Læsetid: 9 min.

Ridley Scott og fremtiden

Først forudsagde han en dyster, sjælløs fremtid i filmene 'Alien' og 'Blade Runner' - så åbnede han vores øjne for en ny og blødere slags mand og en hårdere type kvinde. Hvad vil Ridley Scott fortælle os, med sin nye storfilm, 'The Kingdom of Heaven', der er henlagt til korstogstidens Mellemøsten?
2. maj 2005

Den britiske filminstruktør Ridley Scott, hvis storladne korstogsepos The Kingdom of Heaven får premiere i Danmark i denne uge, er en profetisk begavelse af de sjældne. Scotts film fortæller os ikke bare noget om den verden, vi i dag lever i - de er den verden.

Ridley Scotts første storfilm, rumgyseren Alien fra 1979, er rig på dystopiske fremtidsscenarier, men den kan også anskues som en forudsigelse af reality-tv. I filmen følger vi en håndfuld mennesker, der er helt isoleret fra omverden. Deres bordmanerer er elendige, og under en stadig følelse af at være overvåget må de udkæmpe en hobbesiansk overlevelseskamp, hvor kun en person klarer sig levende igennem. Da jeg for nylig genså den, hæftede jeg mig også ved at det sfæriske rum, hvor personerne rådfører sig med rumskibets kæmpemæssige computer (der bærer navnet 'Mother'), til forveksling ligner briefingrummet i Big Brother.

Som med reality-tv syntes formålet med Alien at have været at anbringe nogle mennesker i et umenneskeligt miljø for at finde ud af, hvad menneskelighed egentlig er. Det er slående, at filmen ved et gensyn i dag ikke virker spor forældet. Måske er det, fordi Alien opfandt 1980'erne - et årti, som mange os aldrig helt er sluppet ud af.

I filmen er den narcissistiske præstationskulturs skræmmende verden, der venter hinsides 1970'erne, åbenlys tydelig. Besætningen mundhugges om aktieandele og bonuspræmier, og de indvilger kun i at undersøge et uforklarligt beepsignal fra en nærliggende planet, fordi selskabet vil fratage dem de aktieandele, de havde lovning på, hvis de nægter. Soloræs er vilkåret for hver en mand og kvinde. Samme år som det frie markeds store velynder, Margaret Thatcher, kom til magten i Storbritannien, viser den eneste overlevende fra den darwinistiske kamp på rumskibet Nostromo sig at være en hårdhudet, dominerende jernlady (dog uden håndtaske og opsat hår). Hunner er af natur mere morderiske end hanner, synes Scott at ville fortælle os.

Læg også mærke til besætningsmedlem Kane, der spilles af John Hurt, og udsættes for oral voldtægt af en ansigtsomfavnende organisme med testikelformede lunger, som gør ham gravid med det monster, der først dræber ham og dernæst begår mas-sakre på hans kolleger. Dette var umiddelbart før aids, 1980'ernes store terrorsvøbe, endnu havde fået navn.

Som aids stak symbolikken i Alien meget dybt. En af grundene til filmens store appel er, at den er så ekstraordinært freudiansk. Indgangene til alien-væsenernes rumskib er kæmpemæssige vaginaer, lugerne i ventilationsskakten er hårdt spændte metalringmuskler. Hertil kommer naturligvis monsteret selv med dets enorme penisformede hoved og falliske tunge, der drypper af gennemsigtig væske, som den udgyder over sine ofre, før den penetrerer dem.

Fremtiden er her nu

I årene før, han kom til filmen, arbejdede Scott i reklamebranchen. Reklamefolk kender alt til Freud og begær, og især ved de, at begæret altid lurer på at overliste os. Reklamer vil overtale os til at sige ja til begæret, for når vi gør det, siger vi også ja til reklamen, som så bruger os på sine egen søde måde. Alien giver os et indblik i, hvordan en id-verden næret af forbrugeristisk begær og konkurrencementalitet kunne se ud. Denne verden er i mellemtiden ankommet. Æggene i alien-væsenernes rumskib indeholdt dens fremtid. Eller i hvert fald fostrene af kommende deltagere i reality-tv.

Blade Runner (1982), der bygger på sciencefictionforfatteren Philip K. Dicks Drømmer androider om elektriske får?, viste os som en opfølger til Alien en kaotisk, isoleret, kold og cool overfladeverden af samme art, som den, der må have frembragt Nostromo. I denne verden af tegn er beboerne blevet til artefakter: replikanter. Vi har måske ikke flyvende biler endnu, men den globaliserede, medieskabte, sjælløse, virtuelle verden, som denne film skildrer, er den samme verden som den, vi i dag lever i.

Allerede i 1980'ernes prædigitale tidsalder var reklame og musik hurtigt ved at erstatte menneskelig hukommelse. De falske erindringer, der er implanteret i Blade Runners replikanter, er som det falske erindringsmateriale, popkulturen - og Ridley Scotts film - har indpræget i os alle. Filmens største bedrift er dens vellykkede fremmaning af ersatz-nostalgi - dens menneskelighedssimulakrum.

Vi lever nu i en verden, hvor så mange erindringer bliver fremstillet i så mange forskellige formater og medier, at vi ikke længere har plads til dem. Som i nutidens reklamer og popmusik designes film til at blive glemt, før man overhovedet et færdig med at se dem for at skaffe plads til det næste implantat.

Homoerotisk damefilm

Med filmen udfoldede Scott en så overbevisende vision af, hvordan 1980'erne ville se ud, at årtiet ikke havde yderligere brug for ham efter Blade Runner. Filmen var en succes hos kritikerne, men blev i første omgang et kommercielt flop (i dag er den med på mange lister over verdens 10 bedste film og har indspillet millioner af dollar i video- og dvd-versioner). Scotts følgende tre film, Legend (1985), Someone to Watch Over Me (1987) og Black Rain (1989) påkaldte sig ikke større opmærksomhed. Det var først med Thelma og Louise fra 1991, at han igen ramte ned i tidsånden.

Til trods for eller måske på grund af sit åbenlyst alvorlige plot - to kvinder er på flugt efter at have skudt en voldtægtsmand og indgår en selvmordspagt - er Thelma & Louise noget af en dameselskabsfilm, komplet med en spæd Chippendale i form af den unge, glatte Brad Pitt i hans første større rolle som blaffende cowboy, der giver Geena Davis en nats lidenskab og derefter flygter med Susan Sarandons livsopsparing.

I det foregående årti havde reklamer adresseret kvinder med gay soft core-pornografisk billedsprog i et forsøg på at omprogrammere dem til at udleve deres begær og betragte mænd som konsumvarer - og sammenknytte feminin frihed med forbrugsudfoldelse.

Så meget desto mere passende er det, at Thelma & Louise tager form af en ironisk remake af den berygtede homoerotiske genre, the buddy movie. Pitt optræder som en tidlig forløber for det maskulinitetssimulakrum, som nu er blevet dominerende, som den indsmigrende replikant, vi i dag kender som den metroseksuelle mand.

Med Thelma & Louise lykkedes det for Scott at slå tonen an for 1990'erne, men endnu engang kom en stor succes til at spærre for originale ideer i de følgende film. Scotts øvrige 90'er-film Erobring af Paradis (1982), White Squall (1996) og GI Jane (1997) affødte blandede reaktioner. GI Jane (titelrollen spillet af Demi Moore) er hi-storien om en kvinde, som forsøger at gennemføre et helvedesagtigt strabadserende militæruddannelseprogram, som ellers er forbeholdt mandlige elitesoldater.

Det er ikke så meget en feministfilm som endnu et eksempel på Scotts nietzscheanske tendenser, dvs. på viljen til magt. Den sadistiske kommandant spørger ved afslutningen af hver ny torturøvelse: "Er du klar til næste evolutionsfase?"

Det var publikum kun i begrænset grad.

Det mest mindeværdige øjeblik i filmen er der, hvor Demi siger "slik min pik" til officeren, som har truet med at voldtage hende - en selvbevidst reference til Thelma & Louise, hvor voldtægtsmandens udtalelse af denne replik resulterer i, at Louise skyder ham. Men på dette tidspunkt, troede biografpublikummet sikkert, at Scott citerede Madonna.

Tilbage til mandeværdier

Måske var det floppet med GI Jane, der overbeviste Scott om, at publikum efter tre årtiers uafbrudte forandringer, nu var rede til at lade sig opfylde af nostalgi. Måske var han selv, der nu er i 60'erne, blevet træt af de kulturelle omvæltninger, han havde været med til at frembringe.

Hvorom alting er, blev Gladiator (2000) Scotts første succes siden Thelma & Louise og det første sværd-og-sandal-epos i næsten 40 år (der skulle få mange efterfølgere, hvoraf ingen dog opnåede en tilsvarende succes hos kritikere og publikum).

Den forekom at forkaste den fagre nye androgyne verden og vende tilbage til mere beroligende velkendte mandeværdier. Som den ædle, selvopopfrende Maximus' (Russell Crowe) vision om at blive genforenet med sin familie, da han ligger døende i Colosseum, er Gladiator en maskulinitetsdrøm, der vil tilbyde os det, som kapitalismen har fremmedgjort os for. Dens verden er spektakulær og troværdig i sin detaljeringsgrad, men alligevel føles filmen som et af de falske erindringsimplantater fra Blade Runner.

Maximus' nemesis, kejser Commodus (spilelt af Joa-quin Phoenix), er selvisk, umandig, pervers, poserende - med andre ord repræsentativ for den moderne verden. Om det var bevidst eller ej leverede Gladiator den ideologisk-sentimentale palette for Bushs succesrige valgsejr i 2000 over den "fordærvede og amoralske" arv fra Clinton.

Dens berømte åbningssekvens - det frygtelige, flammende slagsekvens ("Slip helvedet løs, når jeg befaler det") synes at have foregrebet operation shock and awe, åbningssekvensen i Bushs eget blockbusterprojekt 'Operation Iraqi Freedom'.

Den tabte verden

Scott har flere gange nævnt i interview, at han seriøst overvejede at melde sig til den britiske flåde, men i stedet besluttede sig for at fuldføre sin universitetsuddannelse.

Hans næste film, Black Hawk Down fra 2001, der bygger på begivenhederne i Mogadishu i 1993, da to amerikanske helikoptere blev skudt ned og 19 amerikanske soldater dræbt i efterfølgende ildkampe, synes at være Scotts tribut til sin alternative, tabte verden af maskulint venskab og korpsånd.

Black Hawk Down er dog ikke kun Scotts tabte verden, men også vores. Kynismen er overalt. Da talen falder på civilister, som tror, at soldater er krigsliderlige, beklager en af filmens infanterister sig:

"De forstår det ikke, de begriber ikke, at det hele handler om den mand, der er ved siden af dig."

Denne broderlige kærlighed er særdeles fysisk - mere fysisk end sex. Denne pointe understreges i scenen, hvor en soldat roder rundt i sin sårede kammerats sprængte bækkenparti for at finde lårarterien i et (forgæves) forsøg på at stoppe blødningen.

Det er en rystende, brutal og bevægende film og Scotts bedste siden Blade Runner. Den heroiske realisme og næsten pornografiske udpensling af skændingen af de amerikanske soldaters lig kan have været med til at opbygge den amerikanske offentligheds moralske beredskab til krigene i Afghanistan og Irak. Ironisk med tanke på, hvad der skulle ske i Irak, angreb mange kritikere den efter premieren for bare at være et langt, chokerende, forvirrende og endeløst voldsorgie.

Måske var Scott ked af den måde, Black Hawk Down blev fortolket på. Eller måske har han kalkuleret med, at en nutidig Hollywood-film om korstogene er nødt til at skildre de vestlige storpolitiske intentioner i det bedst mulige lys. Hvad forklaringen end er, går hans nye epos, Kingdom of Heaven, så langt for at vise krig som den forfærdelige sidste udvej og for at understrege respekt over for islam og fremme tolerancen for den 'multikulturelle' verden i Middelalderens Mellemøsten, at filmen ender med at falde ud som en noget ulden affære.

Filmens patroniserende budskabsprædikener og opbyggelige plot får en til at længes efter en rigtig blodtørstig massakre. Hvad er der blevet af Scotts nietscheanske/darwinistiske tilbøjeligheder? Hvad er det sket med alienvæsenernes æg? Hvordan har vi 26 år senere kunnet end med denne politisk korrekte korstogsfilm?

Uanset hvordan publikum tager imod The Kingdom of Heaven, står det klart, at historiske heltekvad for Scott er blevet den nye science fiction og hans flugtfartøj fra de evige 80'ere. Nu, da fremtiden er ankommet og uundgåeligt har vist sig som en skuffelse, er fortiden blevet det sted, der må koloniseres. Og CGI (computerskabt billedsprog) er blevet det værktøj, som gør en sådan fiktion mulig. Scott kom ikke i militæret, men han blev alligevel en general, selv om de fleste af hans mænd er virtuelle spøgelser.

Det erindringsimplantat, han har givet os med Kingdom of Heaven, er en visuelt storslået verden og en historisk tidsmaskine, der hensætter beskueren i trance.

Den er i sidste ende dog kun et kunstprodukt, der skal sætte os i stand til at leve mere roligt i nutidens usikre verden og hjælpe os til at sove som en androide, der drømmer om elektriske får. Og selv om den var dobbelt så god, ville den stadig, i nutidens digitale Blade Runner-agtige verden, være lige så forglemmelig som alle andre de implantater, der flyder rundt her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu