Læsetid: 7 min.

Fra rigsfællesskabets yderste bastion

Store dele af Nuuk ligner en ghetto. Man skulle tro, det var en forsømt bydel på Balkan. På Takuss danser to filippinske piger. Digteren Thomas Boberg har været i Nuuk
6. december 2006

Foran Brugsen i Nuuk står en lille gruppe grønlandske borgere og sælger lidt af hvert. Jo, jeg skriver fra Rigsfællesskabets yderste bastion. Videoer, kager, legetøj, døde alke. Sneen falder blidt og tæt. Med jævne mellemrum må de feje sneen af varerne. Selvfølgelig er det koldt uden for Brugsen, men de står der i en lille flok og venter dagen lang.

Jeg har undret mig over, der ikke er flere butikker i Nuuk. Det er dog en by på omkring 15.000 indbyggere. Men der er selvfølgelig Brugsen, og den er enorm. Den har to to etager, og det vælter med folk, når der er åbent. Et lille stenkast derfra ligger Pisifik, endnu et supermarked, indrettet i samme langstrakte firkantede bygningskompleks, som også rummer Hotel Hans Egede, hvor de inviterede digtere til poesifestivalen i Nuuk er indlogeret. Jeg har talt med flere, både danskere og grønlændere, om dette slående fravær af butikker, og jeg tror, at man var enige om, at grønlændere ganske enkelt ikke er snydt ud af en kræmmerkulturs vejrende næser.

Ikke noget at udsætte på Hotel Hans Egede i øvrigt, ikke hos mig i hvert fald, for mit værelse er ikke ramt af den gennemtrængende kvalmende stank ligesom den norske digter Erling Kittelsens. Og på femte sal ligger restaurant Gertrud Rask, opkaldt efter Hans Egedes norske frue, og ind ad døren til venstre Sky-Line Pub, som ikke kun er for hotellets gæster, også folk udefra søger dertil, danskere især.

Hvalfangerdansen

Jeg, som aldrig før har været i Grønland, kan ikke undgå at blive ramt af det koloniale snit gennem byen, og som viser sig på forskellig måde. På Daddys Bar i Brygghuset sidder alle danskerne og drikker de dyre fadøl. På Takuss! ('Vi ses' på grønlandsk) i samme kompleks, et par døre derfra, holder Nuuks oprindelige indbyggere fest fredag aften, efter de har hentet penge i pengeautomaten lige over for indgangen til Brugsen. En kø på 100 meter stod der i 10 graders kulde for at komme til. Dernæst skulle i hvert fald nogle på Takuss og muntre sig. Og hvilken fest! Den grønlandske polka, tilsyneladende en videreudvikling af hvalfangerdansen til akkompagnement af levende guitar, sang og harmonika, hvirvlende gennem lokalet, par efter par, trampen i dansegulvet, svingom, frem og tilbage i en eftertrykkelig brandert.

Takuss blev mit stamsted, langt morsommere end det kedsommelige Daddys og det berømmede, berygtede og populære Kristinemut - i øvrigt Nuuks første værtshus - hvor to filippinske piger en aften optræder med popsange. Næste morgen møder jeg syngepigerne på hotellets gang på fjerde sal, hvor de skal gøre rent på mit værelse. Sir, can we clean room now?

- Kan du fortælle mig noget om dansen? spørger jeg den kvindelige bartender i Takuss.

"Jeg ved ikke noget om den," siger hun. "Og jeg er endda halvgrønlænder."

- Danser du den selv?

"Ja, men det er kun muligt med en kæp i øret," smiler hun.

Det kører for stadig vildere skrue, men de griner hele tiden. Takt og præcision er trods alt ret forbløffende tilstanden taget i betragtning. Fulde danskere har det tydeligvis ikke lige så sjovt. Men der er også noget foruroligende ved denne undergangsdans som på et synkende skib lige før hele lortet går ned.

Qinngorput-bydelen

Dagen før havde jeg taget bus nummer 3 til endestationen, forbi lufthavnen til den nye bydel Qinngorput, som er under opførelse. Der er tale om flotte ejerlejligheder i treetages træhuse med store vinduer med udsigt til fjorden og Nuuk på den anden side. Mange danskere arbejder på byggepladsen. Jeg spurgte en ældre mand i sælskindsfrakke, der var ude at lufte sin hund, om der ikke skulle være en butik i nærheden.

"Næ," sagde han. "Det er der ikke, men hvad har du brug for?"

- Jeg ville gerne købe en flaske vand, jeg er ret tørstig, men hvad gør folk så, når der ikke er butikker her, der er langt til Nuuk?

"Hvad skulle de da gøre? De har jo vand i hanen."

- Nå ja, jeg mener, når de skal spise?

Manden i sælskindsfrakken, en dansker, vendte sig om og gik videre med sin schæfer.

Jeg vandrede lidt rundt i sneen, kravlede op på en klippe og kiggede ud over fjorden og de omgivende fjelde plettet af sne. Nuuk ligger der gennemkrydset og omringet af sine egne veje, men man skal ikke langt væk så holder al civilisation op. Man kan ikke rigtig komme derfra. Transport byerne imellem foregår med fly, og det er ikke billigt. En af mine venner fortalte mig om en onkel, der havde arvet nogle hytter et eller andet sted i Nordgrønland. Det kostede ham 180.000 kroner at nå ud til dem.

Danskere og grønlændere

På vejen tilbage fra Qinngorput er der en dansk gæstearbejder, der tilbyder mig et lift i sin lastvogn. Han er en vældig sympatisk mand, fastboende i Nuuk på femte år.

- Hvordan kommer danskere og grønlændere ud af det med hinanden?

"Almindeligvis godt, men der er grønlandske racister, og der er danske racister, sådan er det jo altid."

- Jeg har ledt efter en butik herude-

"De har planer om et supermarked, og en bodega- som om de ikke havde problemer nok- men danskere og grønlændere er lige gode om drukken, forskellen er bare, at grønlændere bliver ved til sidste dråbe."

- Hvordan er det at bo her?

"Jeg er glad for det, men mange har det svært, mange kommer her bare for at arbejde et stykke tid og så tilbage, nogle kan holde til tre måneder, nogle klarer seks måneder, hvis du har været her et helt år, har du måske anlæg for at bo her, men efter to år er der mange, der får kuk i låget. Man skal holde af naturen og kulturen her for at være her ordentligt."

- Hvor mange danskere bor her egentlig?

"I Nuuk omkring 6.000-7.000."

- Ud af en befolkning på ca. 15.000, det er mange.

"Der er gang i byggeriet her, man nedlægger jo bygderne, så der kommer flere og flere til Nuuk. Men for øvrigt kan man sagtens bo her, man skal bare altid huske, at man er gæst."

Dog, kunne man tilføje, implicerer det ikke, at danske gæstearbejdere skal lære grønlandsk. Det kunne ellers være en interessant pendant til den danske udlændingepolitik. Lær grønlandsk eller rejs hjem!

Som Balkan

Nuuk er ikke nogen smuk by, men de naturlige omgivelser er spektakulære. Store dele af Nuuk ligner en ghetto. Fem- eller seksetages boligblokke i betontresserstil. Tøj hænger til tørre på altanerne i disse 10 graders kulde eller på snore foran vinduerne, hvoraf ikke så få er knuste. Man skulle tro, dette var en eller anden forsømt bydel på Balkan, facaderne er fuldkommen afskallede. Det hele lysner lidt, når man driver ned til Kolonihavnen, hvor museet ligger med mumierne, tupilakkerne, konebåden og redskaberne og plancher og billeder fra inuitternes tusindårige historie. Hans Egede står og skuer fra en klippetop ud over fjorden. Og Vor Frelser Kirke i rødmalet træ er også en slags fikspunkt. Røde og blå træhuse ligger spredt over området. Og de store sorte ravne er overalt ligesom mågerne. Vi kommer forbi markedet kaldet 'Brættet'.

Den danske digter Maja Lee Langvad har aldrig før set en sæl. Den første, hun ser, er død. Den ligger foran en bil ved markedet. Den er skudt i hovedet, så man kan se ind til hjernen. En stribe af tykt rødt blod bugter sig ned og ud på vejen. På markedet sælger man alke, edderfugle, sælkød, hvalkød og moskusoksekød, rødfisk og laks. På et bord ved endevæggen ligger der store moskusoksehoveder til salg. Fra 300 til 500 kroner. Men hvad fanden skal man stille op med et behåret kæmpehoved med horn og stirrende øjne?

Vi har købt en tur med båd ind i Kapisillit Isbræ. Vi skal helt frem til bræen, der kælver isbjerge. Ofte kan man ikke komme igennem på grund af isstykkerne i fjorden, men vi er heldige med vejret og vandet. 14 dage tidligere havde fjorden været fyldt med drivende is og umulig at navigere i. Vi lægger til ved en nedlagt bygd, hvor en langhåret hund lusker rundt. Himlen er klar, men lyset veksler mellem solgul og blid rosa over de gråhvide fjelde. Vi passerer det enorme Fuglefjeld, og derefter et dybblåt isfjeld, som viser sig at have en kulsort bagside. En fortryllende kæmpejuvel solen blinker i. Jo mere sammenpresset isen er, jo dybere blå. Den sorte side er grus og sten, som er blevet trukket med. Vi stopper nogle kilometer fra bræen ved en isskosse. Herfra er fjorden frosset til is, så vi ikke kan komme videre. Men bræen ligger der som en gigantisk hvid tunge, der slikker fjorden. Over indlandsisen synes himlen lysere, nærmest skinnende.

Jeg drømte for kort tid siden, jeg stod på en isskosse og kiggede op på et isbjerg, og nu står jeg virkelig på en. Det var højdepunktet for mig, sagde jeg til Maja Lee om aftenen. Højdepunktet for mig, sagde hun, var sælerne og sæljagten. De stak hovedet op af vandet som legende børn og forsvandt så igen. Den anden sæl, Maja Lee så, var levende. En fangerbåd nærmede sig. Vi kunne se fangeren i stævnen med skudklar gevær. Så trykkede han. En kugle mod sælens hoved i vandet. Oppe på isen lå der allerede en såret sæl og vred sig. Den tredje sæl, Maja Lee så, var anskudt.

Vi sejler tilbage ad en anden rute, klokken er halv fire eftermiddag. Mørket blander sig med de rosa lysstriber, farver dem blågrønne. I tusmørket ser vi en vældig hvid gletcher i fjeldet og derunder et vandfald, som hænger i laser af frosne istapper. Som vi nærmer os byens lys i den nu bælgmørke aften, stiger temperaturen. Alting går for hurtigt. I den sorte himmel snor nordlyset sig i lange gnistrende grønne og hvide haler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her