Læsetid: 3 min.

Rio minus fem

17. maj 1997

"Verden så bedre ud inden Rio, end den gør bagefter. Det går den gale vej år for år: Kløften mellem rige og fattige uddybes, klimaet destabiliseres, dyre- og plantearter udryddes."

Miljø- og energiminister Svend Auken i tale til danske miljø- og udviklingsorganisationer i forgårs

UNDER TRUT og faner stimlede alverdens statsledere sammen i Rio 1992. Begivenheden var FN's store konference om Miljø- og Udvikling.
Ambitionsniveauet havde været højt i årene op til Rio. Nu skulle kronen sættes på den Brundtland-rapport, som statsministeren af samme navn lagde frem for FN i 1987. Eden var bæredygtig udvikling: Den udvikling, der dækker nuværende generationers behov uden at forskertse fremtidige slægters muligheder for at dække deres.
I diplomatiets forhandlinger forud for Rio begyndte ambitionerne at falde. Og efter kritiske iagttageres opfattelse faldt de på det nærmeste sammen, da statslederne mødtes.
En planlagt konvention om klimabeskyttelse blev i stedet til en ramme-konvention. Altså noget, som diplomater i årevis kan snakke videre om at fylde indhold på. Et mål om at stabilisere de menneskeskabte udledninger af drivhusgasser udlægger USA stadig som en hensigtserklæring. Og i år 2000 vil amerikanerne sandsynligvis udlede femten procent mere kultveilte end i 1990.
En konvention om beskyttelse af det globale dyre- og planteliv led en nogenlunde tilsvarende skæbne. Diplomater forhandler stadig, og anslået 50.000 arter forsvinder årligt, mens forhandlingerne pågår.
En påtænkt konvention om beskyttelsen af verdens skove blev i stedet til et dokument med det meget sigende navn: "Ikke-juridisk bindende autoritativ erklæring om principper for en global konsensus". Akrobat oh! Diplomat oh!
Konferencens generalsekretær, canadieren Maurice Strong søgte i sin sluterklæring at konvertere nederlagene til et træk på fremtiden: "Hvorvidt vi kan kalde det her møde en succes eller ej, afhænger helt og holdent af de handlinger, der sættes i gang herefter."

NU ER DER gået fem år siden Rio. FN holder i juni en særlig ekstraordinær generalforsamling for at gøre status. Folketinget drøftede i går det danske oplæg.
Nogle kalder FN's kommende møde for "Rio plus fem". De danske miljø- og udviklingsorganisationer skriver til Folketinget: "Titlen burde være 'Rio minus fem', fordi det nærmest er gået baglæns siden Rio." I kronikken i dagens avis uddyber organisationernes talsmand Lars Georg Jensen dette synspunkt.
Miljø- og energiministeren er på det nærmeste enig med de folkelige organisationer. Det fremgår af det nyhedsfriske citat ovenfor. Problemet er, at regeringens øvrige ministre ikke er enige med miljø- og energiministeren. Eller er ligeglade. De ser økonomisk vækst som al valglykkes moder. Den retoriske indpakning er brundtlandske blomster, men indholdet er fuld-fart-frem som i 1960'erne, dengang det var sjovt at være dansker (og sidde i en socialdemokratisk-radikal regering).
Måske er miljø- og energiministeren ikke engang enig med sig selv. Hans partilederrolle som alle motorvejes fader bør ikke forglemmes. Hvis Auken igen ophøjedes til centerspiller i dansk politik, ville han da fremstå som bæredygtighedens bærer?

DET DANSKE PROBLEM er det samme som hele verdens: Bæredygtigheden er blevet i miljøsektoren. Den har ikke gennemtrængt tænkningen og - især - handlingen i det økonomiske rum. Og det er det rum, der fylder. Efter at frihandelsliberalismen forlængst har fortrængt den katolske kirke som førende aspirant til klodens åndelige lederskab, kan man spørge, om der overhovedet er andre rum af betydning. WTO - World Trade Organization - er det ny vatikan. Ingen gider ulejlige sig med at forstøde kættere; de ignoreres bare velvilligt.
Håbet ligger et andet sted: I folket - af alle steder! Brundtland, og hvad der fulgte efter, har forsynet ethvert menneske, der kerer sig om kloden, med argumenter: Hvorfor der bør handles anderledes, hvad der skal gøres og hvordan.
I dag er det sådan, at de, der har magten, de har ikke argumenterne (bortset fra magten). Og de, der har argumenterne, de har ikke magten.
Hvorlænge - i det globale kommunikationssamfund - kan det blive ved?

dr (David Rehling)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her