Læsetid: 11 min.

De rigtige stjerner

3. juni 2006

'Aaaaaarnesen!'

af Jes Dorph-Petersen

Sådan et spørgsmål kalder jo på Tipsblad-agtige svar som Johan Cruyff, Pelé, Diego Maradona eller Gerd Müller. Paulo Rossi måske, når det alene gælder enestående VM-slutrunde-præstationer. Men i mit hjerte overskygger Frank Arnesen alle de opreklamerede udenlandske boldflyttere. Naturligvis fordi jeg er dansker, og måske også fordi jeg har haft den fornøjelse at møde ham et par gange - og dermed truffet et dejligt menneske og en flinker fyr. Men jeg mener sgu i begge mine hjernehalvdele, at Frankie-boy var en af de allerstørste fodboldspillere dengang i 1980'erne. Også internationalt. Arnesen gjorde mig for alvor forelsket i fodbold.

Han havde en enorm betydning for datidens super-landshold, fordi han var så klog og hurtig på en fodboldbane. Frank Arnesen var en af de første såkaldte 'fart-spillere'. Han løb ikke - han trippede og han kunne trippe i alle retninger, udføre sine Ferrari-agtige tempo-skift og lægge de der missil-præcise baglinje-afleveringer, som Elkjær og drengene bare skulle puffe eller heade ind. Arnesen var efter min mening mindst lige så vigtig for holdet som Michael Laudrup. Måske endnu vigtigere, fordi Arnesen altid var med i spillet - til forskel fra Laudrup, der med al respekt langt oftere var helt væk i både halve og hele kampe.

I dag husker kun få, at Frank faktisk blev Danmarks topscorer under EM i 1984 - og at han spillede en gude-kamp mod Jugoslavien, hvor han scorede to af vores fem mål og desuden lagde rundt regnet 456 sukker-baller til de andre. Glem heller ikke, at da Danmark gik ned med 1-5 to år senere mod Spanien i VM, var Arnesen ude med karantæne. Jeg ved, det var gået anderledes, hvis han havde været på banen den lorte-dag i Mexico.

Det var grundlæggende smukt at se Frank Arnesen spille fodbold. Hans balance - de omtalte små trin - de kirurg-skarpe diagonal-ryk, han udførte fra fløjen og ind i banen. Selv når han blev sparket ned, var det pænt at se på: Han landede blidt som en vandflyver og lå bare stille der og tog sig til det skrællede ben, mens Morten Olsen overfusede voldsmanden. Og hele hans karma: Denne glade mand, som også pigerne kunne lide at se på. Hans evige Amager-smil, hans rocksanger-hår og så det bonus-talent, at han sang skidegodt. Frank var jo forsanger på "Reseppten" - den eneste gode landsholds-sang, vi har haft.

Jeg har nævnt Jugoslavien-kampen i '84, men Frank var også himlens gave til fodboldspillet mod Uruguay (6-1) to år senere i Mexico. Og så husker jeg en kvalifikationskamp i Idrætsparken i 1985 mod Schweiz, hvor han ganske enkelt spillede forrykt fremragende. Paradokset er, at han undervejs brændte et straffespark, og at vi kun spillede 0-0. Men det er ligegyldigt. Fodbold er ikke altid bare resultater. Jeg stod selv der på bræddestykkerne bag målet ved Øster Alle og så noget, jeg aldrig glemmer: Fodbold som kunst. Den slags er svært at forklare, men Ekstra Bladet gjorde det egentlig helt fornuftigt næste dag på forsiden. Avisen skrev med giga-pløkker hen over forsiden: 'AAAAAARNESEN'.

Så når vi i dag trækkes med jævnt hen kedelige menneske- og spillertyper på vores landshold, siger jeg bare: Frank, for fanden. Du var kongen på vores bedste landshold. Et af verdens bedste. Jeg savner dig, Aaaaarnesen.

Jes Dorph-Petersen er nyhedsvært på TV 2 og FCK-fanatiker

Carl Aage Præst var en stjerne

af Søren Krarup

International fodbold ved jeg ikke så meget om. Jeg er fra en tid, hvor vi hørte Gunnar Nu i radioen og gik til fodboldkampe i Idrætsparken, så vi dyrkede mest vores nationale helte. Og her var jeg meget begejstret for Carl Aage Præst. Alle ville jo nok sige, at Michael Laudrup er den største danske fodboldspiller gennem tiderne - og jeg har jo iøvrigt spillet over for hans far, da jeg spillede i Fremad Amager i sin tid. Men Carl Aage Præst var en stjerne - på OL-holdet i 1948, hvor vi vandt bronze, og i 1947 på Europaholdet mod England i Glasgow på Hampton Park, hvor også John Hansen var med som reserve. Han havde det bedste hovedspil, vi nogensinde har haft i Danmark, og han kom da også til Juventus og fik en stor karriere der.

I Hampton Park gik det skidt for Europa - jeg tror vi tabte 5-1 - men vi sad trofast og lyttede til Gunnar Nu i radioen. Jeg kan huske, at det var svenskernes Gunnar Nordahl, der scorede Europas ene mål. Svenskerne vandt jo OL i 1948, og det skyldtes især de tre Nordahl-brødre. To af dem var bomstærke defensive spillere, og så havde de altså Gunnar Nordahl, som var en lynende farlig forward.

Fire år senere, i 1952 ,spillede vi selv i Idrætsparken med Fremad Amager i drengerækkens pokalfinale. Det var altså en helt enestående oplevelse at gå igennem samme spillertunnel som vores helte og at spille på det samme græs. Jeg var anfører og spillede centrehalf i forsvaret. Det var dengang man brugte trebackskæder. Selvom jeg selv spillede i forsvaret, var det dengang som nu, angriberne der får mest opmærksomhed, så det var også i angrebsrækkerne, at jeg fandt mine helte. Men Fremad Amagers førstehold havde en fantastisk forsvarsspiller, Olaf Carstensen, som var mit ideal efter Carl Aage Præst og John Hansen.

Søren Krarup er MF for Dansk Folkeparti og tidligere centerhalf for Fremad Amager

Verdens bedste fodboldspiller!

af Søren Søndergaard

De havde spillet som en pose nødder. Samspillet fungerede overhovedet ikke. Det var nærmere reglen end undtagelsen, at afleveringer endte direkte hos modstanderne. Der var ingen bid i tacklingerne, og motivationen så ud til at være en by i Rusland. Ved pausen var de bagud med et mål.

Sådan så situationen ud fra sidelinjen på et eller andet gudsforladt stadion i slutningen af 80'erne, hvor B1903 mødte de lokale helte.

Anden halvleg startede ikke bedre. Men efter 10 minutter skete der noget. B1903-dirigenten Pierre Larsen gik ind i en tackling, så man kunne høre knoglerne knage ude på sidelinjen. "Kom nu", råbte han og kastede sig med et sandt arbejdsraseri ind i slagsmålet på midtbanen. Pludselig var det, som om luften omkring ham var ladet med elektrisk spænding. Med sig selv som omdrejningspunkt lykkedes det ham at drive B1903-spillerne 20-30 meter længere op ad banen. Holdet var som forvandlet. Motivationen var tilbage, pasningsspillet fungerede, og målchancerne opstod.

Der er ikke mange forundt at kunne det. At løfte ikke bare sig selv, men et helt hold op ved håret. At skabe et dynamisk spændingsfelt, som ikke bare omslutter alle medspillerne, men som kan føles helt ud på lægterne. At vende et truende nederlag til sejr. Ståle Solbakken og Morten Olsen kunne det på deres gode dage. Pierre Larsen kunne det også. Og når det opleves, er det bevægende smukt, fordi det åbner døren til mulighedernes land.

Gjorde dét Pierre Larsen til verdens bedste fodboldspiller gennem tiderne? Næppe! Men i en halv times tid denne søndag eftermiddag engang i 80'erne var han i hvert fald én af dem.

B1903 vandt i øvrigt 2-1.

