Læsetid: 4 min.

Det var ikke rigtigt at gå ind i Irak - men beslutningen var rigtig

Invasionen af Irak var en helt rigtig beslutning, som vi uden tøven ville gentage under de samme omstændigheder
12. april 2007

Efter den store udenrigspolitiske debat tirsdag på DR2 har der været nogen debat vedrørende mine udtalelser. Jeg var bedt om at holde en kort tale, hvor jeg skulle besvare spørgsmålet: 'Var det rigtigt at gå ind i Irak?'

Mit svar var: Nej, det var ikke rigtigt at gå ind i Irak, men beslutningen var rigtig! Og en beslutning, vi uden tøven ville træffe igen under de samme omstændigheder.

Det var - indrømmet - et noget kryptisk svar, som ikke kan stå alene, men som kræver en forklaring. Den forklaring fik jeg også i kortfattet form lejlighed til at give i tv-debatten, og jeg vil i det følgende uddybe den.

Som politiker er man nødt til at agere på baggrund af de informationer, man har til rådighed. Og det, man har til rådighed, er dels erfaringen omkring et bestemt emne - det vil sige den historiske viden - og dels det, man kan kalde 'nuets' oplysninger.

Hvad ved vi lige nu og her? Hvad ved vi i dette øjeblik, hvor vi skal træffe en væsentlig beslutning, der betyder, at danske soldater bringes i livsfare?

Det ville være skønt, hvis man som politiker eller i andre af livets forhold, inden man traf beslutninger, havde kendskab til alt det, der efterfølgende kom frem - i bagklogskabens lys.

Først til Serbien: For otte år siden var hele verden overbevist om, at Slobodan Milosevic havde gang i et massemord, at massegravene var gravet, og at Milosevic var i gang med at fylde dem med mennesker. Vi vidste det, og vi agerede på den baggrund. Og med den sikre viden begyndte NATO bombardementerne af Beograd - efterfulgt af en invasion af Serbien. Infrastrukturen blev ødelagt, tusinder af mennesker mistede deres bolig.

Serbien var i knæ. Ved en måling herhjemme stod det klart, at overvældende 90 procent af danskerne var tilfreds med bombardementerne og invasionen. I Folketinget var det i øvrigt kun Dansk Folkeparti, som stemte nej.

Nogle måneder senere stod det klart, at der ingen massegrave var i Kosovo. Mange albanere var drevet på flugt, men det etniske folkedrab var ikke eksisterende. Hvad skulle NATO så have gjort? Skulle NATO have sagt: Om forladelse, Milosevic! Det var ikke rigtigt af os - nu tager vi hjem igen, og så kan du ellers regere videre som om intet var hændt. Selvfølgelig ikke! Vi havde, på baggrund af en sikker viden om massegrave i Kosovo ageret og sagt A. Følgelig måtte vi også sige B. Vi kunne ikke have, at Milosevic' stalinistiske jernhånd fortsat skulle sætte dagsordenen. NATO-tropperne står stadig i Kosovo hér otte år senere. Med Dansk Folkepartis fulde opbakning. For selv om vi sagde nej dengang i 1999, påtager vi os som et seriøst parti alligevel ansvaret for at løse den situation, bl.a. Danmark var med til at skabe.

Galningen måtte standses

For fire år siden hørte vi alle USA's sympatiske og overbevisende udenrigsminister, Colin Powell, i FN dokumentere, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben og at han stod i ledtog med terrororganisationer. Med Saddam havde vi 35 års smertelig erfaring.

Vi vidste således, at Saddam var en gangster, som havde kørt sit land i sænk, indhyllet sit land i et ufrit mørke. Vi vidste, at han havde foretaget etniske udrensninger i det kurdiske folk, havde udslettet hele landsbyer - og vi vidste, at han havde ladet det regne med missiler over israelerne og var parat til at gøre det igen. Og så havde vi altså Powells sikre informationer. Det var ikke noget, vi troede - det var noget, vi vidste. Og vi agerede på den baggrund! Ikke mindst fordi Saddam igennem 12 år havde leget kispus med våbeninspektørerne og nogle måneder forinden, i december 2002, havde fået det allersidste ultimatum fra FN's Sikkerhedsråd.

Løbet var kørt for Saddam. Galningen måtte standses. Nogle måneder senere stod det så klart, at der ingen masseødelæggelsesvåben var, og at Saddam ikke stod i ledtog med terrororganisationer. På det tidspunkt var Iraks infrastruktur ødelagt, og diktaturets system lå heldigvis i ruiner. Friheden og mulighederne bankede på for det irakiske folk efter 35 års mørke. Og terroristerne? Ja, de vejrede morgenluft.

Hvad skulle vi i en sådan situation have gjort? Skulle vi have sagt: Undskyld, Saddam! Det var forkert af os. Vi smutter igen! Fortsæt du blot dit modbydelige diktatur og kør videre, som om ingenting var hændt. Selvfølgelig ikke. Vi havde sagt A, og så måtte vi nødvendigvis også sige B. Det forstod FN's Sikkerhedsråd - og gav et urokkeligt mandat til de frie allierede. Et mandat, som igen og igen fornyes. Og det værdsætter de kræfter i Irak, som er lykkelige over at være sluppet for Saddam efter 35 år.

Vi løb ikke et sekund fra ansvaret. Vi gjorde derimod det, vi nødvendigvis måtte gøre. . I Dansk Folkeparti fortryder vi ikke et øjeblik. Vi bakkede helhjertet op om beslutningen og gør det stadig - uden vaklen.

Søren Espersen er medlem af Folketinget og Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu