Læsetid: 3 min.

Rigtige socialister spiser op

Alle andre steder i verden ville folk slå det indre visir ned og tåle, men i lufthavnen råber de bravo og ekstranummer, hver gang et enkelt menneske kommer videre fra køen. Det totale fravær af aggression er et gennemgående træk
2. august 2006

HAVANA - Allerede i lufthavnen mærker man, at man er kommet til en af verdensmusikkens hovedstæder. Alle, der er ankommet med de seneste fly til Cuba, er presset ind i et lille, varmt lokale, og vi venter alle sammen i den samme kø: immigrationskøen, der ikke bare er langsom, men helt østeuropæisk. Alle andre steder i verden ville folk slå det indre visir ned og tåle. Ikke her. Folk giver sig til at klappe, hver gang et enkelt menneske, som en dråbe vand, der undslipper huden, forsvinder ud gennem døren. Det går så langsomt, at alle kan følge med i, hvornår det sker.

Vi ender med at stå i kø tre timer, nogle står der længere. Man klapper forskellige rytmer og råber: Bravo! Ekstranummer! Selv de alvorlige uniformer bag glasset kan ikke lade være med at smile. Det næste, der sker, er vel, at folk begynder at danse. Man ved aldrig med cubanerne. Når man kan overleve så mange års ondsindet chikane fra USA, kan man vel også klare en simpel lufthavnskø.

Jeg er på Cuba for at danse. Ikke alene skal jeg følge et kursus i dans, jeg skal også have privatundervisning hos en rigtig salsero. På kurset får vi hver en cubansk dansepartner.

Min forekommer mig i starten at være lidt doven, men snart viser det sig, at han ikke alene er professionel rumbero og i mange år har rejst rundt i verden og repræsenteret Cuba, han inviterer mig også snart til at komme ned at se hans rumbashow downtown Havana, og der kan man nok tabe både næse og mund. Det er varmt på Cuba.

'Min ven'

En af de første dage går jeg en tur nede ved el Malecòn, og der passerer jeg det store, rædsomme monument for Maine. Maine var det krigsskib, amerikanerne efter alt at dømme selv sænkede for at have et påskud for at gå ind i en af Cubas mange uafhængighedskrige.

USA fortrængte spanierne og indsatte en militærregering. Det var også ved den lejlighed i 1901, at amerikanerne fik indført i forfatningen, at de havde ret til en flådebase ved Guantànamo. Castro nægter stadig at modtage lejen.

Det, man mærker allerede efter et par dage i Havana, er det totale fravær af aggression. Som et vestligt menneske er man vant til, at storbyen har en konstant understrøm af aggression.

Men i Havana har jeg i løbet af den første uge kørt den gale vej ned ad ensrettede gader, kørt for langsomt og for stærkt, jeg er sågar kørt ud midt i lyskryds, hvor der var rødt for mig. Men intet sted har jeg mærket den kontante afregning, en forbandelse eller en finger, som man så let får i København.

Folk er generelt meget hjælpsomme, meget afslappede og meget kærlige. 'Mit barn', 'min elskede', 'min ven', det er næsten fast efterhæng efter hver sætning. Der er en helt anden venlighed over for andre mennesker.

Meget kan man sige om den virkeliggjorte socialisme, men det cubanske samfund ville ikke fungere, hvis man var lige så selvoptaget, som man er i den vestlige verden. På Cuba hjælper man hinanden, man deltager i hinandens liv i en grad, der får én til at føle, at Europa er blevet et helt menneskefjendsk sted. Og så logrer vi ovenikøbet efter USA, når det drejer sig om at chikanere dette lille land, der ikke har gjort andet end at tage skæbnen i sin egen hånd.

Heldigvis blæser der af og til en kølig vind fra el Malecón. Jeg spiser frokost hos en gammel veninde. Pludselig kigger hun bekymret på min halvt spiste mango og siger: "Ja, der kan man jo nok se, at du er kapitalist!"

Jeg kigger spørgende på den uskyldige mango og siger: "Como?"

"Jo, for en rigtig socialist spiser jo op!"

Katrine Marie Guldager er forfatter til blandt andet novellesamlingerne 'Kilimanjaro' og 'København'. Hun rapporterer i den kommende tid fra et ophold på Cuba

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her