Læsetid: 9 min.

En ringe start

Når nytilkomne flygtninge og indvandrere mister fodfæste på arbejdsmarkedet, bliver de ikke tilbudt kontanthjælp. De ryger på den såkaldte starthjælp, der betyder et rådighedsbeløb under Danmarks uofficielle fattigdomsgrænse. Indvandrerne skal motiveres til at arbejde, lyder regeringens forklaring, men ifølge eksperter virker starthjælpen stik i mod hensigten
2. december 2006

Thordy Besmalahi sover ikke godt om natten. Han spekulerer for meget. Så snart han lægger hovedet på puden, vælter tankerne over hinanden. Det er ikke tankerne om krigen, torturen og flugten til Danmark, der holder ham vågen. Det er tanken om, hvad han skal sige til sine børn i morgen. Når de igen beder om noget, han ikke kan honorere:

"Hvordan skal jeg forklare dem det? At vi ikke har råd. Jeg må hele tiden finde på nye undskyldninger," siger Thordy og tager sig til hovedet.

Familien Besmalahi er politiske flygtninge fra Afghanistan og bor i et mindre rækkehus i Ballerup. Foruden Thordy er det konen Sharifa, døtrene Bahara på 18, Sadaf på 12 og Jahanara på 10 samt sønnen Boysanghar på 16.

Sharifa er uddannet jordemoder og Thordy er professor i topografi fra universitetet i Kabul. Han har været i virksomhedspraktik hos blandt andre Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) og i DSB Arkitekt. Alligevel er det ikke lykkedes han at komme i arbejde. Sharifa er også arbejdsløs, derfor lever familien - ligesom 3.300 andre flygtninge og indvandrere rundt om i landet - af den starthjælp, de modtager af det offentlige. Når de faste udgifter er betalt har familien cirka 6.550 kroner at gøre godt med. Det er en beskeden levefod, som de langt fra er vant til, fortæller Thordy.

Fattigdom stresser

"I Afghanistan havde vi både bil og hus. Vi skulle aldrig tænke på økonomien. Men i dag laver vi ikke andet. Det er meget stressende," siger Thordy. Han sidder i sin sorte lænestol og peger rundt i stuen - på de farverige tæpper, som er bredt ud over gulvet, på reolsystemet, sofagruppen i sort læder og på landskabsmalerierne på væggen ovenover. Alt sammen er købt på loppemarkeder og i genbrugsbutikker for nogle få hundrede kroner. Lige med undtagelse af den store læderstol, han selv sidder i:

"Den er fra storskrald. Vi hentede den, efter det var blevet mørkt, mens der ikke var nogen, der så det," siger han.

Starthjælpen er den laveste sociale ydelse, børnefamilier forsørges af i Danmark, og langt lavere end den kontanthjælp, som ellers tildeles folk uden for arbejdsmarkedet. Starthjælpen blev indført for fire år siden af den nuværende regering og Dansk Folkeparti med det formål at få flygtninge og indvandrere hurtigere i arbejde ved at presse dem på pengepungen. Regeringen har dog haft svært ved at bevise effekten af starthjælpen, og imens er kritikken haglet ned over den omstridte ydelse, som oppositionen og flere NGO'er anklager for at fastholde flygtninge i fattigdom.

I dette efterår udkom rapporten Flygtninge på starthjælp, som Center for Alternativ Samfundsanalyse, CASA, og Dansk Socialrådgiverforening, DS, står bag. Rapporten er den første større undersøgelse af, hvordan flygtninge på starthjælp klarer sig i hverdagen, og den melder om væsentlige materielle afsavn i flygtningefamilierne. Det går ud over børnene. I rapporten fortæller forældre blandt andet om, hvordan deres børn bliver mobbet, fordi de er klædt i genbrugstøj. Og at de ikke har råd til at deltage i fritidsaktiviteter og holde børnefødselsdage.

Det er de samme bekymringer, som hober sig op i familien Besmalahi i Ballerup og spolerer Thordys nattesøvn. Der er nok at bekymre sig om, for familiens økonomi er stram: Inklusiv boligsikring og børnefamilieydelse har familien 15.820 kroner at gøre godt med om måneden. Det er før, der er betalt husleje samt regningerne til telefon, elektricitet, togkort og licens.

Alt i alt beløber familiens faste udgifter sig til 9.259 kroner, hvilket efterlader 6561 kroner til de indkøb, som trods alt skal gøres i form af mad, tøj og eventuelle fritidsaktiviteter. Det svarer til 36 kroner pr. snude pr. dag, og det er ikke nogen formue, fortæller Thordy Besmalahi.

På kant med børnekonventionen

"Der er hele tiden udgifter. De andre børn i skolen får nye skoletasker, der er lejrskoler, som skal betales og gaver til fødselsdage. Og så er der klassekassen. Det er kun 50 eller 75 kroner, vi skal betale, men for os er det mange penge, og vi kan jo ikke sige: 'Vi er på starthjælp, vi har ikke råd'. Jeg bliver nødt til hele tiden at finde på nye løsninger," siger Thordy Besmalahi.

Det er den type historier, som får Københavns socialborgmester Mikkel Warming (EL) til at sige, at starthjælpen er på kant med FN's børnekonvention.

"Jeg får breve fra enlige mødre, der beder om støtte til at sende børnene på lejrskole, om støtte til nyt vintertøj eller om støtte til en ny seng, hvis børnene er vokset fra den gamle. Jeg er ikke jurist, men når vi bevidst holder børn i fattigdom, så synes jeg, vi er på kant med ånden i børnekonventionen," siger Mikkel Warming, som finder selve begrebet starthjælp, dybt misvisende:

"Prøv lige at smage på ordet 'starthjælp.' At holde børnefamilier på et eksistensminimum er i hvert fald ikke starten på noget godt," siger han.

Ifølge integrationsminister Rikke Hvilshøj er starthjælpen dog "rimelig". Og der er taget højde for børnenes tarv, mener hun.

"Starthjælp er en ydelse, man godt kan leve for, men det er samtidig en ydelse, som de fleste mennesker gerne vil videre fra, og det er jo netop meningen med den," siger Rikke Hvilshøj:

"Men jeg vil godt understrege, at når det gælder børnene, så er der muligheder i systemet for at give ekstra ydelser i særlige tilfælde. For eksempel til fritidsaktiviteter og til kontingenter i sportsklubber og til transport," siger hun.

Også familien Besmalahi modtager særlige ydelser. For eksempel er børnenes buskort betalt af kommunen. Desværre gælder buskortene kun i dagtimerne, så hvis familien skal til arrangementer efter klokken 19, må de selv hoste op. Og det afholder dem ofte fra at tage nogen steder om aftenen, forklarer Thordy.

"Det koster måske 200 kroner, hvis hele familien skal ind til København og tilbage igen, og så er det bedre at blive derhjemme og bruge pengene på mad," siger han.

Nyt ord for fattig

I mangel af en officiel fattigdomsgrænse har man i CASA-rapporten valgt at sammenligne starthjælpen med det rådighedsbeløb, som Justitsministeriet ifølge konkurs- og gældsinddrivelseslovgivningen har fastsat som et minimum. Regnestykket viser, at starthjælpen for en familie med to børn kun udgør 73 procent af det rådighedsbeløb, som en gældsplaget familie ifølge Justitsministeriet bør have at leve for om måneden. I et andet regnestykke fra rapporten sammenligner forfatterne starthjælpen med kontanthjælpen, der indtil for fire år siden var det politisk besluttede laveste indtægtsniveau for familieforsørgelse i Danmark. Det er den ikke længere: Et par med tre børn modtager 23.250 kr. i kontanthjælp, mens en tilsvarende familie på starthjælp må klare sig for 11.698 kr. om måneden. Det er 55 procent af, hvad den ville have fået på kontanthjælp. Mette Blauenfeldt, formand for integrationsfaggruppen i DS og medforfatter til rapporten, siger: "Forskelsbehandlingen betyder utrolig meget for flygtningenes selvværd. De kan jo bare sammenligne sig med gamle flygtninge, der fik opholdstilladelse før 2001 og derfor får kontanthjælp. Og så er det klart, at de spørger sig: 'Hvorfor skal vi have mindre? Er det fordi vi er mindre værd?'," siger hun.

Mette Blauenfeldt frygter, at flygtningenes oplevelse af at blive forskelsbehandlet med tiden kan ende i en dybtfølt mistillid til det danske samfund, som forældrene giver videre til børnene. Det kan på sigt give store problemer:

"Vi behøver jo bare kaste et blik på Nørrebro for at se, hvad mennesker, der ikke føler sig velkomne, gør - de stiller sig ud på sidelinjen og modarbejder det samfund, de bor i," siger hun.

Ifølge integrationsminister Rikke Hvilshøj er det imidlertid kun naturligt, at man gør forskel på folk, når det drejer sig om bistandsydelser:

"Vi taler jo om en gruppe mennesker, der lige er kommet til landet, og derfor synes jeg, det er rimeligt, at de til at starte med kommer ind på et lavere niveau. Man kan kalde ---- det en optjeningsperiode, inden man når kontanthjælpsniveauet," siger Rikke Hvilshøj.

Hun understreger, at starthjælpen først og fremmest har til formål at sikre, at det økonomisk kan betale sig at tage et arbejde.

"Det er ikke regeringens mål at fastholde folk på offentlig forsørgelse. Det har man været alt for god til tidligere. Målet er derimod at sikre, at folk kommer i beskæftigelse og hurtigst muligt bliver selvforsørgende," siger ministeren.

Tommelskruer ingen effekt

Alligevel tyder noget på, at de økonomiske tommelskruer ikke virker efter hensigten. CASA-rapportens undersøgelser viser, at 75 procent af starthjælpsmodtagerne fra de sidste to år stadig modtager starthjælp, mens kun 25 procent er i job eller under uddannelse. Og ser man på tallene fra Beskæftigelsesministeriets egen DREAM-database er knap to ud af tre flygtninge, som har fået asyl siden 1. kvartal 2004, fortsat på starthjælp. Men det giver ikke anledning til at kalde starthjælpen en fiasko, mener Rikke Hvilshøj.

"Hvis du sammenligner med, hvordan det stod til, da folk var på kontanthjælpsniveau, så var de i endnu højere grad fastholdt i overførselsindkomstsystemet. Og det er jo det, vi skal sætte det i forhold til. Der er flere, der hurtigere bliver selvforsørgende i dag i forhold til dem, der er på kontanthjælpsniveau," siger hun.

Ifølge Mette Blauenfeldt tyder tallene imidlertid på, at hele filosofien bag starthjælpen er forkert: Det hjælper ikke at presse folk på pengepungen, for det er ikke motivationen, den er galt med:

"Hvis problemet var, at alle flygtninge kom til Danmark og sagde: 'Vi gider ikke arbejde, vi vil bare ligge hjemme på divaneseren og hæve bistandsydelser', så kunne det godt være at starthjælpen ville virke. Men det er bare ikke det, der er problemet."

Den vurdering deler arbejdsmarkedsforsker Jørgen Stamhus fra Aalborg Universitet:

"Det handler om, hvordan man ser på årsagerne til ledighed. Hvorfor er folk arbejdsløse? Og der viser erfaringerne, at arbejdsløshed i hovedreglen er et kvalifikationsproblem, mere end det er et incitamentsproblem," siger Jørgen Stamhus.

Ifølge Mette Blauenfeldt er langt de fleste nytilkomne flygtninge topmotiverede for at komme i arbejde, men vejen til arbejdsmarkedet er brolagt med sprogbarrierer, kulturforskelle og manglende åbenhed fra erhvervslivet. Dertil kommer at over 50 procent har helbredsproblemer med sig i bagagen, herunder psykiske problemer som følge af tortur- og krigsoplevelser, og over for den gruppe mennesker har de økonomiske tommelskruer ingen effekt, lyder det blandt andet i CASA-rapporten.

Rikke Hvilshøj er enig i, at der er brug for en bredspektret strategi, men starthjælpen står heller ikke alene, pointerer hun.

"Vi siger jo ikke: 'Nu får I starthjælp og så må I klare resten selv'. Starthjælpen er ledsaget af en generel indsats for at hjælpe folk til at komme ud af den passive forsørgelse. Og vi har aldrig nogensinde investeret så mange penge i at sikre at flygtninge/indvandrere og deres efterkommere kommer i beskæftigelse," siger Rikke Hvilshøj.

Jørgen Stamhus fra Aalborg Universitet fastholder dog sin skepsis over for starthjælpen: "Der er ikke nogen tvivl om, at bistandsydelser generelt set godt kan blive for høje, men de kan også blive for lave, og starthjælpen er i mine øjne på kanten af det sidste. Det kræver jo et vist overskud at søge arbejde, og hvis økonomien er for stram, kommer familierne til at bruge mere tid på at få tingene til at løbe rundt, end på at finde et arbejde," siger Jørgen Stamhus.

Den opfattelse deler Mette Blauenfeldt. Den konstante mangel på penge stresser familierne, forklarer hun, og gør at de kommer til at bruge deres energi forkert, fordi de ustandseligt skal tænke på, hvordan de får råd til det mest fornødne:

"Hele deres vågne tid bliver brugt på at gå langt efter det ene tilbud og langt efter det andet og på at skændes med børnene om, hvad de må få, og hvad de ikke må få. Deres energi var langt bedre brugt henne i sprogskolen eller på at skabe de kontakter og netværk, som er så vigtige for at komme ind på arbejdsmarkedet," siger Mette Blauenfeldt.

Også familien Besmalahi er nødt til at være kreativ for at få pengene til at slå til, fortæller Thordy.

"Vi laver stort set ikke andet end at tænke i udgifter og indtægter hele tiden. Og vi venter altid med spænding på, hvor mange penge der kommer ind på kontoen i denne måned," siger Thordy.

At det økonomiske underskud også fører et psykisk overtræk med sig, forsøger han dog så vidt muligt at skjule for sine børn. Det er der undskyldningerne kommer ind i billedet, og nattesøvnen går ud, fortæller han.

"Så snart jeg lægger hovedet på puden begynder jeg at spekulere på, hvad jeg skal fortælle dem. Det er meget stressende," siger Thordy.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu