Læsetid: 4 min.

En rigtig P3-kunstner

P3 Guld er gået lidt i stå. Formen er den samme. Prismodtagerne er forudsigelige. Men det er jo ikke altid en dårlig ting. Nogle gange er det bare de forudsigelige, der har fortjent det
24. november 2006

Det var oplagt at sammenligne P3 Guld-showet med den stort anlagte narresut, MTV Awards. Og det gjorde Mikael Bertelsen så.

Han varmede publikum op inden festen gik i gang i Radiohusets koncertsal onsdag aften. Hvad ville værten Adam Hald helst: Lande i privatfly i Kastrup, feste med Snoop Dogg, overnatte på d'Angleterre og flyve videre dagen efter eller: cykle ind til radiohuset og cykle hjem igen. Alene? Selvfølgelig svarer Adam Hald det sidste: Han foretrækker P3 Guld, fordi det er kunstnernes fest.

I P3's formiddagsprogram blev sangeren Rasmus Nøhr begejstret spurgt af værterne, om han var enig i betegnelsen 'Kunstnernes awardshow'.

"Ja, eller nej, eller jo," svarede den sikkert søvnige Rasmus Nøhr. Han var i hvert fald ikke helt så kækfrisk som radioværten.

"Man kunne da sige, at hvis man vandt en pris ved P3 Guld, så kunne man være sikker på at blive spillet noget mere på P3, og det er det vigtigste for en dansk kunster. Og det var ret svært at slippe igennem smagsdommerne," sagde Rasmus Nøhr.

En stikpille? I hvert fald betegnede Rasmus Nøhr selv sin egen kommentar senere i udsendelsen som 'en sviner'.

Rasmus Nøhr er ellers hvad man kan kalde en rigtig P3-kunstner. Han skriver glad-i-låget-hverdagssange, der ikke kan støde nogen.

Det samme kan man sige om aftenens modtager af prisen P3 Talentet, den unge bongbehårede Thomas Buttenschøn tog prisen. Han har gennem flere måneder bræget med en sær nasal vokal i nummeret "Fantastiske mandag".

Og han blev glad og overrasket. Og det var sgu dejligt at se på. Det kunne man generelt sige om de kunstnere, der modtog priser i onsdagens show. De blev glade og viste det. Måske lige med undtagelse af Mikael Simpson, der ellers vandt den mest prestigefyldte pris P3-kunstneren, hvor der medfølger en check på 100.000 kroner.

Han stod og virkede lidt uinteresseret, da Tina Dickow læste juryens begrundelse op, og da han skulle takke for prisen, kunne han ikke huske, hvem han havde kandideret med. Ak ja.

Det kunne man fortolke som en smule arrogant, og det var der sikkert mange, der gjorde. Man kunne også fortolke det sådan, at Mikael Simpson faktisk hellere ville have, at de spillede hans musik noget mere på kanalen, end at de gav ham priser.

Det virker jo lidt hult, at han får den anerkendelse, når han helt sikkert er den af de fem nominerede, der bliver spillet sjældnest på P3. Men fred være med det. Prisen var uden tvivl fortjent. Og derfor forudsigelig. Men det er som bekendt ikke altid en dårlig ting.

Det er det til gengæld, når det gælder hele showets form. P3 er bygget op af live (rigtig live) musik fra den fremragende scene i Radiohusets sal, en udvalgt vært fra P3, en række i forvejen filmede humoristiske klip, og så en eller anden form for gøglet indslag.

Sidste år fungerede det. Det gjorde det ikke i år. Værten virkede uoplagt. Det gøglede indslag var De Sorte Spejdere Anders Lund Madsen og Anders Breinholt. De er hylende morsomme, når man ligger og småslumrer en søndag formiddag og hører radio.

Men i Radiohusets koncertsal virkede deres 'vi er totalt uforberedte og spontane' humor ikke. De små videoklip fremlagde, hvordan kunstnere er, når de er på hotelværelse. De smadrer ikke det hele. Ofte lægger de sig bare til at sove. Ringer måske til deres kæreste for at sige godnat. Men ellers laver de ikke noget. Lyder det underholdende? Nej, vel.

Det der engang imellem løftede showet op, var live-musikken. Det er P3-Gulds styrke. Mikael Simpson og hans fantastiske "Sølvstorm". Lige-i-dit-fjæs-kvinden Natasja sammen med Ufo og Yepha. Håbefulde purunge Düné, hvis musiske kunnen ikke afslører, at de går i 2.G på Skive Gymnasium. Altid leveringsdygtige Nephew. Og så sluttede det hele af med Oh No Ono.

P3 har kastet deres kærlighed på disse permanentede drenge, der er så påtaget originale, at det også begynder at blive forudsigeligt.

Hele bandet var klædt i hvide rumdragter og backingsangerinderne tog deres rumhjelme under armen, da de forlod scenen mellem de par numre, Oh No Ono spillede.

Musikken er interessant og er kun blevet bedre af at have været i Jesper Mortensens (Junior Senior) producerhænder. Men det hele bærer præg af, at de har siddet lidt for længe i et øvelokale og blevet enige om, at de da er for fede. Stiliseringen stjæler fokus fra musikken.

Mange unge bands begynder med denne meget selvbevidste udstråling. Men det vokser de for det meste fra. Nogle bands begynder aldrig med det. Düné lignede for eksempel det, de er: gymnasieelever. Og det holdt hundrede.

*P3-Guld Radiohusets Koncertsal Onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu