Læsetid: 5 min.

En rigtig dårlig historie

Den nye litteraturhistories gennemgang af dansk samtidslitteratur er en regelret skandale: Misvisende, uigennemtænkt og fyldt med kritiske flovsere
12. maj 2007

Det femte bind af Gyldendals Dansk Litteraturs Historie, der udkom for et par uger siden, er noget af en moppedreng. 704 store sider skrevet af hele fem forskellige forfattere. Måske er det derfor, at den fik anmeldelser, der gik fra det jævnt positive (Politiken, Berlingske Tidende) til det let forbeholdne (Weekendavisen, JyllandsPosten) - og som først og fremmest skøjtede let henover det, som er det nye binds mest påfaldende træk: Bogens sidste store afsnit, som er skrevet af Lars Handesten (og de sidste 25 sider af Handesten og Marianne Barlyng), og som gennemgår dansk litteratur fra 1989 til i dag, er mislykket i en helt usædvanlig grad.

Jo, det er svært at skrive historie om nutiden og jo, der er gode pointer undervejs. Men overordnet set er afsnittet præget af kritiske flovsere og nærmest primitive idéer om, hvordan vi skal forstå nutidens litterære landskab - og hvad der kendetegner læsningen og dens glæder.

Eksempler? Her er to:

- Om Helle Helles bøger hedder det bl. a., at de handler om "hvordan den fragmentariske reference til verden skal forstås." Det forstår selv jeg, universitetsuddannet litterat, ikke hvad betyder. Til gengæld søges hendes sidste bog Rødby-Puttgarten tolket som følger:

"I hverdagen findes et oplevelses- og erkendelsespotentiale, som gør, at den lille søvnige provinsby Rødby og livet om bord på en Rødby-Puttgarden-færge kan give anledning til en historie om tilværelsens store eksistentielle spørgsmål om liv, død og kærlighed og meningen med det hele. Hvis alle tider og steder er lige gyldige i en postmoderne verden, kan Rødby lige så vel som København og New York danne et eksempel på liv." (side 582)

Citatet er så klichéfydt, at det hviner i tænderne. Det er også noget vrøvl. Helle Helles forfatterskab handler om et historisk specifikt erfaringsrum, om Danmark, provinsen, lige nu. Rødby-Puttgarten kredser om en provins-underklasse, der ikke er ramt af egentlig økonomisk fattigdom, men nok af en manglende evne til at bemestrehverdagens kontingens. Som ikke magter at give deres liv episk fremdrift mod bedre tider eller dramatiske nederlag. Bedre bliver det ikke af, at Rødby-Puttgartens hovedperson af Handesten udnævnes til at være "digter in spe" - hvilket hun bestemt ikke er.

- Det er en pointe for Handesten, at Jan Sonnergaard skriver umiddelbart genkendelige historier, hvor man kan identificere sig med personerne, og at han derfor skriver en mere relevant litteratur end de fleste øvrige forfattere fra 90'erne. I det lys bliver den følgende konstatering ufrivilligt komisk:

"Sonnergaards noveller tydeliggjorde et behov hos læserne generelt og dansk-lærerne i gymnasiet specielt, idet gymnasiereformen fra 1988 lagde særlig vægt på læsning af nyeste tid og samtidslitteraturen inden for de seneste fem år. Genkendelighed for gymnasieeleverne, der kvantitativt udgjorde den store læserskare, var alfa og omega -"

Nemlig, for vi læser for at finde historier, vi kan genkende os selv i, og gymnasieelever spejler sig nu en gang bedst i sutter fra Nordvest og dumme, nyrige svin - og hvem der nu ellers befolker Sonnergaards grotesker. Sådan er de også selv, derude i sovebyerne og i det midtjyske, og hvor gymnasieelever ellers hendriver deres sene teenage-år. Eller?

Litteraturhistorisk kliché

Der er mange flere konkrete mærkværdigheder undervejs: Niels Lyngsøs forestilling om "en verdensvendt poesi" betegnes som et opgør med den æstetiske linje i dansk litteratur; Kirsten Hammanns roman Vera Vinkelwir kaldes en "happening", fordi den angiveligt er ufortolkelig; Christina Hesselholdts Hovedstolen fra 1998 betegnes som "startskuddet for de yngre forfattere til at nærme sig de personlige erindringer", selv om Pablo Henrik Llambías' langt mere indflydelsesrige Rådhus udkom i 1997; Lars Skinnebachs I morgen findes systemerne igen skulle skildre "den lille familie med datter, far og mor som et privat refugium for ømhed og følelser", der står i opposition til en truende omverden, selvom den som bog gør nogenlunde det modsatte.

Mere grundlæggende skriver Handesten (og Barlyng) på en træls, litteraturhistorisk kliché. Ifølge dem har vi i dag for det første en bred litteratur, skrevet af forfattere som Hanne-Vibeke Holst og Jakob Ejersbo. Den giver læseren en genkendelig virkelighed og skikkelser, man kan identificere sig med. Og den giver et alment, samfundsmæssigt overblik. For det andet har vi en smal litteratur, som er uforståelig, nærmest fjendtlig over for læseren og uinteresseret i spørgsmål om sandhed og samtid. Den er subjektiv og fragmenteret og på alle måder suspekt.

I følgende passage stilles Kirsten Hammann - om hvem der andetsteds står, at hendes manglende episke nerve skyldes en for hendes forfattergeneration typisk mangel på "sammenhængskraft" - over for Ida Jessen:

"Med Ida Jessens livskloge og engagerede romaner trådte digteren igen frem i den gammeldags rolle som den alvorlige kritiker af tiden. På linje med f.eks. Jens Christian Grøndahl formulerer hun dybsindige indsigter og sætter ord på fælles erfaringer. Hun tilhører en gruppe af digtere, som ikke først og fremmest forsøger at formulere sig individuelt og med en egen subjektiv stemme, men går efter det mere almene. De to aspekter udelukker ikke hinanden, men at accenten kan lægges forskelligt, ser man ved en simpel sammenligning af sprogtone og engagement i Ida Jessens og Kirsten Hammanns romaner. I den ene er der en stemme, der fortæller, i den anden en stemme, der taler."

På et niveau er det her kritikkens svar på varm luft. På et andet er det sigende og ironisk: Handesten vil have engagerede tolkninger af tiden og tilværelsen, men han har ikke andet end tomme fraser som "dybsindige indsigter", "fælles erfaringer" og "det mere almene" at byde på, når den episke realisme skal tolkes. Det alment-historiske bliver, kort sagt, aldrig konkret. Her kobles samtidens litteratur netop ikke til samtiden. I stedet afhistoriseres den - helt ligesom det skete med Helle Helle.

Nå. Man kunne selvfølgelig forestille sig, at det faktisk var Hammann, der forsøger at skrive om samtiden, at hun prøvede at sætte ord på en historisk set specifik form for subjektivitet i både Vera Vinkelwir (1994) og i hendes nyeste Fra smørhullet (2004). Omvendt kunne man forestille sig, at forfattere som Jan Sonnergaard, men især Hanne-Vibeke Holst og Jakob Ejersbo får deres succes for så vidt, som deres "genkendelige samtid" først og fremmest henviser til kulturelle klichéer som cirkulerer i aviser, fjernsyn, film: Mænd styres af deres begær, politikerne er smålige magtmennesker, pushere er voldelige klumpedumper, man falder til ro, når man bliver voksen, de rige er dumme svin. Og så videre, og så videre, og så videre.

Men den slags tanker end ikke strejfes i den nye litteraturhistorie. Deri ligger det egentlige - og afgørende - kritiske svigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu