LARS KOLIND er lykkelig. Det siger han selv til Politiken. Man forstår det ikke. Godt nok har Kolind - netop afgået direktør for succesfirmaet Oticon - tjent over 100 millioner kroner på sine Oticon-aktier. Og godt nok har han købt den midtjyske herregård Løndal og besluttet at investere, hvad han kalder "et stort tocifret millionbeløb" i dens istandsættelse. Men derfra og til at være lykkelig...
Sagen er, at Lars Kolind end ikke figurerer på den liste over verdens 200 rigeste, som det amerikanske pengemagasin Forbes netop har offentliggjort, og som nu går alverdens medier rundt som en historie om fremgang og succes. Kolind må lide den tort at se hele to andre danske forretningsmænd optræde på denne succesliste. Det er skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller samt LEGO's koncerndirektør Kjeld Kirk Christiansen De to har, ifølge Forbes, personlige formuer på henholdsvis 2,4 og 2,3 milliarder dollar.
Men selv det er næppe nok til at skabe lykke. For Møller og Christiansen må for deres vedkommende se sig passeret på listen af hele 137 andre milliardærer. Rigtig lykkelig er nok kun én. Nummer ét på listen. Ham, der er registreret for en personlig formue på 51 milliarder dollar - nok til lige at købe 16 Storebæltsbroer. Ham, der sidste år øgede sin værdi med 5,8 millioner dollar om dagen. Ham, der er 43 år og som, hvis han bliver 83, skal forbruge 100.000 kroner i timen resten af livet, hvis han vil nå at bruge det hele.
Den lykkelige mand er naturligvis Bill Gates. Microsoft-grundlæggeren, der forresten lige har erhvervet sig det berømte britiske landsted Cliveden for næsten en halv milliard kroner.
SÅ MEGEN sarkasme om de riges hitliste. Dyrkelsen af rigdom som vejen til lykke fylder i disse år så aldeles rigeligt i medierne, at man godt kunne ønske sig lidt afveksling. Herunder lidt alternativer til de allestedsnærværende quiz- og casino-programmer, hvor sledsk smilende mænd i guldlamé-jakker deler penge ud i en lind strøm for at holde illusionen om et liv som Kolinds eller Gates' - i live.
Hvad med i stedet at udsende en Forbes-hitliste over de 200 fattigste? Ikke de alment nødlidende som f.eks. de danske folketingsmedlemmer, der kun tjener 360.000 kr. om året i folketingsløn og derfor nu overvejer at bevilge sig selv lønforhøjelse til knap en halv mio. Måske ikke engang de 57 mio. europæiske medborgere, som ifølge EU må kategoriseres som fattige. De er nemlig kun 'relativt fattige' i den definitoriske forstand, at de har en indkomst, der er under halvdelen af den nationale gennemsnitsindkomst. En stor del af dem har en åbenlyst utålelig tilværelse. Men kvalificere sig til listen over denne verdens fattigste gør nok de færreste EU-borgere.
For at finde dem må man ud blandt de 1,3 milliarder medmennesker, som ifølge FN's udviklingsprogram UNDP er tvunget til at leve for under én dollar om dagen. De fleste af disse virkeligt fattige lever i Sydasien, hvor 'krisens rensende effekt' nu ikke bare luger ud blandt kapitalismens værste vildskud - uduelige bankdirektører og sådan - men også blandt de i forvejen eksistenstruede arbejds- og jordløse. Her skulle man kunne finde kandidater nok til de fattigstes top 200. Og skulle det alligevel ikke være nok, kan man søge til Afrika, til lande som Rwanda, hvor bruttonationaproduktet pr. person er ca. 350 dollar om året.
NÅET HERTIL i teksten vil De, kære læser, sikkert trække på skuldrene og sige: "Det ved vi jo altsammen." Og svaret er tilsvarende enkelt: Ja, præcis. Det er netop problemet. Og pointen: Det forhold, at der på denne klode bliver stadig flere stadigt mere stenrige mennesker (lille Danmark har nu over 1.000 familier med en formue på over 20 mio. kr.) samtidig med, at de virkeligt fattige får det stadig mere utåleligt - dét forhold er de fleste i stand til at immunisere sig over for. I en sådan grad, at Røde Kors onsdag måtte melde om en nedgang på 17 procent i de rige landes u-landsbistand siden 1992. Mens Folkekirkens Nødhjælp annoncerede fyringer på grund af et fald i indsamlingerne på 10 procent det seneste år.
Hvad det hele handler om er at have - eller genvinde - skam i livet. I en tid, hvor individuel vinding er succeskriterie nummer ét, er udfordringen at finde tilbage til indignationen over uretten mod det individ, der ikke vinder. Herunder forargelsen over, at Forbes' hitliste præsenteres af alle medier som en solstrålehistorie og ikke som en oprørende skandalesag.
Man kan godt have respekt for, at en mand som Lars Kolind nu vil bruge en væsentlig del af sin tid og sin formue på at hjælpe russiske børn. Og man vil godt tro, at dén slags livsindhold faktisk kan give Kolind lykkefølelse. Men respekten stiger unægtelig den dag, han eller en anden af vore rige erhvervsledere stiller sig op og insisterer på et skattesystem, der brandskatter de rige og baner vej for omfordeling og større lighed. jsn
