Læsetid: 4 min.

'Som et rigtigt parlament'

Mickey-Mouse-Parlament er blot et af de øgenavne, EU-Parlamentet i årenes løb har tildraget sig. Siden udvidelsen med de nye lande er Parlamentet dog ved at kæmpe sig frem til en ny selvbevidsthed - og en ny rolle i EU's magt-trio
22. januar 2007

I et hjørne af kupeen snorker en af EU-Parlamentets assistenter sagte, hans hoved hviler blødt på en medbragt rejsepude. Ved siden af ham sidder en kollega fra et andet parti og et andet land. Hendes hånd hviler på en lyserød mappe med en stak papirer, men koncentrationen slap op - også hun kæmper med søvnen. Efter den månedlige tur til Strasbourg er alle næsten 800 parlamentarikere, assistenter og journalister, der har med Parlamentet at gøre, fuldstændig udkørte.

Det står i traktaten, at Parlamentet skal holde til i Strasbourg. Behageligt langt væk fra magtcentret i Bruxelles, som diplomater kan finde på at udtrykke det.

Parlamentet, der betragtes som den svageste part i EU's magt-trio, Parlament, Kommission og Ministerråd, har ikke haft det let gennem årene. Øgenavnet Mickey-Mouse-Parlamentet ramte plet i sin tid: Et Parlament uden magt. Problemet er, at selv om hver traktat har givet mere indflydelse til Parlamentet, så er indtrykket blevet hængende.

Image

Billedet af en forsamling, der tager sig af hvad som helst præger også mediernes holdning til Parlamentet. Det bliver ikke bedre af, at dagsordenerne ofte byder på uigennemskueligt tekniske emner eller på emner, hvor Parlamentet har masser af god vilje, men ikke ret meget indflydelse - om overhovedet nogen. Parlamentarikerne higer efter mediernes opmærksomhed og handler derefter.

Klart nok tiltrækker et pressemøde med lederen af de iranske mujahediner flere journalister end et om 'lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold.' Mujahedinerne var blevet sat på EU's terrorliste, de var en sensation. Indflydelse? Nul. Absolut ingenting - bortset fra nogle avisartikler og snak bag arrangørens ryg.

Lovvalgsreglerne derimod er noget, Parlamentet har fuld indflydelse på, og som kan komme til at true ytringsfriheden. De fik end ikke æren af et pressemøde.

Er alt så ved det gamle? "Min oplevelse er, at Parlamentet har fået større bevågenhed og bliver taget mere alvorligt," siger Marlene Wind, specialist i EU og lektor ved Københavns Universitet.

Det bekræfter arbejdet som journalist i Bruxelles. Folk fra Ministerrådet og Kommissionen tager det mere alvorligt - og ikke mindst tager Parlamentet sig selv og sin opgave mere alvorligt.

Gang i den

Synligt blev det helt sikkert efter det seneste valg i 2004. Dengang kom de nye politikere til fra især Østeuropa, og de havde et andet syn på det gamle parlament end deres vestlige kolleger.

De brændte for at komme i gang med europæisk demokrati. Og de tænkte anderledes end deres kolleger fra vest.

Politikerne fra de gamle lande har gennem EF/EU's første årtier ført en stilfærdig konsensus-politik. Som budbringerne for projektet Europa ville de ikke besudle EU med offentlige politiske fløjkampe og konflikter. Det var slut, da de nye kom til. Nu er der højrefløj og venstrefløj, der er rabalder, der er store politiske uenigheder, og der er store kompromis'er.

Politikerne fra de nye lande er ofte helt anderledes stærke profiler, end de gamle EU-lande har tradition for at sende, logisk nok, given deres historie samt den detalje, at alene rejse- og diætpenge giver dem langt bedre vilkår end deres partifæller i de hjemlige parlamenter. Også de vestlige lande sender dog ikke længere "helt så sekundære politikere", som Marlene Wind siger. "Parlamentet er ikke så ringeagtet mere."

Ny selvbevidsthed

Den nye selvbevidsthed gælder hele Parlamentet. Kun nogle måneder ind i valgperioden udfordrede de dengang 732 politikere kækt Kommissionen: De troede ikke på, at Kommissionens kandidat, den dybt katolske Rocco Buttiglione, ville kunne forsvare kvinder og homoseksuelle mod diskrimination, da han havde beskrevet sin personlige indstilling til dem. Første magtkamp blev vundet, Italien sendte en ny kandidat.

I løbet af valgperioden blev Parlamentet ved med at markere sig. Havnedirektivet, der truede de hjemlige havnearbejdere med at blive arbejdsløse, fordi sømænd fra billig-flag-lande skulle have lov til at losse og læsse? Afvist! Patenter på software, hvor modstanderne sagde, at det ville standse innovationen? Afvist. Regler om grundvand, pesticider og klimagasser blev kæmpet igennem på højeste niveau.

Ny magtbalance

"Vi har bevist, specielt sidste år, at Parlamentet er modent," siger Dan Jørgensen, dansk socialdemokrat og en af Parlamentets yngste medlemmer. Parlamentet forhandlede brede kompromis'er på plads, som de to andre i magt-trioen ikke kunne komme udenom. Han vil gerne have Parlamentet til at tage sin magt endnu mere alvorligt, "ligesom et rigtigt parlament."

Modenhed er noget, der også kommer med alderen. Parlamentet - med direkte valgte medlemmer - er nu snart 28 år og altså ved at komme over de værste teenage-nykker. En ung generation af politikere, for hvem EU ikke er et stridsemne men en politisk realitet, er ved at rykke opad i systemet. Det kan mærkes. EU har i hele sin levetid bevæget sig på en skala mellem nationernes Europa og en føderal stat. Uenigheden mellem lande og interesser blev holdt i ave gennem magtbalancen i trio'en Parlament, Kommission, Ministerråd.

Ved at blive mere selvbevidst og tage sin magt mere alvorligt er Parlamentet ved at tiltage sig mere magt. Og det ændrer vægten i trio'en.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu