Læsetid: 3 min.

Et rige for en bank

4. oktober 1997

EN HEST, en hest! Mit kongerige for en hest, brøler den desperate Richard den III lige før slutningen af sit livsdrama, genfortalt af en kendt engelsk forfatter.
En bank, en bank! Mit dronningerige for en bank. Sådan kan vor egen monark i disse dage sukke i sin residens. Hun og vi andre må såre bedrøves over skiftende danske regeringers villighed til at vove rigsfællesskabet med Færøerne til fordel for en bank, og så endda Den Danske.
Historien er næsten ikke til at holde ud, og der er grund til at have tillid til, at den når at blive meget værre.
FOR AT FORSTÅ, hvorfor vore nordatlantiske rigsfæller kan føle sig presset ud i afskeden med København, er en kort genfortælling nødvendig:
Mod slutningen af 1980'erne begyndte Færøernes afgørende indtægtskilde - torskefiskeriet - at svigte. Det betød enden på den økonomiske speed-tur, som øboerne forledt af årtiets tidsånd havde begivet sig på. Nedturen rullede. For nøjagtig fem år siden, i oktober 1992, meddelte Finanstilsynet i København, der også er ansvarlig for færøske bankforhold, at den ene af de to store øbanker - den lokalt ejede Sjovinnubanken - måtte lukke, med mindre en kapitaltilførsel fandt sted. Hovedaktører i rigshovedkvarteret var på det tidspunkt statsminister Poul Schlüter, som også var færøminister, og hans partifælle, industriminister Anne Birgitte Lundholdt, som også var bankminister. Den kapitaltilførsel, der fandt sted, var utilstrækkelig. Men hvad værre var: Man så bort fra, at der var tilsvarende problemer i den anden store færøske bank - Færoyabanken, ejet af Den Danske Bank.
Netop denne danske bank var i samme periode kraftigt udsat i andre risikofyldte engagementer i forbindelse med Hafnia-Baltica ræset. Meget tyder på, at Den Danske Banks velfærd hos de ansvarlige ministre var højere prioriteret end dens omverdens.
Forløbet på Færøerne endte med én samlet bank i en rekonstrueret Færoyabank. Undervejs synes forbindelsen at have været tættere mellem regeringen og Den Danske Bank end med de færøske myndigheder. Den Danske Bank slap af krogen, og den færøske landskasse endte med en gæld i størrelsesordenen tre milliarder.
Fra januar 1993 overtog Nyrup som statsminister og Jan Trøjborg som bankminister ansvaret for manøvrerne. De benyttede ikke regeringsskiftet til at afsløre forgængernes mulige misligheder, men påtog sig tværtimod den politiske arv og lod færingerne beholde gælden.
Efterhånden som færingerne fandt bekræftelse på deres mistanke om, at noget for alvor var galt, forlangte de en tilbundsgående undersøgelse. En dommerundersøgelse, vel at mærke. Men det ville netop de to partier med noget i klemme, konservative og socialdemokrater, ikke være med til. Under henvisning til Højesteretspræsident Niels Pontoppidans vægring ved dommermedvirken - fremkommet i en helt andens slags sag, nemlig den privatretlige Spar Nord sag - baksede Nyrup & Engell igennem Folketinget, at en undersøgelseskommission skulle ledes af en advokat og ikke foregå i offentlighed. De skeptiske færinger blev overøst med forsikringer om, at det ville være mindst lige så fint og uvildigt.
JA, GODDAG, min gamle tørrede klipfisk! Det er nu åbenbaret, at både undersøgelsesleder Grønborg og - navnlig - hans advokatpartner, den beskikkede leder af sekretariatet, Rekling, havde sådanne forretninger med just den danskeste af alle banker, at det kan rejse tvivl om deres uvildighed. Dette fortav regeringen i 1995 - selv da Folketinget direkte spurgte. Rekling har efter afsløringen trukket sig. Grønborg fortsætter.
Det gør også den danske regerings mishandling af Færøerne. Nu insisterer justitsminister Frank Jensen på, at hans og hans forgænger Wesths departmentschef Michael Lunn inden nedsættelse af undersøgelseskommissionen telefonisk fortalte færingerne om de mulige habilitetsproblemer. Det benægter de. Og ministerens udsagn kan da heller ikke bevises. Derfor burde det aldrig være fremsat.
Undersøgelsens resultat er på forhånd miskrediteret. Hemmeligholdelsen af arbejdsforløbet betyder, at vi ikke ved noget om, hvad afgørende vidner, f.eks. statsministeren, indtil nu har fortalt. Hvis de altså har vidnet.
Uha, uha. Som andre skandaleerfaringer viser: Det er den efterfølgende tildækning, der for alvor koster.
Prisen i rullede hoveder på Christiansborg bliver høj, hvis færingerne skal holdes i rigsfællesskabet. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her