Søren Søndergaard er fodboldromantiker, medlem af Gladsaxe Byråd og tidligere MF for Enhedslisten

Der Kaiser fornyede fodbolden

af Lykke Friis

Franz Beckenbauer er uden tvivl den største. Og det er det, fordi han jo simpelthen kom med en nyskabelse i fodboldspillet med hele libero-rollen. Tidligere var det jo de der forstoppere, som bare stod og sparkede bolden væk. Og så må man jo også sige, at hans teknik var fuldstændig uovertruffen - især det her med at kunne se hullerne og være med til at bygge spillet op bagfra. Endelig kommer man ikke uden om, at Franz Beckenbauer er en af fodboldens allerstørste ved, at han har været med til at vinde VM tre gange. Som spiller, som træner og som arrangør. Det er der mig bekendt ikke andre, der har, og det er jo også derfor, at han er et ikon i Tyskland. Han er det nærmeste, landet kommer på en royal figur, og han bliver jo også kaldt "Der Kaiser". Da han fyldte 60, var der en tre timer lang hyldest-udsendelse i bedste sendetid i tysk fjernsyn, hvor man simpelthen gennemgik alle faserne i hans liv og den rolle, han har spillet.

Tyskland har jo haft problemer med hensyn til nationalfølelsen. Alle nationale ting fra historien var jo tabubelagte i efterkrigstiden, og der har han været en samlende figur. Det er også meget sigende, at Henry Kissinger fremhæver ham som en af de 100 mest indflydelserige personer i historien i sidste nummer af Time's Magazine.

Noget af det mest spektakulære han har gjort, har i virkeligheden fundet sted uden for banen. For eksempel da han i 1974 overtog tøjlerne fra træner Helmuth Schön og satte et hav af spillere af holdet. Hvis han ikke havde gjort det, var Tyskland aldrig blevet verdensmestre.

Der er også den legendariske episode uden for banen, hvor Tyskland vinder VM, og han bare går rundt inde i midtercirklen. Det blev et symbol på den der VM-finalesejr over Argentina i 1990. Han gjorde ikke noget, han gik bare rundt, og det samlede så pr. automatik al opmærksomheden om ham. Det er det, man husker den kamp for.

Men altså fodboldmæssigt - på banen - husker jeg også kampen mod Italien i 1970, hvor han spiller med armen bundet op i en slynge. Og det er stadig et diskussionsemne i Tyskland, om holdet ikke havde vundet VM, hvis han ikke havde været skadet. Det er endnu en af de myter, der har fulgt Franz Beckenbauer.

Fascinationen er kommet ind med modermælken i den forstand at min mor var tysker. Så på den måde holder både min bror og jeg med det tyske landshold - lige så naturligt som vi holder med det danske landshold. Så vi kommer kun i problemer, når Danmark spiller mod Tyskland, men så holder vi nu trods alt med Danmark.

Men når man følger så meget med i både tysk fodbold og politik, som jeg gør, kan man jo også se de forbindelser, der er. Altså hvor stor betydning fodbold har spillet for tysk selvforståelse og genrejsning. Der er jo den her berømte kamp, hvor Vesttyskland vinder VM i 1954 - Das Wunder von Bern - der jo gav anledning til sloganet: "Wir sind wieder Wehr" - nu er vi nogen igen. Og alle de beskrivelser er også blevet til en film sidste år, der beskriver samspillet mellem tysk historie og fodbold.

Lykke Friis er prorektor på Københavns Universitet og glødende Bayern München-fan

HAM MED NUMMER 11

af Michael Falch

Skolen var lige begyndt igen efter sommerferien, og under et slagsmål i skolegården var jeg endt nederst og havde skrabet hul på det ene knæ i mine nye pepitaternede bukser. De bukser havde fået mig til at føle mig som en femte Beatle. De var stramme, og de havde påsyet sort ruskind ved lommerne, og måske ville jeg også engang få de rigtige, korte, sorte Beatles-støvler, eller i det mindste sådan nogle spidse sko med sølvspænder, som min fætter Keld oppe i Odder havde. Og så ville billedet være perfekt. Men nu var mine bukser ødelagt. Det ene ben havde svigtet det andet med sit hul på knæet. Heja-heja-heja!, rungede det i den blodtørstige rundkreds omkring os to slagsbrødre, der leverede frokostunderholdningen. Mit hjerte hamrede i vild frygt, og nu overmandede min modstander mig og tog kvælertag. Blodet fra hudafskrabningen på knæet piblede stille ud gennem det forrevne stof. Min mor ville blive vred, hysterisk vred, når jeg efter skoletid brødebetynget ville cykle hjem og fortælle, at jeg igen var faldet. Og jeg vidste jo udmærket, at det var en svær tid for hende for tiden. Hullet ville blive stoppet, og jeg ville blive tvunget til at gå med dem alligevel. Med den grufuldt tydelige, pinlige stopning midt på knæet som en skamplet, der trak nedsættende blikke til sig. Mine nye Beatles-bukser forvandlet til en tabers narredragt i et krænket, impulsivt nu under spil til to mål i skolegården. Heja-heja-heja!, råbte de, men nu havde jeg overgivet mig. Igen havde jeg mødt en overmand, og jeg måtte endnu en tid tage min status som tilflytter på tålt ophold på mig som mit kainsmærke.

Senere hed det sig, at tidsånden fejrede sin 'summer of love' dér i sommeren '67, men den ånd var ikke nået helt ned til Sønderborg endnu. "Strawberry Fields Forever" og "All You Need Is Love" stod måske nok på hylderne ovre i de toneangivende københavnske radioforretninger, men hernede i bunden af Jylland var det stadig "Help" og "A Hard Day's Night", der drejede på pladetallerkenen som vores modbilleder til provinskulturen.

For os 10-11-årige aktive fodbolddrenge var sensommerens mest elektriske kærlighedsakt da også den fodboldkamp i Idrætsparken, hvor stakkels Island fik kærligheden at føle i en sådan grad, at måltavlen efter sidste fløjt viste mageløse 14-2 til det danske fodboldlandshold. Den danske venstre wing, ham med nummer 11 på ryggen, havde drevet islændingene til vanvid. Med sine flyvende ryk i fuldendt balance havde den velskabte Vejle-spiller splittet deres forsvar totalt, og fra venstrefløjen havde han overfodret sine holdkammerater med skarpe indlæg, der bare skulle sparkes i kassen. Det lå allerede podet ind i ham, det magiske moment, der udløstes fire år senere, da han i en kamp for sin tyske mesterklub, Borussia Mönchengladbach, i et af fodboldhistoriens gyldne øjeblikke i én og samme sekvens to gange vipper bolden op over en modstander i nærkamp, for - uden at bolden endnu har rørt jorden - at flugte den i mål med højrebenet. Scoringen blev af tysk fjernsyns Sportschau kåret som 'Tor des Jahres' i 1971 og gjorde den sublime danske tekniker til en legende, der stadig i vor tid er levende blandt mere kultiverede fraktioner af tyske Schlachtenbummlern. Ulrik le Fevre hed han med et navn, der klingede lige så eventyrligt, som han så ud. Som taget ud af en drengebogs drøm om den renskurede helt med den solbrændte teint og det mørke hår med den markante sideskilning, der stadig sad perfekt, når anden halvleg var slut. "Ind over Ulrik!" blev et fodboldopråb på lægterne i de år, og le Fevre var slet ikke den dovne, arrogante Schönwetterspieler, som hans tekniske virtuositet sagtens kunne have legitimeret. Han deltog også i den intense fight og de drabelige dueller på sin venstrekant. Han endte bare aldrig med at ligge og rode rundt på knæ i mudderet som andre dødelige. I de heftigste nærkampe holdt han balancen og faldt aldrig. Selv når regnen havde pisket ned og forvandlet den gamle Idrætspark til smat, kunne Ulrik le Fevre forlade banen med rene, hvide bukser over den røde DBU-trøje med sit adelsmærke i hvidt på ryggen: de to helt ens et-taller som mystiske tegn i et billede på perfekt harmoni.

I næste frikvarter skule vi igen spille til to mål i skolegården, og så ville jeg være Ulrik le Fevre. Jeg ville glemme hullet i mine bukser og bare være ham med nummer 11.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu