Læsetid 3 min.

Ritt over alle

På Østerbro gjorde folk deres 'borgerpligt', men følelsen af kommunalpolitisk apati var stærk
16. november 2005

Det var ikke en følelse af liv eller død, der prægede østerbroernes valghandling ved Idrætshuset på Gunnar Nu Hansens Plads.

"Det er nærmest som at have valget mellem P3, The Voice og 100FM. I varierende grad glat, konformt og uden substans," mente Kasper Nielsen.

Han satte kryds ved de radikale på begge de gigantiske og vanskeligt overskuelige valgsedler, men udelukkende af gammel vane:

"Som radikal gjorde det ondt denne gang på grund af Klaus Bondam, men det er stadig dem, der smager mest af P1 for mig. Det eneste positive er, at lokalpolitik ikke betyder en kæft i det store spil," sagde Kasper Nielsen.

Denne holdning til lokalpolitik var han ikke ene om. Vælgerne efterspurgte over én kam værdier og målsætninger, og ganske mange premierede i den forbindelse Enhedslisten for ikke bare at hyle med i koret:

"Nogle gange synes jeg, de bliver lidt unuancerede og virkelighedsfjerne i det, men de står fast på nogle værdier, jeg godt kan lide og gerne vil fremme - særligt på miljø- og integrationsområdet," sagde eksempelvis Bonnie Helgestad.

Ritt effekten

Kampen om overborgmesterposten har længe været erklæret afgjort, og Informations prognose tirsdag formiddag bekræftede analysen. Ritt er for stærk. Et klart flertal foretrak hende på posten, deriblandt Cathie Funding, der ellers stemte radikalt sidst:

"Ritt Bjerregaard har været klar i talen, og hun er den, der udstråler mest format og professionalisme. Jeg deler mange af hendes synspunkter, og så spiller det også ind, at hun er kvinde," sagde hun.

Det var dog ikke alle, der rullede den røde løber ud for Ritt.

"Søren Pind vil rydde op, og det trænger vi til. Der er lus i skindpelsen på rådhuset, og det bliver bare værre med Ritt, for hun har over årene vist sig som én af de største pampere i dansk politik," mente ægteparret Elise og Kresten, der kom i matchende blå halstørklæder og også stemte derefter.

$SUBT_ON$For meget substans

Venstre-vælgerne gemte sig ellers godt (onde tunger ville vide, at de var på arbejde). Til gengæld var Leslie Arentoft, nummer syv på Venstres liste til Borgerrepræsentationen, på plads. Han gav hånd og uddelte brochurer for at følge sin kampagne til dørs, men var realist omkring det samlede resultat:

"Det har været en problematisk valgkamp for os. Vi er gået ud med klare budskaber, og dem er vi så blevet holdt fast på. Ritt og de radikale er omvendt sluppet afsted med at tale om 'bedre integration' og 'bedre folkeskoler'. Det kan man jo ikke være uenig i, men det siger heller ingenting," sagde Leslie Arentoft.

- Så I har faktisk haft for meget substans i jeres valgkamp?

"Ja, det er paradoksalt. Men det svier jo til samfundet, for partierne lærer, hvad der virker og ikke virker, og hvis ren overflade er sagen, så bliver næste valgkamp bare endnu mere indholdsløs," advarede han.

$SUBT_ON$Ren Kafka

Vurderet på vælgernes dom bliver det dog svært at slå regionsrådene, når det gælder debattens mangel på indhold. Hovedparten af de vælgere, Information talte med, bedyrede, at de næsten intet vidste om dem; hvad de skal, og hvorfor de betyder noget for borgerne.

En herre, der opgav sit navn som 'Emil', mener, det er et problem for demokratiet:

"Jeg har spurgt masser af mennesker her i dag, og folk aner intet som helst om det. Det er ren Kafka og en skandale, at befolkningen skal legitimere en institution, der er kommet ind af bagdøren i huj og hast," sagde 'Emil'.

$SUBT_ON$Godt det er ovre

Da Information ville forlade scenen ankom Dansk Folkepartis hjemmesideplagede Louise Frevert med et kamerahold i hælene, og der faldt medie-stardust over begivenheden. Hun syntes at acceptere Ritt Bjerregaards sejr, men glædede sig over, at valgkampen er overstået, og man kan komme tilbage til politikken.

"Det har ikke været let, men jeg håber, den ny overborgmester kan skabe bredt samarbejde. I den sidste periode er Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Venstre konsekvent blevet holdt ude, og det går ikke en periode til," sagde Louise Frevert, der således som den eneste fik antydet, at ens kryds faktisk betyder noget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu