Læsetid: 4 min.

Ridder Rullesten

13. december 2003

I mandags kunne man foran en graffitibemalet gravsten på Père-Lachaise kirkegården i Paris se to ældre mænd tænde hver sit lys. Ray Manzarek og Robbie Krieger mindedes dermed ham, der gjorde dem berømte som del af The Doors – Jim Morrison ville den dag være fyldt 60 år. Han gik i sin tid for at være ret farlig: »We want the world and we want it ... now,« sang han, så imperier skælvede – bildte han sig ind.
I går kunne man på Buckingham Palace se et mere sælsomt syn. Da troppede en anden, noget mere veltrimmet 60-årig sanger op. Også han gik i sin tid for at være samfundsmoralnedbrydende. Nu skulle han have overrakt et stykke ædelmetal af Elisabeth II, indstillet til hæderen af en fan, Tony Blair. Det blev imidlertid ikke som ellers planlagt dronningen, Mick Jagger foretog knæfald for, men hendes søn, Prinsen af Wales. Mor blev nemlig i går opereret i – knæet.
Michael Philip Jagger kan nu som Knights Bachelor kalde sig ’Sir’. Gad vide, hvad de sagde til hinanden – Charles med livslang erfaring i elskerinder, og så fuldtidshedonisten, der har en narkodom, flere illegitime børn og som udgav pladen Their Satanic Majesties Request? »Nå, Jagger, ser De nogle af de gamle?« Eller måske nogle staldtips til den fem år yngre prins om hvordan man holder sig fit, trods alderen.

Allerede i 1965 lod en af Blairs forgængere, Harold Wilson, Charles’ mor hænge den lavest rangerende civile orden, MBE, på The Beatles’ reversløse jakker. At John Lennon i 1969 returnerede sin orden, er altid, også nu, blevet tolket som tegn på, at han ikke kunne købes. Tilbagesendelsen var en protest mod krigen i Biafra og den britiske støtte til USA’s krig mod Vietnam (og det forhold, at hans single »Cold Turkey« var ved at ryge ud af hitlisten), men han var også midt i en løsrivelsesproces fra rollen som beatle, og havde brug for et mediestunt. Jo, at smile ovalt er en kongelig dyd.
Den har Mick Jaggers mangeårige makker, guitaristen Keith Richards, aldrig lært sig. Jaggers udnævnelse blev allerede annonceret af hoffet i sommeren 2002, men det har ikke forhindret Richards i et par uger før selve udnævnelsen at lange ud efter ham, han lige har rejst verden rundt med på en turné, der satte nye rekorder – i hvert fald økonomisk. Til rockmagasinet Uncut fnøs
Richards: »Jeg har sagt til Mick, at det en ussel ære. Jeg vil ikke stå på en scene med nogen, der bærer en skide adelskrone og som lufter hermelinen. Det er ikke det, Stones handler om, vel?«
Mens Keith Richards har travlt med at forarges hele vejen hen til banken, er det straks vanskeligere at besvare hans spørgsmål entydigt. Man skal dog være meget erindringsoptimistisk for at tro, at Mick Jagger har været samfundsomstyrter af sind. Når det så sådan ud, var det fordi optisk bedrag og politisk opportunisme også dengang gik hånd i hånd. Jagger var i rock’en, fordi han elskede musikken, men lige så meget det, der fulgte med – pengene, berømmelse, pigerne, og så fordi rockstjernen dengang i 60’erne legemliggjorde vore håb om, hvordan fremtidens politikere skulle se ud.
Siden gik Jagger, og ikke mindst Richards, i lange perioder til i dekadent indbildskhed, Onkel Joakim tog mødommen på rocken, som blev omklamret af det samfund, den havde defineret sig selv som udstødt fra. Dermed ikke sagt, at der ikke stadig laves relevant rock, men selv mindre berømtheder end Jagger har lært nytteværdien af at arbejde med i stedet for mod markedskræfterne. Uden at en kæft gør over det. Og man kan spørge sig selv, hvorfor Mick Jagger alene skal bære på et forpligtende åg af lige dele ideologisk nostalgi og illusion? Han gjorde for længe siden op med rollen som street fighting man. Han ville hellere nøjes med at spille i et rock & roll band. Og kun tage ansvar for sig selv.

Mick Jagger var nemlig aldrig hippie. Han gik ganske vist i stammens glasperlebestukne kluns og røg den samme sjove tobak, men solidaritet følte han kun over for Rolling Stones, og dét kun i et vist omfang. Så han kan vanskeligt beskyldes for at forråde sine egne idealer, men måske andres, for kritikken af hans accept af udnævnelsen til ridder handler lige så meget om en vægring ved at erkende, at rockkulturen er blevet opslugt af the establishment.
Ridderslaget var bare en symbolsk besegling af det, vi kunne kalde socialdemokratiseringen af rocken. Den skal partout være for alle, og for at være lige meget for alle, skal den statstøttes – den ultimative blåstempling, som så lige får et tryk 16 i form af et ridderkors eller ved at kunne sætte Sir foran sit navn. Hver eneste dag angler danske musikorganisationer jo efter et økonomisk ridderslag uden at nogen – og slet ikke dem selv – anfægter deres integritet af den grund.
Rockstjernerne blev ikke den ny tids politikere, snarere er nogle politikere de nye rockstjerner. Istedet er rockstjernerne det nye aristokrati, når de da ikke prøver at frelse verden som hattedamer. I det lys er det logisk, at Mick Jagger nu er slået til ridder. På vej ud fra dronningens gemakker kunne han sagtens have nynnet det gamle Stones-hit »Time Is On My Side«. Kritikerne kan så passende svare med en anden Stones-linje: »What a drag it is getting old ...«

tobi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her