De rige lande kommer ikke uden om at åbne for tegnebogen og at gøre op med deres egen "perverse" handelspolitik, hvis løfterne til verdens fattige skal kunne holdes, siger FN's udviklingsprogrsam UNDP i sin Human Development Report 2005. Rapporten, offentliggjort i går, peger på tre forhold som helt afgørende for, om udviklingen mod 2015-målene igen kan bringes på sporet:
- Bedre og større bistand til u-landene
- Fair handelsregler
- Bremse for voldelige konflikter i og mellem fattige lande.
Om u-landsbistanden siger UNDP, at "glasset var trekvart tomt - og lækkede", da 2015-målene blev vedtaget i 2000. Gennem 1990'erne havde de fleste rige lande således skåret markant i bistanden, men siden 2001 er udviklingen vendt, og "glasset er i dag halvt fuldt".
I-landene yder i dag kollektivt 0,25 pct. af deres bruttonationalprodukt til bistand. Det er langt mindre end det for længst formulerede FN-mål på 0,7 pct. og mindre end man ydede i 1990, men en opadgående tendens siden 1997. EU har forpligtet sig på at nå 0,51 pct. i 2010 som forudsætning for at kunne indfri 2015-målet på 0,7 pct. USA, der i dag giver beskedne 0,2 pct., vil til gengæld ikke forpligte sig, og modsætter sig enhver omtale af 0,7 pct-målet - og alle andre 2015-mål - i slutdokumentet fra næste uges FN-topmøde.
Selv med den svagt stigende bistand og de løfter, som EU og andre har afgivet, vil der imidlertid i 2010 mangle en bistandssum på 52 milliarder dollar årligt for, at 2015-målene skal kunne finansieres og nås, vurderer UNDP.
"Finansieringsgabet er særlig stort for Afrika syd for Sahara, hvor bistandsstrømmen må fordobles inden for fem år, hvis de anslåede omkostninger til at nå 2015-målene skal kunne dækkes," hedder det i rapporten.
Ser man på bistanden, der ydes pr. gennemsnitsindbygger i de rige lande, er der ikke meget at være imponeret over.
"Indkomsten pr. person er (siden 1990) steget med 6.070 dollar, mens bistanden ydet pr. person er faldet med én dollar (...) Og for hver dollar de rige lande bruger på bistand, bruger de 10 på militærbudgetterne."
Ifølge Kevin Watkins vil den globale fattigdom i form af mennesker, der lever for under en dollar pr. dag, kunne fjernes helt, hvis de rige investerede én procent af den globale velstand i projektet.
UNDP formulerer følgende krav til bistanden, hvis der skal være en chance for at indfri 2015-målene:
- En forpligtende tidsplan for at nå op på 0,7 pct. af BNP i bistand i 2015
- Yderligere gældseftergivelse
- Mere langsigtede bistandsaftaler, så u-landene ved, hvad de kan planlægge med
- Stop allerede næste år for misbruget med at en stor del af bistanden er bundet til at gå tilbage til donorlandet via varer og tjenesteydelser leveret herfra.
Pervers handelspolitik
Når det gælder rammerne for den internationale handel, er UNDP endnu barskere i sin kritik:
"De højeste handelsbarrierer i verden er rejst over for nogle af dens fattigste lande. U-lande, der eksporterer til i-lande, møder i gennemsnit handelsbarrierer, der er tre-fire gange så høje som dem, i-lande stilles over for, når de handler med hinanden (...) Under den sidste runde af forhandlinger om verdenshandelen lovede de rige lande at nedsætte deres landbrugsstøtte. Siden da har de øget den (...) På visse områder truer WTO's regler med at forstærke de ulemper, u-lande oplever, og yderligere forskyde fordelene ved den globale integration i i-landenes retning."
"Fire år efter (starten på WTO's Doha-forhandlingsrunde) er intet af substans opnået. De rige landes handelspolitik nægter fortsat fattige lande og fattige mennesker en fair andel af den globale velstand," fastslår UNDP og karakteriserer denne adfærd som "uretfærdig og hyklerisk."
EU's fortsatte landbrugsstøtteordninger får prædikatet "pervers", og om USA's støtte til landets bomuldsproducenter oplyses det, at støtten nu er lige så stor som selve markedsværdien af produktionen og større end USA's samlede bistand til Afrika syd for Sahara.
UNDP's anbefalinger vedrørende handel lyder
- Dybe beskæringer af de rige landes landbrugsstøtte og forbud fra 2007 mod deres eksportsubsidier
- Stærke reduktioner af de rige landes handelsbarrierer for de fattige landes produkter
- Kompensation til u-lande, der mister fordele og risikerer arbejdsløshed og handelsunderskud, når i-landes særaftaler om import af bestemte varer bortfalder
- Ret for u-lande til at værne deres fattigdomsstrategier ved f.eks. at beskytte bønder mod unfair konkurrence fra subsidierede eksportprodukter fra i-landene.
- Flytning af fokus fra at liberalisere den finansielle sektor til at give arbejdere fra fattige lande friere adgang til de rige landes arbejdsmarkeder.
UNDP siger, at den negative effekt på udviklingen af væbnede konflikter i og mellem fattige lande er undervurderet og for dårligt forstået. Konflikter som i Congo og Sudan undergraver landbrugsproduktion og folkesundhed, ødelægger uddannelsessystemer og forringer muligheden for at skabe økonomisk udvikling. Dermed låser konflikterne de fattige fast i fattigdom, hvad der i sig selv er konfliktskabende.
Konflikterne skal demonteres ved at skabe bedre forhold i landene via bl.a. de nævnte anbefalinger for bistand og handel, men dertil anbefaler UNDP:
- Aftaler der kan bremse strømmen af våben til konfliktområder
- Bedre regional evne til at kontrollere konflikter ved at øge f.eks. den afrikanske unions fredsbevarende styrke
