Læsetid: 4 min.

Den rigtige dagsorden

22. februar 2000

Der findes tilsyneladende to politiske spørgsmål, der er af afgørende betydning for Danmark i de kommende mange år. Det ene er spørgsmålet om Danmark og EU, og det andet er Danmark og udlændinge. Men de to spørgsmål fremtræder i en forkert rækkefølge. Medierne, politikerne og befolkningen beskæftiger sig mest med det andet spørgsmål, mens det er det første spørgsmål, der er det mest betydningsfulde - og spændende.
Samtidig er vi vidner til en vælgerflugt fra regeringspartierne og især fra Socialdemokratiet. De, der prøver at finde en forklaring, kommer ofte til den konklusion, at Dansk Folkeparti og de holdninger, dette parti repræsenterer, presser regeringen og især Socialdemokratiet. Hvis man spørger regeringen, får man det indtryk, at den ikke helt er klar over, hvorfor vælgerne svigter en regering, der har opnået (næsten) alt, hvad den havde sat som mål. Men regeringen kan godt se faren og ved, at noget skal gøres. Hvis regeringsmedlemmerne læser aviserne eller snakker med borgmestrene for at finde en forklaring, får de svaret: "Vis folk, at de ikke behøver at gå over til Dansk Folkeparti. Vi har forstået, hvad de vil, og vi kan selv opfylde det". Men befolkningen fortsætter med at svigte, for det er ikke derfor, den svigter regeringen.
Folk vil have nogle klare holdninger. Noget som regeringen, og herunder Socialdemokratiet, ikke længere er i stand til at levere.

Regeringspartierne er blevet forandret. Det er sket, uden at man har kunnet få vælgerne med. Socialdemokratiet, der blandt sine mærkesager havde solidaritet, partidisciplin og kamp for de svageste, har vist sig at være lige så magtsygt og internt splittet som alle de andre. Det begyndte faktisk med partiets formandsskifte. Man solgte ud af sine principper for at få regeringsmagten. Siden da har partiet mistet sin identitet, hvilket har resulteret i et splittet parti. En splittelse, der gør, at det er næsten umuligt at have en fælles holdning til de store spørgsmål.
Socialdemokratiets splittelse i EU-spørgsmålet illustrerer dette. De menige medlemmer vil fastholde de fire danske forbehold, mens partitoppen, der ved at forbeholdene i længden ikke kan overholdes, har splittet partiet så meget, at det ikke kan finde et fælles fodfæste - for ikke at tale om, at det ikke kan overbevise vælgerne om, hvad der skal gøres.
Regeringens andet problem er, at samarbejdet mellem de to partier har mistet sit formål. Kernen i regeringsdannelsen var således, at midterpartierne skulle garantere, at Socialdemokratiet førte en ansvarlig økonomisk politik, og at SF og Enhedslisten ikke fik kontrol med Socialdemokratiet. Efter Centrum Demokraternes udtræden af regeringen skulle de radikale stå for denne opgave. Men Socialdemokratiet har ikke længere brug for de radikale for at holde sig på den rigtige side af den gyldne midterlinje i dansk politik. For i de to vigtigste spørgsmål vil partiet helst lave aftaler med Venstre og de konservative. Og det ved både Socialdemokratiet og de radikale.
Det er faktisk de radikale, der nærmest fastholder regeringssamarbejdet - med den ændrede opgave, at det nu er de radikale, som holder SF og Enhedslisten i beredskab. Idet midterfeltet af dansk politik er så overfyldt, kan de radikale ikke være sikre på, at de kan eksistere uden for regeringen. Og de kan heller ikke genkendes længere.
I forhold til to af partiets varemærker - spørgsmålet om menneskerettigheder og militæret - har partiet skiftet karakter. Det har været med til at føre en stram indvandrerpolitik og er blevet promilitært.

Men vælgerne flygter stadig, og noget skal gøres. Løsningen på dette problem er, at regeringen skal sætte den rigtige dagsorden for samfundsdebatten og vise, at man stadig har nogle holdninger, man vil kæmpe for. EU-spørgsmålet er trods alt vigtigere end indvandrerspørgsmålet. Det ved regeringen, men den mangler mod eller mulighed for at sætte den på dagsordenen. Men det skal og kan gøres.
Den mest dramatiske måde vil være, hvis de radikale vælger den moralsk rigtige, men politisk farlige, løsning, at træde ud af regeringen, men dog frede den til næste valg. For de radikale kan ikke tåle at blive hevet ned af Socialdemokratiets nedtur. På den måde kan de to partier benytte sig af muligheden for at finde hvert deres fodfæste i EU-spørgsmålet og overbevise vælgerne i rigtigheden af dem.
Muligheden for, at regeringen vælger denne løsning, er minimal. Noget tyder på, at regeringen snarere - som det er set før - vælger den lidt mindre dramatisk løsning: en ministerrokade. Den kan i sig selv være tiltrængt, for der findes områder, der virkelig trænger til oprydning. Sundhedsministeriet og Trafikministeriet er to områder, der har en lang historie af fiaskoer. Noget, som i næsten alle andre lande forlængst havde udløst fyringssedler. Det kan give regeringen et tiltrængt ansigtsløft, men den kan kun løse krisen på længere sigt, hvis den samtidig baner vejen for, at den rigtige dagsorden bliver sat. Herom mangler den endnu at overbevise. Amin M. Alavi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her