bolivias statsejede energiselskab, YPFB. Nægter de dette, må de forlade landet.

Brasiliens statsejede firma Petrobras, hvorigennem Brasilien importerer 55 procent af sin gas, er blandt de virksomheder, der har måttet se bolivianske tanks køre op på plænerne foran deres lokale hovedsæde, og har reageret ved at suspendere alle fremtidige investeringer i Bolivia.

Det spansk-argentinske selskab Repsol - ved siden af Petrobras den største udenlandske investor i Bolivia - har lobbyet ihærdigt for at få den spanske regering til at sende en delegation til La Paz. British Gas og BP, der også har store interesser i Bolivia, har ligeledes udtrykt "dyb bekymring". Og Morales er blevet anmodet om at mødes med præsidenterne i Brasilien, Argentina og Venezuela, der dog ikke alle er lige modvillige over for Morales' håndfaste politik.

En brådsø af venstrenationalistisk populisme er skyllet hen over Sydamerika - den såkaldt 'lyserøde bølge' - og Morales er blot den seneste og mest karismatiske af dens surfere.

Manden i striktrøjen blev født den 26. oktober 1959 af fortvivlende fattige og analfabetiske forældre i en bjerglandsby. Af familiens syv børn overlevede kun Evo og to andre deres første år. Morals' arbejdede som lamahyrde, kokabonde og siden aktivist i kokabøndernes fagforening i Bolivias Chapare-region (han er stadig formand for kokabøndernes nationale fagforbund).

I 1997 blev han valgt ind i kongressen. I januar 2002 forsøgte hans rivaler at fjerne ham, men deres beskyldninger imod ham - at han var skyld i soldaters og politifolks død i forbindelse med kokabønders protestaktioner imod amerikansk støttede planer om at ødelægge deres afgrøder - stoppede ham ikke.

Morales stillede op til præsidentvalget fem måneder senere og kom ind på en andenplads. Hans stærke tilslutning blev i vidt omfang tilskrevet en udtalelse fra den daværende amerikanske bassadør, Manuel Rocha, om at USA ville afbryde al sin bistand til Bolivia, hvis det vovede at vælge en mand som Morales.

Han er et populistisk geni. Hver en replik, hver en beslutning fra ham synes at fremhæve hans ydmyge rødder, rustikke ærlighed og lidenskab for sit land.

Morales er, som han aldrig bliver træt af at understrege, den første fra landets indfødte flertalsbefolkning til at lede Bolivia, siden området blev erobret af Spanien i 1538. Han opfattes som fuldkommen ubestikkelig (noget uhørt nyt i boliviansk politik) og ufravigelig dedikeret til sin sag (han har siddet i fængsel tre gange).

Straks han overtog sit embede, halverede Morals præsidentens løn og erklærede, at han ville bruge det sparede til at hyre en række privatlærere. Ugift, gjorde han sin storesøster, en butiksbestyrer, til førstedame. Han spiller desuden på trompet.

Morales fortsætter med at støtte kokabøndernes sag. Koka - den plante, hvorudaf kokain raffineres, spiller en stor rolle i megen traditionelle småindustri.

De tidligere regeringer, som har været ivrige efter at fastholde amerikansk hjælp, har støttet USA's koka-udryddelsesprogram, hvad der reelt har indebåret indsættelse af Bolivias hær for at undertrykke dets fattigste befolkning på en udenlandsk magts bud.

Ifølge en lov fra 1988 blev kun 12.000 hektar afsat til legal dyrkning af koka. I 2004 lykkedes det takket være Morales agitation at opnå yderligere 3.200 hektar, men præsidentens ambitioner gå endnu videre.

Koka til sæbe

Morales ønsker, at FN skal omstøde en konvention fra 1961, der erklærer koka for et illegalt narkotisk stof, således at Bolivia sættes i stand til at eksportere kokabaseret vin, shampoo og sæbe blandt andre produkter.

I marts 2006 i en gestus, der demonstrerede både kokaplantens alsidige brugsmuligheder og Morales medfødte snuhed, præsenterede hans den amerikanske udenrigsminister, Condoleeza Rice for en ukulele dekoreret med lakerede kokablade.

Der var engang, da en venstresnoet sydamerikansk præsident kunne forvente at blive mødt med et CIA-støttet statskup, voldelig død og rosenrødt martyrium. Men tiderne har ændret sig. Morales' store folkelige popularitet repræsenterer en kilde til mulig stabilitet, hvilket kun kan gavne Bolivia, hvis regeringer har en gennemsnitslevetid på et år. Og måske mere afgørende kan Morales støtte sig til sine snart ganske mange venstreorienterede kolleger på kontintentet.

Disse omfatter Venezuelas Hugo Chávez, som har brugt sit lands olierigdomme på at gennemføre en ganske autoritær socialistisk dagsorden, Argentinas Nestor Kichner, som raser imod IMF, Chiles Michelle Bachelet, som blev torteret og fængslet under general Pinochet, Uruguays Tabare Vazquez, den første folkevalgte venstreorienterede præsident i dette land og Brasiliens Luiz Inacío Lula da Silva, som trods den aktuelle modvilje mod Morales, er et beslægtet gemyt med lignende fagforeningsbaggrund.

Morales spiller højt spil. De udenlanske energiselskaber har investeret op imod fire mia. dollar i hans land. Penge, som de måske nu vil tage andre steder hen.

Og skuespillet må på et eller andet tidspunkt følges op af brød til folket. Morales siger selv:

"I morgen står minerne, skov- og landbrug for tur."

Bolivia, og alle der har denne nations velfærd kær, må se til - vrede, nervøse eller frydefulde - om muntre Morales i alpaka-striktrøjen i det lange løb vil vise sig at være mere Mandela end Mugabe eller omvendt.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu