Læsetid: 7 min.

Riget i midten

Tysklands historie samlet i nyopstilling i ét imposant museum på Unter den Linden i Berlin. En enestående dokumentationscentral for den tyske - og europæiske historie
14. december 2006

I Heinrich Heines Vintereventyr fra 1844 får digteren mulighed for at se ind i Tysklands fremtid ved at stikke hovedet ned i gudindens natstol:

Hvad dér jeg så, forråder jeg ej/ til tavshed min tunge blev tugtet/Dog mægter jeg ikke at tilsløre helt/hvad jeg her, du min skaber, - har lugtet!

Stanken er så uhyrlig, at digteren dåner, hvilket jo får os snart velvoksne børn af det 20. århundrede til at nikke indforstået.

Heines spådomsevner fejlede ikke noget, intellektuel og jøde, som han var, mere end anede han sumplugten, og de frygtelige kræfter skiftende rabiate tendenser havde investeret i den tyske kultur og den tyske befolkning. Eller de tyske befolkninger i mangfoldigheden af tysk kultur.

Tysklands samling i moderne administrativ og politisk forstand kom sent i 1800-tallet; den nationale samfølelses svaghed gav sig udslag i sin egen modsætning: en overdreven dyrkelse af tyskheden og ensliggørelsen som ideal og mål.

Men opsplitningen i utallige småstater, konge- og fyrstendømmer havde i virkeligheden betydet en flersidighed, en diversitet og hittepåsomhed, der lagde grundlaget for det samlede Tysklands senere kulturelle og industrielle overlegenhed.

Da Første Verdenskrigs udbrud dementerede forestillingen om, at krig var udraderet som politisk redskab i staternes indbyrdes rivalisering, stod Tyskland væsentligt stærkere end dets modstandere.

Tyskerne tabte, fordi intet land i verden - heller ikke dengang - kunne stille noget op over for USA's uudtømmelige resourcer.

Dertil kom de mange udvandrere fra det stive tyske klassesamfund, folk der med deres kyndige baggrund bidrog til at udbrede the German Way.

Erfaringer, Hitler senere i sin politiske vankundighed gjorde, da også han i endnu et verdensopgør med Tyskland i centrum kunne opvise en militærtekniks overlegenhed uden lige, men kom til kort over for en anden politisk virkelighed. Mangfoldigheden, det flertydige, skabte Tysklands storhed, den politiske umanerlighed beredte landets fald.

Et besøg værd

Siden tyskerne i 1945 kravlede ud af nederlagets ruindynger, har tysk politisk tænkning og praksis søgt at omforme den tyske rolle i Europa og verden og efter Murens fald yderligere understreget den formidlende og fredeliggørende forpligtelse for et rige i midten.

Dette er så at sige et facit, man som beskuer af Tyskland står med i dag og medbringer i bedømmelsen af det nye Tyske Historiske Museum indrettet i Grünbergs og Schlüters svagtrosa Zeughaus fra 1700-tallets begyndelse på selve Unter den Linden.

Med I.M. Peis geniale snegleformede tilbygning og overdækning af den gamle tøjhusgård har Tyskland - og Europa for den sags skyld - fået en enestående dokumentationscentral for den tyske historie - i realiteten et fælles anliggende for alle folkeslag i verdensdelen.

Som museumsoplevelse er opstilling og udvalg en rejse værd. Museumsfolkene har dertil forsynet museet med passende moderne hjælpemidler, vel at mærke uden at gå amok som elektronikken frister mange til.

Det siger sig selv, at den nysgerrige ikke-tysker stiler mod salene, der beretter om den store katastrofe fra 1914 til 1945 eller til 1989.

Det bør man ikke gøre, men tage museet i stiv arm og forfra. Eventuelt kan man bide oplevelsen over og frekventere den gode restaurant med betjening, hvor venligheden - som i Berlin generelt - er fremherskende, maden god og priserne civiliserede.

Også museumsshoppen er bedre end så meget i pjat i branchen med gode litteraturudvalg og naturligvis de obligate enorme museumskataloger.

Netop udgaven over den faste udstilling er anbefalelsesværdig. Pragtfulde reproduktioner og kompetent tekst. Alt fra udstillingerne er med, næsten alt og med de beskrivelser og kommentarer, man jo ærligt talt ikke som museumsgæst med ondt i fødderne gider læse alle sammen.

Det hele begynder før Romerriget, men bliver snart til en del af dette.

Helt op til Rhinen, som romerne efter det slag i Teutoburgerskoven, som Varus tabte, ikke mere skulle nyde noget af at krydse.

Hvis Varus dengang i år 9 havde vundet over Hermann og også taget de danske øer med i byttet, havde vi måske talt italiensk og spist lidt sundere.

Det tysk-romerske rige tager selvsagt broderparten af opmærksomheden, de dynastiske kampe, den feudale stat etc.

At Luther var en stor reformator, har sin plads, også at han var en skiderik, som havde fuld forståelse for fyrsternes behov for at undertrykke bønderne. Det forstod den tidligere munk at pakke godt ind i teorien om de to adskilte regimenter, fysisk og åndelig magt, hvor han selv altid holdt sig på god fod med den fysiske.

Han fostrede i samme åndedrag tanken om et jødisk brændoffer på det kristen-germanske alter. At nogen beundrer denne på mange måder frastødende skikkelse i historien grænseløst, forbliver en gåde.

Lysende oplysning

Museets scoop eller et af dem er den efterfølgende fremstilling af de religiøse konflikter i 1600-tallet, hvor Tyskland unægteligt også var i midten.

Vælger man den rigtige vej rundt i samlingen, får man flere forklaringer foræret. Det er her en god idé at forberede sig ved en udmærket helt aktuel hjemlig udgivelse fra Politikens Forlag: Trediveårskrigen.

I Zeughaus er våben og andet krigsudstyr lagt instruktivt frem; man forstår umiddelbart, hvorfor folk dør i krig.

At tyskernes lande virkelig stod og måtte dele centrum med Frankrig i europæisk kultur understreges af afsnittet om Oplysningstiden.

Perioden blomstrer i alle kunstarter, maleri, litteratur, musik og arkitektur, og filosofien trives. Den underlødige påstand Dansk Folkepartis to magtfulde præster markedsfører: At Oplysningstiden var forfald og mørke, må ved det samlede syn af kreativ kraft i Tyskland, der var Danmarks inspirationskilde nummer et (eller to), få danske museumsgæster med omløb i hovedet til at more sig.

Efter Napoleon og dennes forsøg på verdensherredømme med centrum i sig selv ophører kejsertiden, Det Første Rige.

Afløsningen illustreres mesterligt i museal forstand. Biedermeier lægger gulv og loft i den borgerlighed af nationalchauvinistisk tilsnit, der skaber det moderne tyske undersåt-samfund med funktionærer inden for alle tjenestegrene i uniform siden Kejser og Fædreland og Gott mit uns.

Når en dreng er født, er en soldat kommet til verden, hvis mening er at denne bør erobres af tyskere.

Den forestilling anskueliggøres også klart og i sammenhæng med de øvrige nationalistiske bevægelser i Europa og kolonialismen. Tyskland mente også at have krav på undermenneskenes lande og adskilte sig ikke fra andre store og mindre magter.

Det er her i udstillingsforløbet, man får den følelse af uafvendelighed frem mod tragedien og Det Tredje Rige, understreget af modeller af de krigsskibe som kejsertiden, 'Det Andet Rige' - så kaldet af Arthur Möller van den Bruck - fik den ulyksalige idé at bygge.

Da Bismarck var fjernet af den umodne og halvdumme Wilhelm II, var fanden løs, englændere og franskmænd af gode grunde opskræmte og 1914 lige om hjørnet.

Øst mod Vest

En ejendommelig mangel i Zeughaus er pan-germanismens underligt stedmoderlige behandling.

Richard Wagner er knap nævnt. Hvor bittert det end forekommer for musikelskere, grundlægger kredsen omkring kraftgeniet den side af den tyske senromantiske nationalisme, der logisk medfører kravet om udelukkelse af de urene af blodet. I Villa Wahnfried ophøjes nationen, jorden og det satans blod til helligdom.

Dette kiks kan ses som første tegn på, hvor tamt Zeughaus tager sig af den store krise.

Bedst formidler kataloget, langt mindre overbevisende i den tredje dimensions medie, hvor forklaringerne på det store sammenbrud og uhyrlighederne mestendels er lagt i to-dimensionale udstillingsgenstande, plakater, opråb, dokumenter og faner.

Sådan set underligt på baggrund af den Vergangenheitsverwaltigung, den fortidsforvaltning, der siden 1960'erne har været så påfaldende modig og omhyggelig i det mindste i Vesttyskland.

Man kan ikke lade være med at tænke på, om netop manglen på egentligt selvopgør i øst, fordi man jo der blot kunne skyde skylden på vest, har ført til at museumsfolkene har hummet sig.

I det aktuelle filmmesterværk Das Leben der anderen, som er en uafviselighed, antydes pamperens bestandige overlevelse. Har Zeughaus mon været under indflydelse?

DDR er sat op i modbillede til Vest, men særligt illustrativt er det ikke. Man bærer efter rundgangen det forfængelig håb med ud på Unter den Linden og hen til Café Einstein, hvor man får Berlins bedste wienerschnitzel og betjening, at den del af en i øvrigt mesterlig museumsdisposition står til snarlig revision.

Et P.S.: Glædeligt at se den nøgterne måde, hvorpå museet tager sig af 1849-64 og den slesvig-holstenske konflikt. Dansk politisk tåbelighed, læser man med andre ord og med rette, førte til katastrofen i 1864, der totalt uden grund kostede flere tusinde danske og preussiske unge mænd livet.

På grund af de selvovervurderende nationalliberale danske politikere fik man ikke fra første færd en rimelig og realistisk ordning og grænse.

Forleden forlangte et af de to lyse hoveder i Dansk Folkeparti lige netop den revideret! Et museumsbesøg i Berlin kan anbefales.

* Deutsches Historisches Museum

Unter den Linden 2

10117 Berlin

Åbent dagligt kl. 10-18

www.dhm.de

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu