Læsetid: 6 min.

Der risler en kilde

Derfra spinger livsglædens kilde: Et sted midt inde i os selv . Hos nogle bobler kilden hele livet, mens den for andre løber tør. Hvad gør forskellen?
30. september 2006

Ung. Ung. Over Knippelsbro gik jeg. Det var ikke nogen særlig dag, bare en forblæst dag i marts, hvor solen var nået højt nok over husene til at feje hen over fortovet. Og så dansede jeg på broen, drejede rundt med så lette trin, at fødderne knapt rørte jorden.

De andre trafikanter har vel tænkt, at dér hoppede en fyr, der var tovligt forelsket eller på euforiserende stoffer. Ingen af delene: Jeg var suget op i luften af en fuldstændig følelse af lykke uden nogen årsag anden end at være ung dét sted, dén dag, på Knippelsbro i marts.

Jeg må have været omkring 20 dengang, men har gennem alle årene siden husket oplevelsen glasklart, selv om der egentlig ikke er noget at huske andet end nogle dansetrin, et sollys, en blæst - og så en følelse.

Den samme vægtløse følelse af lykke - på én gang ung og tidløs - kan opstå som noget, der binder mennesker sammen. Der var en råkold lørdag aften i januar for så mange år siden, at jeg var teenager. Vi mødtes i en kælder, en seks stykker var vi vel, for at feste. Ikke at vi var i særligt humør til at feste, men det havde vi nu aftalt. Og så blev vi grebet af lykke i den kælder og festede og festede og dansede og dansede og dansede og sang. Vi holdt først op langt ud på morgenen, da vi var styrtefærdige.

Op ad eftermiddagen indfandt vi os igen i den kælder, med stive lemmer og tunge hoveder, for at hjælpe værtinden med at rydde op, inden hendes forældre kom hjem. Og så indfandt lykken sig igen, som når gløderne efter et bål atter slår ud i lys lue, og vi festede videre, og forældrene kom hjem og lod os være i fred dernede i kælderen, hvor vi dansede og sang på en dødssyg søndag aften. Så intens var oplevelsen af at være skyllet igennem af lykke, at vi mødte friske til mandag morgens dont.

Sorg og glæde i samme punkt

1930'ernes sindssygt-geniale driftsforsker Wilhelm Reich beskriver i sin bog Orgasmens Funktion, hvorledes han ved fysiske forsøg har bevist sin teori om, at lykkefølelsen - også den seksuelle - kommer indefra, fra et midtpunkt i kroppen, og breder sig ud i alle retninger, også ud over kroppens begrænsning. Ulykkesfølelsen, derimod, kommer udefra og trænger sig fra alle sider ind mod samme punkt inde i midten.

Omverdenen belønnede dr. Reichs virksomhed ved at sætte ham i galehus, men hans teori kan vi finde bekræftet ved den almene menneskelige erfaring, der kommer til udtryk i sproget: Vi stråler af lykke, men er knuget af sorg.

Derfra springer livsglædens kilde: Et sted midt inde i os selv. Hos nogle pludrer, bobler eller risler den kilde hele livet, mens den for andre hurtigt løber tør.

Hvad gør forskellen? Selvfølgelig er vi mennesker født med forskelligt udstyr, men vigtigere, tror jeg, er den måde, vi hver især indretter vore indre modsætninger på. Kan vi på en eller anden måde få dem til at virke sammen, så de trækker mod et fælles mål: kærlighed, venskab, godt håndværk, kunstnerisk udtryk, altopslugende interesse - ja, så flyder livsglædens kilde uhindret.

Modsat hvis vi hver dag i vores liv skal mobilisere 51 procent af al vor sjæls styrke for at nedkæmpe de andre 49 procent. Presset fra en sådan indre brydning klemmer livsglædens kildevæld sammen, og vort ansigt mod verden bliver til en indtørret maske.

Ungdommens kraft

Selve det at ældes er i forvejen en form for indtørring. Deraf kommer vel også forestillingen om, at livsglædens kilde er ungdommens, og at den rinder fra de unge år og - så langt den nu kan - gennem resten af livet.

I ungdommen er farverne på den palet, vi maler vores egen tilværelse med, mange og friske. Den, der ender som knarvorn erhvervsadvokat med hang til skattely og tunge vine, var som 19-årig en ferm guitarspiller, der komponerede iørefaldende strofer. En velaflagt finansdirektør i mine omgivelser var i sine tidlige år mest berømmet for sit politiske vid, sine yndefulde tegneseriefigurer og sine smældende verselinjer.

Min afdøde far brugte sit livs modne år på at spinde guld for ugebladskoncernen Aller ved at redigere dens romanføljetoner. Det blev han mismodig af. I begyndelsen af 1940'erne var han den unge håbefulde poet, som vandt den lagkage, der var Ekstra Bladets spøgefulde førstepris i en konkurrence om det bedste digt, der kunne produceres under et aftenmøde i den klub af unge digtere, som min far færdedes i. Kredsen omfattede også navne som Morten Nielsen, Tove Ditlevsen og Piet Hein. Hvem af de unge digterspirer, min far dystede med den aften, lader sig kun efterprøve ved dybtgravende arkivstudier. Men rævestolt over lagkagen var min far - resten af livet.

Hvorfor størkner de så tit, farverne på paletten? Skuffelser, skræk for nederlag, gustne overvejelser om levebrød? Eller er det bare en del af det at blive ældre? Eller er det netop et resultat af de indre kræfters brydninger - dem, der klemmer kildevældet sammen?

Det kan ske hurtigt og i en tidlig alder. Jeg gik i skoleklasse med en pige, jeg var vildt og varigt forgabt i. Hun var køn, hun var sjov, hun kunne fortælle med en sans for komik og menneskelig svaghed, der gjorde historierne lyslevende grinagtige; hun skriv digte, der var andet og mere end nænsomme dagbogsbetroelser.

Ikke så længe efter skolen begyndte det at gå galt. Hun blev ramt af modgang, men værre end det: Hun kunne ikke få sit sind til at hænge sammen. Hun ville ting, der ikke kunne lade sig gøre, i hvert fald ikke alle sammen og ikke på dén måde. Forsøg på genoplivning af vores forhold slog fejl, og vi mistede forbindelsen.

En rum tid gik der, og vi mødtes i en bus, uden hun fik øje på mig. Fra mit bussæde iagttog jeg hende, og en dyb tristhed trængte sig ind over mig, mens jeg tænkte på, hvad der var blevet af det menneske, jeg havde kendt. Svaret har jeg først kunnet sætte ord på sidenhen: Der var det tilbage, der er tilbage af puppen, når sommerfuglelarven inde i den har været længe død.

Vi dør hver dag

Så er der den modsatte oplevelse, dén, der giver håb: Mødet med mennesker, der uanset alder, ansvarsbyrde, modgang eller fysisk skrøbelighed har livsglæden brusende i sig og gynger legende på den.

Arkitekten, drageflyveren, revyforfatteren og meget andet Poul Henningsen viste et skarpt syn for den del af sit eget og sin fortolker Liva Weels sind, da han i hendes 25-års jubilæumsrevy i 1942 lagde hende disse linjer i munden til Kai Normann Andersens stilfærdige melodi:

Det er én af de ting, jeg har lært,

at bag ordenes bidende snært,

sku' der helst stå et barns ubevandrede sind,

når det si'r, hvad der falder det ind.

I samme boldgade er Tove Ditlevsen, når hun i sin erindringsbog fra 1975 - kort før sin død - skriver om sig selv:

"Det var en væsentlig del af min byrde, at ingen af mine aldre nogensinde blev overstået og lagt til side som pænt ordnede garnnøgler i en syæske. Barnet og den unge pige blev også ved at være meget nærværende i min mor, lige til det fysiske og åndelige forfald ramte hende. Ganske som jeg dvælede hun gerne hos de døde på en helt uforlignelig lystig måde, og det var måske denne ejendommelighed, der fængslede mig mest hos hende."

Tove Ditlevsen gengiver dernæst i erindringsbogen sit eget digt "Vor alder". Det sidste vers om vor alder lyder således:

Vi véd, den ikke klær os

og sent vil bringe os fred,

for der lever en alder i os,

vi aldrig blir færdige med.

Bag iagttagelsen af en ungdom, der ingen alder kender, rumsterer de tungere spørgsmål om død og opstandelse. Måske kan man anskue dem på den måde, at vi dør hver dag for straks efter at genopstå, men efterhånden som dagene går, genopstår hver dag lidt mindre af os.

Hvor meget mindre afhænger af den kilde, der flyder indeni.

nPå mandag udkommer på forlaget Thaning & Appel bogen '15 skriver om livsglæde'. Her bringer vi bogens bidrag fra Informations David Rehling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu