Læsetid: 4 min.

Rig i en ruf

29. juni 2001

NÅR DET nu er så let at blive rigtig rig, undrer det, at kun få personer gør sig umagen. Hvis blot en masse mennesker skyndte sig at blive rige, kunne vi slippe for al den selvmedlidende snak om pengesorger og for den smålige misundelse over dem, der tilfældigvis er ved muffen.
Hvor let det er at blive rig, får man et glimrende indtryk af ved at studere den liste over verdens mest formuende mennesker, som det amerikanske magasin Forbes offentliggjorde for nogle dage siden. På en tankevækkende femteplads ligger brødrene Theo og Karl Albrecht, som ejer 218 milliarder kroner – omtrent Danmarks statsbudget et halvt år – fordi de i 1946 tog de to første bogstaver af deres efternavn og satte dem sammen med de to første bogstaver af ’discount’ og dermed opfandt Aldi, verdens største lavprissupermarkedskæde. 218 milliarder og alligevel uden nykker: Theo elsker at spise spaghetti i personalets kantine.
Næppe har man sat sine ben i en Aldi-butik, før man bliver overvældet af indsigt i rigdommens inderste væsen. I lysstofrørenes sygelige skær skriger en enlig dåse kattemad efter en mageløs flaske opvaskemiddel med citronsmag og midt imellem står en pensionist og prøver at bestemme sig for, hvilket af disse to beviser på slaraffenlands eksistens, der skal bringes med hjem.
Hvilken købekraft besidder ikke folket, når det blot ved simpel gentagelse af simple anskaffelser kan ophobe 218 milliarder kroner hos to aldrende tyskere. Vi er rige, men ved det blot ikke.

NU PLEJER amerikanerne ikke at stå tilbage for tyskerne, og lægger man Forbes-listens nummer 7-11, det vil sige amerikanerne Jim, John, Rob, Alice og Helens formuer sammen, er de gode for 7.000 milliarder kroner – et tal så mægtigt, at enhver fattigrøv spørger sig selv, om det mon ikke hedder noget med billiarder. Sammentællingen er i øvrigt rimelig al den stund, at alle fem bærer efternavnet Walton og i 1992 var så heldige at arve efter deres far. Så let går det! Værdsæt i øvrigt den uegennyttighed, hvormed Jim har støttet Bush og republikanerne med årlige millionbeløb.
For at ingen skal nære falske forhåbninger, må det nok lige tilføjes, at far Sam Walton, der grundlagde detailhandelskæden Wal-Mart, ikke er kommet sovende til sin formue. Dag og nat har han knoklet for at sikre Wal-Mart de bedste leverandøraftaler. Således er
Wal-Mart en af verdens flittigste brugere af såkaldte sweatshops i u-landene. Amerikanske National Labor Committee har dokumenteret, hvorledes børnearbejdere i Honduras syr Wal-Mart børnetøj i brandfarlige fabriksbygninger. Lønnen ligger langt under leveomkostningerne, og arbejdstiden er 11-13 timer dagligt.

NEJ, SÅ er det lettere at være tv-værtinde i Danmark. Endnu er ingen af disse kommet på Forbes’ liste – den højest placerede dansker hedder Mærsk til fornavn og ligger på 209.-pladsen – men fjernsynskvinderne arbejder på sagen og dermed prisværdigt for udligning af forskellen mellem de rige og fattige i verden.
Line Baun Danielsen har netop skiftet job fra TV 2 til TV3, hvor hun skal kommentere sportsbegivenheder. Man forstår naturligvis, at hun derfor må kompenseres med en klækkelig årsløn, ifølge Ekstra Bladet på 1,3 millioner kroner.
Andre tv-stjerner ligger under millionen og således med bagdelen i vandskorpen, hvorfor de ikke har været i stand til at afvise en bunke Gucci-ure. Ure til en værdi af op til 7.000 kroner – altså stykket – er blevet smidt i nakken på de stakkels tv-værtinder, fordi den administrerende Gucci-direktør Henrik Mensen håber, at varerne vil kunne smugbeses i tv uden om alle reklameregler. Så chokerede har tv-værtinderne været, at de ganske har glemt at oplyse arbejdsplads og skattevæsen om Mensens nederdrægtige overfald.
Hvis nogen af lavsindet brødnid er forargede, skulle de lige tage at læse Ugebrevet Mandag Morgen, hvor flere af tv-værtinderne har nogle mindeværdigt afvæbnende forklaringer, som ligner den new yorkske jetsetter Leona Helmsleys, da hun i 1989 til sin store overraskelse fik en fængselsdom for skattesvindel og forklarede dommeren: »Det er da kun manden på gulvet, der betaler skat«.
Cecilie Frøkjær understreger, at hun slet ikke har
fået et Gucci-ur til 5.250 kroner, men skam betalt 650 kroner for det. Camilla Miehe-Renard, som i forvejen klædes på af tøjfirmaet Mille K, siger, at hun ikke har overskredet sin personlige grænse – sikke en lettelse
at høre – og tilføjer: »Det er ikke så meget anderledes, end når min lokale grønthandler stikker et par ekstra bananer i posen og smiler til mig.« Måske skulle Miehe-Renard overveje at købe bananer et andet sted, hvis de priser ikke er anderledes. Hvad med at prøve Aldi?
Skulle nogen fortsat være oprørte, kan der blot opfordres til en militant autonom handling: Spids pegefingeren og sluk for fjernsynet. Hermed slipper man for Gucci og kan koncentrere sig om at blive rig i en ruf. Har man glemt hvordan, så læs ovenstående igen.

lieb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her