Læsetid: 4 min.

Rio-knald og/eller -fald

25. januar 1997

"Hvis verdens økonomier skal bevæge sig ind på en bæredygtig kurs i det 21. århundrede, så bliver det næppe som resultat af én overordnet plan. FN's Rio-konference i 1992 om miljø og udvikling var måske det sidste udkald for dem, som håber på en stor "Marshall-plan" til løsning af klodens problemer."
State of the World 1997

GIV NU IKKE FORTABT: Sort ser det ud for det nøgterne blik, men læseren skal opmuntres af et par solstrålehistorier eller tre. Humanismen er belejret, konstaterede Morten Piil i gårsdagens avis ved afslutningen af sin anmeldelse af filmen Shine, "men man kan se Shine som et frisk kildevæld af en film, i en tid da kynismen, den blodige ironi og de incestuøse filmreferencer florerer i biograferne. Et værk, der uden patos tør tro på menneskelig overlevelseskraft." Fortællinger om Agenda 21-kampagnen siden 1994 over hele Danmark og Guldplantens prisoverrækkelser i fredags på Københavns Rådhus og seminaret om økologi og fællesskaber i denne weekend i Kerteminde kan ses som friske kildevæld, i en tid da økonomisk kynisme, blodige politiske karaktermord og narcissistiske mediespejlinger florerer i det offentlige rum. Disse værker - der uden de store "Marshall-planer"s patos tør tro på menneskelig overlevelseskraft - annonceres her før fortsættelsen følger af ovenstående citat:
"Svaret ligger snarere i et velvalgt mix af internationale aftaler, gennemtænkte regeringsinitiativer, en effektiv udnyttelse af private organisationers kræfter og dristige initiativer på græsrodsniveau."
Naturgrundlaget for humanismen er belejret - af menneskeheden selv, men dristige initiativer på græsrodsniveau holder håbet frisk. Derimod ser det sort ud, hvad internationale aftaler og gennemtænkte regeringsinitiativer angår. Læs bare gårsdagens side 3 om rapporterne fra henholdsvis Worldwatch Institute og Earth Council og dagens interview med formanden for Folketingets miljø- og planlægningsudvalg Steen Gade (SF).

INGEN KAN I LÆNGDEN holde ud at læse alene om "regeringsapatiens forsinkede omkostninger". I form af udslettelsen af klodens levende arter med nu fem arter i timen (50.000 om året). - En atmosfærisk koncentration af CO2, der nu er den største i 150.000 år med udsigt til klimaændringer og -ødelæggelser, hvis hastighed overstiger den naturlige takt med mere end en faktor ti (hvortil hver dansker bidrager mere end de fleste andre bortset fra amerikanerne). - Nu faldende vandspejl og stadig mere forurenet vand, der snart udløser større geopolitiske konflikter om adgang til vandkilderne end til oliekilderne. - De grundlæggende tendenser i det økonomiske liv, som har skabt miljøproblemerne, men som trods fremskridt på enkelte områder nu under ét er blevet forværrede siden Rio-konferencen for fem år siden: 100 lande har det værre, 1,3 milliarder mennesker skal leve for under seks kroner om dagen. Mens de rige lande (der omfatter mange fattige og som stadig både forurener og naturforbruger mest) nu direkte nedskærer deres sociale programmer og i visse tilfælde helt opgiver deres løfter om udviklingsbistand. (Igen med USA i spidsen).
Hold op, skriger læseren og ens eget hjerte.
Lad os også høre Kirsten Vintersborg fra Landsplanafdelingen i Miljø- og Energiministeriet fortælle om den solstråle, Agenda 21 opfølgningen af Rio-konferencen har været i danske kommuner og amter, hvor et utal af initiativer er sat i værk, spændende fra økologiske køkkener i institutionerne og sanering af støjramte boliger til oprettelse af miljøbarometre for udviklingen på alle leder og kanter og nationale og internationale kontaktnet til gensidig inspiration og erfaringsudveksling.
Lad os høre fødevareforskeren Bodil Søgaard fra Landbohøjskolen fortælle om den Guldplante-pris, hun selv modtog sidste år, og som i år blev givet til dels en af verdens og den moderne udviklingstros mest udfordrende filosoffer og og videnskabelige skribenter Vandane Shiva, der på dansk er repræsenteret med bogen Livets ophold - Kvinder, økologi og udvikling (Forlaget Rosinante), dels arkitekten, designeren, håndværkeren og by-økologen Flemming Abrahamsson, dels bageren og mad-æsteten Jørn Ussing Larsen. "Det vidunderligste ved Guldplanten er nok, at den er oprettet af en jysk far og søn, Hans og Johan Wassinger, der efter flytning til København ved rock-musik-festivaller og indsamlinger skaffer penge til en indsats, der går ud på at tilskynde københavnerne til at spise og forlange at spise - godt, simpelt hen," siger Bodil Søgaard.
Lad os høre lærer Lars Myrthu-Nielsen, der nu er sekretariatsleder for Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis, fortælle om seminaret om økologi og fællesskab på Den danske Husflidsskole i Kerteminde, hvor 160 mennesker på oplæg fra Jean Fischer, Lars Fahrendorff, Ebbe Kløvedal Reich, Johannes Nørgaard Frandsen, Torben Lauersen Stjernholm, Claus Heinberg og Uffe Raahede i denne weekend skal samtale om andelsorganisering, "kommunitarisme", små teknologier og forpligtende fællesskaber - "en oplagt alliance mod den rene markedsøkonomi".
Derfor den oplagte nødvendighed. Nok er en bæredygtig udvikling primært regeringernes ansvar, men uden de lokale myndigheders direkte samarbejde med lokalbefolkningerne selv, får Rio-vedtagelserne ingen gennemslagskraft, erkendte konferencen allerede dengang. Nu viser det sig, at Agenda 21 udløser et åbenbart påtrængende folkeligt behov for at gøre noget - som kommuner og amter ikke bare kan kanalisere ind i en speciel afdeling. Hele kommune- og amtsvæsenet gennemstrømmes af det nye kildevæld.
Herfra må det springe videre til regeringerne. Fra dem over-vælde EU. Herfra sive videre til "verdenssamfundet". Hvorfra skulle det ellers komme? Kildevæld springer fra neden. De overordnede planers tid er forbi. Kun folkets eget styre redder folkestyret - humanismen og dens naturgrundlag.

el (Ejvind Larsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her